Krig
A Og B

11 Haand i Mund eller af andres Naade og Barmhjærtighed, kan derfor liurtig komme i virkelig eller indbildt Nød, som trykker dobbelt, fordi man aldrig véd, hvad lykkelige Medbejlere vinder i Mellemtiden, og hvor det gælder det daglige Brød, slaar selv den mest lavpandede fra sig, naar han ikke kan bjærge Føden paa anden Maade. Derfor lurer evig Fare for Ufred paa Verdensmarkederne og Handels- vejene, hvor Alverdens Folkeslag mødes: Alle vil have Plads i Solen — helst alene, i hvert Fald lige saa god Plads som andre — og aabne Døre til Guld og Arbejde. Ret og Uret bliver udelukkende Spørgsmaal om, hvad der lønner sig, og hvad eet — maaske vildledt — Folk regner for ufra- vigelig Ret, synes andre blodig Uret — saa maa Vaabenlykken raade: K r i g er Nødværge28). Den, der overfaldes, værger i mange Tilfælde ikke alene sin Ret, men sin Tilværelse, og selv den, der griber først til Vaaben, kan ikke uden videre dømmes; han er maaske i Virkeligheden mindst skyldig29). Der- for nedbeder ogsaa begge Modstandere i god Tro til en retfærdig Sag Guds Velsignelse over deres Vaaben30). Faren bliver ikke mindre ved, atUdbruddeneofteendogkom- mer indviede uventet. Var Krige kun til Vinding for de store, kunde Socialismen maaske skabe et Brodersind mellem Folkenes brede Lag, som gjorde Ivrig umulig31), men ogsaa Smaafolks Velfærd kommer i Modstrid paa den ene og den an- den Sidle Grænsen. Socialismen staar derfor ligesaa magtesløs som Kul- turen; begge svækker allerhøjst Folkets Sammenhold og Vilje, saa at det ikke k an føre Krig, skønt det maaske udæsker andre. — Endnu ringere er Haabet om at se Pe n gemændene som Fredsfyrster, fordi de har hindret Krig. Kapitalen vil kun yngle, og da Uro bringer Pengene paa andre Hæn- der, arbejder nogle maaske for Krig, medens beati possidentes i Nødsfald redder deres til Udlandet. Magthaverne er tilmed ikke uden videre tvungne til at neje sig for Kapitalen, da den kun er Udtryk for Arbejdskraft. Naar Enhver kan sige sig selv, at han ikke har Fred længere, end hans Nabo vil, og svarer for hvad Skade han med eller mod sin Vilje paafører andre, tager et Folk, der er uklogt eller usselt nok til ikke at væbne sig i Tide, Skade for Hjemgæld. Selv om det laver det bedste Smør og det smuk- keste Porcelæn af Verden, selv om det har fremragende Videnskabsmænd og Kunstnere og spiser og drikker godt, gaar det ud af Sagaen ). Ingen regner med det, ingen spørger om dets Vilje, og det har hverken nødig at udæske eller vise sig uvenligt. Den Dag det lønner sig, tramper Naboerne det under Fødder eller tvinger det til at deltage i andres Ivrig uden lak og uden Vin- ding. Det gælder store Riger saa vel som smaa — Kina saa vel som Danmark og Korea33). At væbnet Modstand er haabløs for et lille Folk, er en Paastand, Kends- gerninger lige saa ofte har omstødt som stadfæstet. Nogle tinder Udsigterne trøstesløse; andre paastaar med samme Ret, at Fjenden sjælden har meget at vinde, hvor der — udefra set — kun er lidt at værne, og at et Folk, der