Krig
A Og B

v il, ogsaa k an gøre Modstand nok til, at det ikke lønner sig at bryde den, selv om Tredjemand ikke lægger den stærkeste et Halmstraa i Vejen. I saa Henseende har det tilmed ingen Nød. Magterne vaager over hinanden med Argusøjne. For de smaa gælder det altsaa i mange Tilfælde kun om at holde ud, til de faar Hjælp, og de kan uden Overmod sige som Luther: »Overfor Gud skal man være lille, frygtsom og ydmyg, og for at vinde Gud paa For- haand ved et ydmygt Sind, skal man give sin Sag i hans Vold, at han ikke lader det gaa efter vor Ret, men efter sin Godhed og Naade. Overfor Menne- sker skal man være kæk, frimodig og djærv, naar man tror, de har Uret, og slaa til dem af et godt Hjærte«34)! — Tanken om, hvad Efterslægten kan komme til at lide, maa give dem dobbelt Kraft, og hvor ilde det end gaar, slaar Oprejsningens Time snarere for den, der segner med Vaaben i Haand, end for den, der skyr Kamp. Der er ingen Grund til at synge Lovsange over Krig: Den bringer de færreste Deltagere andet end Lidelser, Savn og Fare35) — og dem derhjemme! Men, naar man kan tilkæmpe sig store Goder, er det urimeligt at fordømme den, fordi den medfører Lidelser. Spørgsmaalet bliver kun, om det, man vin- der, er Offeret værd. Ellers maatte der ogsaa gøres Indsigelse imod, at mange Læger og Sygeplejersker, Videnskabsmænd og Arbejdere daglig vover Liv og Helse for andre. Det er ensidigt at fremhæve Skyggesiderne: Hvor megen Uret har Vaaben ikke afværget, og hvor tit har Krig ikke givet Stød til mæg- tigt Opsving paa alle Omraader: Hellenerne blev først »Hellenere« ved Perserkrigene; Alexander den Store aabnede Verdenslivet og Verdensaanden umaadelige Vidder med Svær- det i Haand, og Romerne bragte Samfundet Kæmpeskridt fremad, skønt de kun lukkede Janustemplet tre Gange i 700 Aar38). En i umindelige Tider ukendt Velstand og Velsignelse groede i Arabernes blodige Fodspor til Indus i Øst og Atlanterhavet fjærnt i Vest, og Hollands Storhed grundedes under 80 Aars Kampe ligesom Englands ved Kampen mod Spaniens Storflaade. Krige maa opfattes som Uvejr, der rusker Menneskene op af den Dvale, Fred og gode Dage dysser dem i, og renser Luften37). Gik Heraklit for vidt, da lian kaldte Krig altings Fader, — opfindsom og nøjsom gør den dog, lige- som Nød lærer nøgen Kvinde at spinde, og allerede Fare for Krig er en Spore. Langvarige Krige tærer haardt paa Land og Folk, — hvor haardt, mærker først de, der skal opdyrke den udpinte Jord, genrejse Byerne, drive Skove frem paany og sætte de slidte Maskiner i Gang, — men et livskraftigt, sejr- rigt Folk gør Arbejdet, og selv et slagent kan indad vinde, hvad udad tabtes. Kun raadne og døende Samfund gaar sikkert til Grunde. Krigstjeneste er ikke nedværdigende. Man behøver hverken at minde om, at Menneskeslægten maatte liave taget mærkelig fejl, naar den fra Arilds Tid regnede det for ærefuldt at vove Livet for sit Land eller om, at et Folk vinder ved at løfte i Flok. Allerede Grundtanken, den røde Traad gennem Tjenesten: at høje og lave skal staa Last og Brast og ofre sig hensynsløst i Farens Stund —.er smuk-