Krig
A Og B

6 kerne, som vægrer sig ved at gøre Krigstjeneste, da vi skal elske vore Fjender og vende venstre Kind til, om nogen slaar os paa højre4). I korte Træk er Fredsvennernes Opfattelse*): Jorden er stor nok til os alle og byder baade Haandens og Aandens Ar- bejdere fredelige Opgaver i Overflod: Der er Jord at bryde, Skove at rydde og Veje at bygge i alle Lande. Jorden gemmer umaadelige Rigdomme i sit Skød, bare vi vil løfte dem. Der er Haandværk og Fabriksvirke nok at tage op og vidtstrakte Have at pløje. Syge at helbrede, faldne at rejse og fattige at hjælpe er der ogsaa Verden over, og vi trænger til Videnskab for at blive klogere og Kunst for at blive gladere ved Livet. Enhver kan altsaa faa Ar- bejde efter sine Evner og Tilbøjeligheder, naar Samfundet styres, som det skal. Kiv og Strid i det daglige Liv bliver man vel aldrig fri for, men lidt god Vilje jævner Trætte Mand og Mand imellem, og Staters Tvist kan af- gøres ved Voldgift5). Hvorfor saa spilde umaadelige Kræfter paa Krig og Krigsrede, der svæk- ker Folket, lammer Handel og Vandel, ødelægger Frugterne af aarelangt Slid og paafører Menneskene grusomme Lidelser? — »For Ærens Skyld«, svarer nogle; men vi vinder ingen Ære ved at slagte hverandre — tværtimod, vi nedværdiges. Krig avler Haardhed og Raahed og gør Menneskene til Dyr. »For Fremtidens Skyld«, siger andre, men Krig nedbryder Samfundet. Skel- let mellem Ret og Uret slettes; Ugerninger hører til Dagens Orden og alle Laster trives; store Værdier ødelæggees, Farsot og Hungersnød gaar i Kri- gens Spor med aandelig og legemlig Usseldom i Følge, og selv Sejrherren høster i Aaringer Ufredens onde Sæd6). Naar disse Sandheder gentages tidlig og silde, bliver de til sidst levende, Egenkærligheden viger og Alverden faar Øje for, at hvad der end skiller Folk og Stater, har det, der binder dem sammen, dog større Værd. Samtidig bør man forebygge Krig ved at ty til Voldgift og afvæbne sig. Jo tiere Magten bøjer sig for Retten, jo grundigere Afvæbningen bliver og jo mere Folkeslagene vænner sig til at leve som ét Folk, des umuligere bliver blodige Afgørelser. Selv om Voldgift ikke huer alle, bør Lande, hvis Indbyggere vil gælde for oplyste Mennesker, afvæbne og fredlyse sig eller lade sig fredlyse for at undgaa Krig'). De kan gøre det uden Fare — ingen tilføjer uskadelige Lande ondt, — og gjorde Menneskeheden en usigelig Tjeneste, idet Fredlys- ningens Fordele efterhaanden bragte andre paa bedre Tanker, saa at de ogsaa nedlagde Vaabnene og der blev evig Fred paa Jorden8). Vil Stormagterne ikke gøre det første Skridt, maa de smaa vise Vej; de kan dog aldrig sætte haardt imod haardt. De, der afviser slige Muligheder, kæmper imod Tidsaanden9); Strømmen gaar i Retning af at gøre alle lige og slette Skellene baade mellem Samfunds- lag og Folkeslag. Folkenes vaagnende Selvfølelse i det sidste Hundredaar *) Man sige ikke: »Før Verdenskrigen«. Nogle Folk har intet lært og intet glemt.