Krig
A Og B

rigeste Kilde, men hvor findes nøjsomme Kulturmennesker! — og selvom Mennesker føler sig lykkelige, er det ikke sagt, de bliver bedre; der skal en bred Ryg til at bære gode Dage. Ser man den sande Maalestok for Menne- skers Storhed og Lykke i Evne til at ofre sig for store Fællesmaal, bliver »Kultur« snarest et Tilbageskridt, fordi den overdriver den enkeltes Værd og Ret, og Kravene til Velvære stiger, uden at Kampen for Livet lettes. Større Sans for Næstens Ret end i det daglige Liv finder man i hvert Fald ikke, hvor Folk staar overfor Folk, Stat overfor Stat. Gammelt Nag og gamle Fordomme, Angst for, at Godhed tages for Svaghed, maaske ogsaa et Folks Tro paa, at det er udvalgt, eller »Menneskers« Ringeagt for »Barba- rer« og Halvaber, gør Øjnene kolde og Hjærterne haarde22). Statsmændene kan være saa rettænkende og fredsommelige, det være skal; deres Syn paa Ret og Uret i det daglige Liv bliver ikke afgørende, og de tvinges i Embeds- medfør ofte til at staa stejlt paa deres Ret, hvor de som Mennesker vilde bøje sig ( Lord Palmerstons: Ret eller Uret — mit Land!)23). Der kan ogsaa op- staa et Overmaal af Kraft eller indre Spændinger i et Folk, som maa have Luft udad24). Ikke alle og enhver vil kæmpe for at leve under eget Flag og tale sit eget Sprog — Fædreland og Modersmaal er nogle den ligegyldigste Sag af Verden eller faar først Værd for dem, naar de ingen af Delene har! Indre Kævl og Madstræv eller Slagord trænger ogsaa Fædrelandskærlighed til Side. Na- tionale Modsætninger kan dog avle grænseløst Had og rummer Spire til Undertrykkelse paa saa mange Omraader, at Uafhængighed byder iøjnefaldende Fordele: Selv i vore Dage er der ikke langt fra Afhængighed til Trældom, og Nutidens Magthavere ved fuldt saa vel som Fortidens at bøje Retten og skyer ingenlunde Vold og Tvang25). Allerede »en syg Mand« faar det at føle, i Form af ublu Afgifter for venlig Hjælp, og underkuede Folk gaar det endnu værre. Uspurgte eller i Kraft af Flertallets Ret, tvinges de til tunge Ofre for ligegyldige Formaal, deres Modersmaal knevles, gamle Ret- tigheder trædes under Fødder, og Ungdommen har ofte kun Valg imellem at udvandre eller kæmpe for sine Avindsmænd. Kan Uafhængighed derfor til sidst endog synes dem, der ikke har andet Fædreland end, hvor der er godt at være, en Kamp værd, bliver Krig uundgaaelig, naar et stolt og stærkt Folk føler sig truet eller ydmyget. — Det er heller ikke sagt, at andre Stater finder sig i, at et Lands Udvikling tager en Vending, som ikke huer dem — der er Maade med Ret til Selvraade!20). Selv Landsmænd kommer jo i Vaa- ben mod hinanden, hvis Magthaverne ikke kan vinde sig Lydighed med det gode eller Tilstanden synes dem, der ikke liar Magten, utaalelig og ikke kan ændres ad fredelig Vej27). Nutidens Samkvemsmidler mindsker vel Faren ved Overbefolk- ning, men Faren e r der, og hverken ny .lord eller nye Markeder ligger alle og enhver aabne. Selv under lige Kaar er Kappestriden haard, og haardere bliver den, naar ét Folks Arbejderhær er dygtige, flittigere og nøjsommere end andres og ikke lader sig skubbe til Side. De, der hverken vil leve fra