Krig
A Og B

henit usa"HP. 39 YLP-BR,0TAL'Lea 13 kere og sundere end Forretningslivets »Enhver er sig selv nærmest«. Idet Hæ- ren lærer Folk at lyde og byde og at tie og tale i rette Tid, fæstner den Grund- voldene for Samfundets Lykke og Fremgang, og Tjenesten kan ranke Ung- dommen aandelig og legemlig og fører høje og lave, rige og fattige sammen under lige Kaar, saa at de lærer at agte hinanden. Aldeles bortset fra, at den, der aldrig vil sætte Vold imod Vold, til syvende og sidst støtter andres Volds- færd, taler en kraftig Hær*) indtrængende til fremmedes sunde For- nuft38), og samtidig giver den Samfundet Grund under Fødderne. Den er dets levendegjorte Frihedskærlighed og Vilje til at værge sig udad og indad. Er Viljen stærk, bæres baade Samfund og Enkeltmand oppe, og der lægges en Dæmper paa Folk, som tager egen Vinding og eget Velvære til Rettesnor i alt, en Hovedkilde til menneskelig Elendighed. Er Viljen slap, skyder Tvivl og Modløshed dybe Rødder i Landet; Retsfølelsen svækkes, og Hvermands Hæderlighed kommer i Fare, fordi man er ussel. Afvæbning og overdreven Fredsommelighed har altsaa stik modsat Virkning af, hvad Fredsvennerne tror. — At Krigstjeneste gør Flertallet til navnløse Enere, lader sig derimod lige saa lidt nægte som, at Folk, der føler sig, — endog naar Landets Vel- færd staar paa Spil, — nødig vil drukne i Hoben. Hine illæ lacrymæ! At kalde Krig for Mord er barnligt. En Soldat kan finde det oprørende, at han skal skyde paa Mennesker, han aldrig har set, og som intet har gjort ham — men han maa adlyde; ellers hører alt op. Den enkelte har intet An- svar, og svigter han, bliver han kun medskyldig i, hvad Uret hans Folk lider. Skylden og Ansvaret ligger hos alle og hos — ingen. Samfundets Liden- skaber og Drifter vækkes langsomt ved et Sammenspil af talløse skjulte og aabenlyse Kræfter, men én Gang i Oprør, er de vanskelige at tøjle, og de ud- lader sig voldsommere end Enkeltmands, ligesom Bølgen har Kræfter, Draa- ben ikke vækker fjærneste Forestilling om, skønt begge lyder de samme Love39). Hvorfor det er saa, er Massernes Sjæleliv os endnu for gaade- fuldt til at udrede40). — Vil man endelig tale om Mord, maa Anklagen ret- tes imod dem, der sender en tarvelig uddannet og udrustet Hær til Slagter- bænken. Da alt taler for at rede til Krig, er det klogest at gøre Skridtet helt ud og ruste sig til Tænderne, saa at det ikke bliver spildt Møje. Lande, som grænser til Havet, maa baade have Hær og F1a a d e. Ligger deres Frem- tid paa Havet, maa Flaaden gøres stærk til at vove en Kamp om Herredøm- met til Søs; tør de ikke stræbe saa højt, skal den i hvert bald hindre frem- mede i at lade som hjemme i Landets Farvande, det er Folkerettens Bud41). Der er Grænser for, hvad et Land kan ofre i Krigsøjemed, og Hærud- gifter er ikke ligefrem frugtbringende - det er Udgifter til Retsvæsen, Po- liti og Skoler heller ikke, — men hvad man lod ugjort i Fred er tit ubode- ligt, og Udgifterne lønner sig saa rigelig, hvis de afværger Krig, at Folk gør *) »Hær« taget i sin ældgamle Tyd »Krigsmagt til Lands og til Vands«