Krig
A Og B

bedst i at spørge: »Har vi Raad til at lade være med at ruste os?« At Ud- gifterne før Verdenskrigen havde naaet en Højde, som kuede Erhvervslivet, er grebet ud af Luften. Tiden gjorde umaadelige Fremskridt i Rigdom og ydre Velvære, og nogle af de Lande, som jamrede højest, havde Raad til at slukke Sorgen i Have af 01 og Alkohol. For et fejgt og blødagtigt Folk, som savner Sammenhold og andre For- udsætninger for at udrette noget i Krig, er »Hvad kan det nytte?« selvsagt Løsen, men hvem vil aabent sige det om sig selv? I Lande, hvis Bønder og Haandværkere staar Maal med Verdens bedste, — hvor der er driftige Handelsmænd og fremragende Idrætsmænd paa de fleste Omraader, og Vi- denskabsmænd og gode Hoveder fuldt saa vel som i andre Lande, gælder Løsenet ikke. Krig er en grænseløs Ulykke for saa mange af det Slægtled, den ram- mer42), at intet Stridsspørgsmaa1, der kan løses med det gode, bør løses med Vaaben43). Det maa derfor hilses med Glæde, at Haagdomstolen, Folkeforbundets faste Verdens- domstol i Haag og en Række Overenskomster letter Voldgift, men de fleste Stater unddrager udtrykkelig Spørgsmaal, som rører Fol- kets Uafhængighed og Ære, fra Rettergang, og de afgør selv ethvert Spørgs- maals Rækkevidde. Mærkeligt nok hidser Folkestemningen i afgørende Øjeblikke snarest til Krig, selv om det er Vanvid44), og Statsmændene savner ofte Mod og Evne til at stille Stormen. De er ogsaa ilde stedte: sætter de ikke Hæren paa Krigs- fod, faar Fjenden Forspring; gør de det, ruller Lavinen45). Om en ny Torgny Lagmand staar op og slaar en overmodig Fyrste eller Folket koldt Vand i Blodet, er tvivlsomt46), og Bladene kan man des- værre ikke vente sig synderligt af, naar det gælder at gaa imod Strømmen. De tøjlesløse Blade, som kun vil tjene Penge eller er i Børsspilleres Sold, raaber højest, og Lovgiverne har tænkt mere paa Trykkefriheds gode Sider end paa Ytringsfriheds Farer47). En dygtig og samvittighedsfuld Presse kan dog dæmpe Krigslysten, hvis den vil. Derimod lader Krig sig ikke hindre ved almindelig Arbejdsnedlæggelse Landet over lige før eller efter, at Freden brydes. For at det skulde ske, maatte der være et Sammenspil mellem Folkeførerne paa begge Sider af Grænsen, som er utæn- keligt, saa længe Statsstyrerne endnu har Skygge af Myndighed, men ned- lægges Arbejdet ikke samtidig og i tilsvarende Omfang i begge Lande, fører det hele kun til, at det ene vinder en let Sejr. — Tanken om at lægge Hindringer i Vejen, naar Statens Velfærd staar paa Spil, er et sørgeligt Tidernes Tegn: Mange vil nyde Samfundsgoder og Rettigheder i videste Maal, men ofre noget eller vove Skindet er de for lumpne til. Tanken er saa meget uhyggeligere, som den taler til Egenkærlighed og Fejghed i Menneske- lighedens og den sunde Fornufts Navn. Et Folk, der ikke vil nedlægge Vaabnene og overgive sig paa Naade