Krig
A Og B

16 og tvinge dem til at møde eller blive, hvor ønskes, standse Udførsel fra Byerne og lade Levnedsmidler, Kvæg og Heste m. m. føre dertil. Alle Jærn- veje. Telegrafer og Telefoner stilles fortrinsvis eller udelukkende til Hærens Raadighed, og Befalingsmænd faar Ret til at standse Telegrammer, bryde Breve o. 1.50). Dyrtid søges modvirket ved Love om ublu Spekulation og Vareaager, Inddragning og Uddeling af Levnedsmidler med tilsvarende F or- bu d mod Ødselhed og Hamstring og Paabud om Høj- eller Lavpriser, visse Virksomheders Indskrænkning til Fordel for andre, tvungen Drift af Jorden, Arbejdstvang og Arbejdsløn. At Landets Anstrengelser med Krig for Øje modvirkes paa noget Om- raade eller under noget Paaskud, taales ikke. De støttes tværtimod ad Om- veje: Næringslivet holdes uden Hensyn til øjeblikkelig Vinding indenfor sund Selvhjælps Grænser eller ogsaa sørger Staten for, at Landet til enhver Tid har passende Oplag af, hvad det ikke selv frembringer og ikke kan und- være i Krig*). Der bygges ingen Jærnbane eller Havn, graves hverken Kana- ler eller Sejlløb, uden at man overvejer, om det ikke kunde skade Forsvaret, og om man ikke paa én eller anden Maade kan øge Landets Gavn i Krig51). I Stilhed tænkes ogsaa paa nye Handelsveje, hvis Fjenden skulde spærre de gamle, og nye Varer til at afløse savnede52). Halvhedens Lande (Lande, der slet intet gør, taler vi ikke om) ruster sig ogsaa og — lægger samtidig Hindringer i Vejen for at faa Gavn deraf. Deres Love kender ingen »Krigsherre«; han var en Trusel for Landets Frihed — »Krigs-(og Belejrings-)tilstand« ligesaa. Værnepligtslovene lodser omhyggeligt saa mange som muligt helt eller delvis udenom Tjenesten. Hærens Uddannelse drives ikke over et ringe Lavmaal; der er sjælden eller aldrig øvet Mandskab nok under Fanerne til at sikre Landet, og kun en ringe Del af Udrustningen haves rede i Fredstid. Hvad der mangler, skal, om man overhovedet tænker derpaa, tilvejebringes i sidste Øjeblik ved saa skaansomme Love, at det er tvivlsomt, om det lykkes. Alle og enhver har frit Slag paa Hæren, hvis Befalingsmænd trolig ofres for Folkegunst; ved Siden af Partihensyn raader Hensyn til Penge og Penges Værd saa godt som uindskrænket i Næringslivet og offentlige Arbejder; for Spørgsmaal om Landets Sikkerhed og Stilling i Krig har man kun Skulder- træk, og den, der svarer for, at Hæren opbydes, har saa tungt et Ansvar, at han fristes til at tøve for længe. *) I første Fald værnes visse Virksomheder, som ikke taaler fri Kappestrid med Ud- landet, ved Hjælp af Told o. 1.; i andet bøjer man sig vel for den Kendsgerning, at Landet tjener mest ved at udvikle sine givne Hjælpekilder og indføre, hvad man faar billigere ude end hjemme, men binder Kapital i Varer, man i Krigstid let afskæres fra at indføre (det drejer sig kun om et Faatal i ringe Udvalg), og i visse Øjemed, t. E. elektriske Kraft- stationers Indretning til at undvære Stærkstrøm fra Udlandet.