Krig
A Og B

17 rer, fjæler han dem, hvor de kan langskyde døde Vinkler eller det nær- meste Forland, Snevringer og Overgange. Ofte udses flere Stader, og Ge- værerne holdes tilbage, til man ser, hvor de skal lien. I Kamplinien, hvor de nødig maa staa Side om Side, saa at de overvældes paa éngang, fører de Udkampen, indtil Fjenden er 2—300 m borte. Saa faar de ofte Særopgaver: andre Skytter skyder paa Modstanderen ligefor, — at vende deres Ild til Siden for at lijælpe Naboer eller standse opdukkende Styrker og Maskin- geværer, er lettere sagt end gjort, — dem bør Geværerne tage sig af. I Taage og Mørke skydes med afgrænset Højde- og (eller) Sideretning, saa at Skud- dene spredes jævnt i et vist Bælte. Under Angreb holdes tunge Geværer, da Fjenden har et godt Øje til dem, helst uden for Gruppelinierne og gør ialfald ikke alle Spring med; deres første Stilling bør kunne bruges længe, — altsaa hellere lidt senere til Skud i en god Stilling end tidlig i een, der straks skal skiltes! Skydning under Fremrykning bruges i Nærkamp for at holde Fjenden nede, medens man stormer. Skydning mod skjulte Maal foretages, naar man har Tid til at regne (man skal haade have pas- sende Visér og Hjælperetningspunkt eller -linie) og Maalet, som maa være stort, blotter sig eller ligger stille. I Mørke skydes som oftest paa nært Hold, og da Folk er tilbøjelige saaledes, at de har Indtryk af, til at skyde for højt, vænnes de til at skyde at Skuddene gaar i Jorden kort forude'1), ningen ved Dagens Lys. Allerede da man stod op og skød, fløj Om muligt fastslaas Højderet- de fleste Kugler over Hovedet »Stol paa Vorherre og sigt paa Paa Fjenden, — derfor sagde Cromwell: Skotvingerne«15), ved Fontenoy (1745) raabte en Franskmand: »Skyd først, d’Hr. Englændere!« (han vilde paa med Bajonetten, før Englænderne fik ladt igen), 0- Moritz af Sachsen paastod, at en Mand kostede ligesaa meget Bly at skyde som han vejede. Nu skydes fortrinsvis liggende, og lig- gende Skytter er endnu tilbøjeligere til at skyde for højt, idet de trykker sig og stikker Bøssepiben i Vejret16). Dødsangst og Træthed gor ogsaa Skyd- ningen vild, saa at Skud gaar i Jorden lige ved Mundingen eller slynges u saa langt, Geværet rækker17). Der er Helte uden Frygt og Lyde og tapre Mænd, som kan tvinge sig og glemmer Faren, langt fler er ude af sig selv og Feberen brænder dem i Blodet længe, før de kommer i Ilden; Uslingerne sniger sig bort eller falder sammen og kan hverken røie Haan i er o de andre lader og trækker af uden at sigte. Hvad Under da, at man tit maa ofre 1000 Skud for at fælde én Fjende. Kun god Uddannelse og Førere med Hjærtet paa rette Sted sen er Vildskaben. Ildledelsen paahviler Kompagnicheferne, Delings- 08 især Gruppeførerne. Ilden bor rettes mod det farligst oti Almindelighed det nærmeste Maal (Maskingevær), aabnes overraskende og sta til, for at Skytterne ikke skal blive vilde eller skyde op. og for at Maskin, (Rek.)gev. kan afkøles. Hyppigt Maalskifte undgaas. Det er (a Miero sprede Ilden over Maalet, men Fejl i saa Henseende 11 8 Rolf Kall: Krig. 2