Krig
A Og B

7 synes vel at tyde paa det modsatte, men skyldtes i Virkeligheden Overgangen fra Enevælde til Folkestyre, idet Fyrsterne var mindre folkeegne end de brede Lag. Efterhaanden som de kommer til at raade, gør Sam- følelsen sig gældende og bringer Fart i Udviklingen, som allerede er vidt fremskreden, idet Videnskab, Handel og Værkflid knytter Landene sammen uden Hensyn til politiske Grænser, og fælles Lov og Ret fæstnes paa saa mange Omraader, at den, der ypper Strid, skader sig selv. I Modsætning til »Fredsvennerne« tror a n dr e, at Kampen for Livet ikke altid kan udkæmpes med fredelige Vaaben10) — en Tro, selve Bibelen udtaler i Frelserens Ord: »Naar I hører om Krige og Rygter om Krige, da ræddes ikke; det maa ske, men Enden er ikke endda. Thi Folk skal rejse sig mod Folk og Rige mod Rige«. Johannes Døber bød heller ikke Stridsmændene at nedlægge Vaabnene, men kun: »Pres ikke Penge af nogen med Vold eller Svig og lad Eder nøje med Eders Sold« — og Paulus kaldte ikke Krigstjeneste ond Gerning, da han mindede sine Medbrødre om at lyde Øvrigheden og Myndighederne og være redebonne til al god Gerning; tværtimod: »Øvrigheden bærer ikke Svær- det for intet; ....den er en Hævner til Straf for den, som øver ondt«11). Sagen er: Vi kan maaske i mange Tilfælde finde en fredelig Løsning, hvor For- tidens Styresmænd greb til Vaaben — m a a s k e. Det er slet ikke givet, at Krige, der tilsyneladende kunde og burde være undgaaede, i Virkelig- heden gjaldt de Arvefølgespørgsmaal og Smaating, Historiebøgerne næv- ner. Det var ofte kun Paaskud eller Draaben, der bragte Bægeret til at flyde over. Lige saa lidt staar Bøgerne til Troende, naar de giver Herskerluner Skylden. Aarsagerne laa dybere og vilde ogsaa have medført Krig i vore Dage12). -— Religionskrige hører maaske Fortiden til: Vi er jo taal- somme eller lunkne, mens vore Fædre rasede med Ild og Sværd mod ander- ledestroende — m a a s k e. Umuligt er det ikke, at en ny Mahdi tænder Ver- den i Brand, før vi aner, og Trossager kan knyttes saa nøje sammen med jordiske Ting, at selv den lunkneste til sidst griber til Vaaben; men var Arvefølge- og Religionskrige end utænkelige, er der Krigs- emmer nok, saa længe Grænserne ligger, hvor de ligger, og Menneskene er, som de er. Kun naar Grænserne drages, hvor Samviljen hører op, ligger de, hvor de skulde, og dog faar man ikke Fred ved at ændre Verdenskortet saaledes: Folkeslag voxer, Folkeslag sygner, og Mennesker flytter fra Sted til Sted, saa at der altid er Brødre at fri fra fremmed Aag. Menneskene bliver ikke anderledes. Enkelte frigør sig aandelig, Mas- serne aldrig. De faar højst en Medfølelse, der svinder som Dug for Solen i samme Nu, de føler sig truede; deres Griskhed er umættelig, deres Uviden- hed grænseløs, og i Længden gør de Udslaget, hvad enten de lyder enevæl- dige Fyrster eller Folketribuner.