Sandflugtens Dæmpning i Tisvildeegnen 1724-38

SANDFLUGTENS DÆMPNING I TISVILDEEGNEN S rykket dem nærmere og nærmere, og det Middel, de havde søgt at bruge, havde været Risgjærder, som de opførte i lange Strækninger. De brugte dertil Gjærdsel, som de fik fra nærliggende Skove, og med Staver, der i store Masser fæstedes i Jorden, stræbte de at holde Gjærdselbundterne fast, saa de kunde være et virkeligt Værn. Tibirke Bønder klagede nu i 1702 over, at Skovbetjentene i de sidste Aar havde nægtet dem den Gjærdsel, de behøvede, og det havde de haardt maattet bøde for, da Sandet netop derfor havde faaet Over- haand. Denne indtrængende Klage havde til Følge, at Frederik IV lod nedsætte en Kommission for at undersøge, hvad der kunde gjøres. Kommissionen, hvori blandt andre den daværende Amtmand over Frederiksborg og Kronborg Amter J. O. Råben havde Sæde, gav en stærk Skildring af de Ødelæggelser, som Sandflugten i Tidens Løb havde voldt, og den paaviste, hvor truede baade Tibirke og Tisvilde Byer vare. »Kun lidet«, hedder det i dens Betænkning, »findes ufordærvet af Markerne ved Tibirke By, som bestaar af 10 Gaarde, Kirken synes tilmed snart for Sanden ikke at bestaa, saasom Sanden er nu allerede inde ved Kirkegarden og udi Bøndernes Haver.« I det hele fandt den begge Byers Bønder saa haardt medtagne, at den foreslog, at Tibirke Bys Jorder, der ved den sidste Landmaaling 1683 vare satte til 27 Tdr. Hartkorn, nu ikke maatte sættes højere end til 12 Tdr. 6 Skjæpper, og at Tisvildes Hartkorn skulde ned- sættes fra 48 til 29 Tdr. Hvilket Vidnesbyrd om, hvor hjemsøgt Egnen var bleven i de sidste 20 Aar1! Uheldigvis vidste Kommissionen ikke at foresha noget andet Middel imod Sandflugten end de fra gammel Tid brugte Risgjærder. Man maa sige uheldigvis, thi hvor nyttige end slige Gjærder til en vis Grad kunde være, vare de dog ikke tilstrækkelige som Værn. De vare ikke stærkere, end at Stormen kunde bryde Hul paa dem, og de vare ikke høje nok til, at ikke Sandet kunde flyve over dem og lægge sig i store Dynger paa Læsiden af dem. Højst uheldigt var det nu ogsaa for den ulykkelige Egn, at de 1 Kgl. Kommissionsforretning om Flyvesanden paa Kronborg Amt 1735.