Krig
A Og B

8 Lad os tage Verden, som den er, i Haab om, at det onde bærer Straffen i sig selv13) — saa meget des bedre, om Guldalderen gryr, da faa har for me- get og færre for lidt og hverken stigende Folketal eller svimlende Indtægter bringer Freden i Fare. Selv om alle Stater vedtog Voldgift, var det ikke sagt, at Sagvolderne bøjede sig godvilligt for Rettens Kendelser. I saa Fald kunde man m a a s k e bringe dem paa bedre Tanker ved Boycottning, hvilket dog er lettere sagt end gjort, fordi der skal handles hurtigt og alle maa være enige; men glippede ogsaa den Udvej, maatte Kendelserne sættes igennem med Magt — ellers var Rettergang taabelig, — og jo større Sag, des større Magt maatte der staa bag Kendelsen. Voldgift forudsætter altsaa V aaben ma g t. Det er tilmed usandsynligt, at Voldgift vedtages almindelig. For Stater, der ikke kan komme hinanden til Livs med Vaaben i Haand, er Voldgift den nemmeste Udvej, naar der kommer en Kurre paa Traaden. Ogsaa andre er den tjenlig i Døgnets Tvistemaal, men livor Folkets Ve og Vel staar paa Spil, kan man aldrig vente, at den stærkeste indlader sig paa Rettergang, endsige bøjer sig for en ugunstig Kendelse14). Han kan ikke uden Fare for, at der flyder Blod indenfor hans egne Grænser eller andre rejser sig imod ham. Heller ikke den svageste tør altid give efter, fordi iøjnefaldende Svaghed frister Modstanderen til at stille nye Krav. Allerede Beliggenhed og Hjælpekilder giver et Land et Værd for krigs- førende Magter, som den ærligste Fredlysning hverken øger eller mind- sker. Snart gaar gode Hærveje over fredlyst Grund15), snart faas Levneds- midler, Penge og andet Tilskud nemmest i Tredjemands Land. Saa længe Krigen føres langt af Led, skænker de krigsførende tilsyneladende ikke Sa- gen en Tanke, men, naar Uvejret trækker sammen i Nabolaget, maa hver for sig tage under Overvejelse, om det ikke er bedst at komme Modstanderen i Forkøbet som Englænderne i 1807. Selv Stormagter overfalder næppe et fredsælt Land med Glæde — det bliver een Fjende til, — men Nød bryder alle Love, og at den fredlyste skulde undgaa Opmærksomhed ved at »ligge død«, er lige saa usandsynligt som, at de krigsførende skulde slaa sig til Taals med Talemaader eller tilgive, at Fjenden fik Hjælp. De maa have Sikkerhed for, at det fredlyste Land baade kan og vil værge sig16). — Endog før Krig udbryder, kan en Magt finde paa at sikre sig fredlyst Land eller stille Krav, der gør Fredlysningen intetsigende17). Fare for Overgrebtruer ogsaa til Vands. Krigsskibe kan hverken stadig holde Søen eller fjerne sig saa langt, de lyster, fra Kulstatio- ner og Dokker. De fleste Sømagter har derfor lettilgængelige Flaa dehav ne langt fra Hjemmet, hvor deres Krigsskibe kan faa Hjælp og Søfolket Hvile18) Savnes Tilflugtssteder, bliver fremmede Havne en med- tagen Flaades sidste Haab, og Admiralen bryder sig i Nødsfald Vej med Magt, hvis han er stærkest. — En Flaade, der skal spærre en Kyst, kan ikke sprede sig, — saa bliver den slaaet, hvis Fjenden bryder samlet ud, — men maa lade Forpostskibe vogte Strand og Havne og holde sin Hovedstyrke samlet for at