Krig
A Og B

TMNV Y0, 07X000-05 9 ile til paa Melding om den fjendtlige Flaades Komme. Af Hensyn til Under- vands- og Torpedobaade, som sniger sig gennem Forposterne, gør Hovedflaa- den vel i at holde sig saa langt ude, at Baadene ikke kan naa den og slippe hjem igen i Løbet af én Nat, — hvor langt i det mindste kan ligefrem ud- regnes af Baadenes Fart og Brændselfang. For større Sikkerheds Skyld ankrer Flaaden helst i Farvande, som er lette at spærre. Hvis den nu enten er for nær o: i stadig Fare eller for fjærnt ifritFarvand, men kan finde tryg Ankerplads i passende Frastand paa fremmed Søgrund19) ledes den i Fristelse og opkaster maaske endog Strandbatterier paa fredlyst Grund for at støtte sine Vagtskibe og Minespærringerne om Ankerpladsen. Særlig Fare truer Lande om Farvande, nogle Magter vil have lukkede, andre aabne i Krigstid (Danmark om Sund og Bælt, Tyrkiet om Bos- porus). Historien vidner da ogsaa, at Fredstilsagn er Mun dsvejr, hvis den fredlyste ikke kan bide fra sig, og egen Fred- lysning lijæ1per 1ige saa lidt, hvis man ikke er Mand for at vi se si n Vi 1je me d Jærnog B1od. Østrig, som borgede for Fristaten Krakov, inddrog den uden videre i 1846, fordi den gav polske Flygtninge Ly. Kun Tilfældet og 80,000 Mand i Vaaben reddede det fredlyste Belgien fra Krig i September 1870, da Levnin- gerne af Mac Mahons Hær vilde søge Redning paa belgisli Grund20). 100,000 Franskmænd, som Tyskerne spærrede Hjemvejen, trængte i Januar 1871 ind paa Schweiz’ fredlyste Enemærker og maatte afvæbnes af en schweizisk Hær, for at Tyskerne ikke skulde følge efter. Japaneserne udnyttede Korea hensynsløst, skønt det fredlyste sig før Krigen i Mandsjuriet og var uskade- ligt, og Belgiens Blod raaber til Himlen. Trygheden, man vinder ved at fredlyse sig, er Blændværk. Hvorfor saa binde sine Hænder, aabne Døren for fremmed Indblanding og give hjemlige Fredsapostle Vind i Sejlene? Stigende Kultur giver Klæder af samme Snit, en vis ydre Afslibning og fælles daglige Fornødenheder; visse Tanker breder sig vidt, og enkelte Bøger og Smudsromaner læses Verden over; vor Videns Grænser rykkes ogsaa ud; Opgaver, Fortiden veg for, løses legende, og Landenes Avl og Omsætning voxer svimlende; men — Folkeslagenes Ejendommeligheder udviskes ikke, og det Land findes næppe, hvor rige deler villigere med fattige, Taknemme- lighed og Ærlighed bliver større eller svage ynkes inderligere. Tværtimod! Skønt Kulturfolk drøvtænker over Sædelære, som uodlede knap skænker en Tanke, udlægges Grundsætningen »Enhver sit!« — suum cuique — netop i Kulturlandene uhyggelig tit som: »Hold, hvad Du har, og tag, hved Du kan!« Det er mindre farligt dér, end hvor Selvtægt og Blodhævn raader, og store Røvere har hverken nødig at bruge Vold eller Vaaben'1). - — At Men- neskeslægten i Tidens Løb bliver bedre og lykkeligere, er en vovet Paastand: Kultur fremelsker mere Følelse i Tanke end i Hjærte, og Kundskab er Magt, ikke Hjærtelag; Lykken kommer indvendig fra — et nøjsomt Sind er dens