Krig
A Og B

107 og melde) maa være luftvante, sættes nøje ind i Sagerne og have klar Befa- ling om, hvad man ønsker at vide, for at de ikke skal spilde Tid paa lige- gyldige Ting. Kommer fjendtlige Flyvere nær, maa de sandsynligvis gaa ned. Man skal tænke sig to Gange om, før man giver Kanoner Ordet, da de røber større Styrke og kalder Venner og Fjender til, saa at Kampen kan faa større Omfang, end man ønsker. Indlader man sig først paa Kamp, skal det være Alvor. Den, der gaar tilbage efter at have vekslet nogle Skud med Fjenden, er i de fleste Tilfælde lige klog. Paa Valpladsen fanger Kampen let Førernes og Patrouillernes Op- mærksomhed1, saa at de glemmer at melde. Selvom de har Telefon, sender de højere Førere derfor Officerer ud, som ikke har andet at gøre end at melde Sagernes Stilling paa deres Del af Valpladsen*). Endog Melding om, at In- tet er at melde, kan vælte en Sten fra Førerens Hjærte21). Efter Kam- pe n svarer Rytterførerne for, at Opklaringen genoptages i fuld Vidde. Ved Øvelser staar Opklaringsstyrker i Almindelighed og Patrouiller i Særdeleshed sig ved at undgaa Kamp, — i Krigstid maa de hellere være glubske21). Det jager Fjenden Skræk i Livet og mindsker Faren for, at lian faar Telegraf- eller Telefonmeldinger bag Ens Ryg. Hvad der taler mest imod Glubskhed, er Spørgsmaalet om, livad man skal gøre med Fanger, — Patrouiller kan vanskelig slæbe dem med, men hvem vil hugge en værgeløs ned med koldt Blod? Opklaringspatrouiller skal alligevel ikke søge K a m p ; selv Sejre kan bringe dem i Ulykke ved at henlede Fjendens Op- mærksomhed paa dem. Snart er Fjenden dog for aarvaagen til, at de slipper udenom, snart maa de lægge Baghold for Plageaander, og snart løber de lige i Armene paa Fjenden. Saa staar Lykken den kække bi: Sporene i Hesten og løs paa ham, før lian summer sig! — Saalænge Rytterpatrouiller kun stø- der paa Patrouiller, er: »Lige løs paa, hvad der er til Hest, uden om alt, hvad der er til Fods!« overhovedet det bedste Raad22). Patrouiller paa Veje til at faa værdifulde Oplysninger skal i hvert Fald aldrig slippe23). Efterretningsrytteriet som Helhed slipper ikke for al- vorlige Sammenstød med Fjenden, hvis det vil gøre Gavn til det sidste; men da Kamp ikke er Hovedsagen, skal Føreren bruge sit Artilleri, sine Maskin- geværer og Karabinen flittigt, saa at Hovedstyrken ikke bindes, hvor den kan gaa udenom og se. De, der skal opklare, maa have Tid til at naa Maalet og bringe eller sende Melding tilbage. De, der skal bruge Mel- dingerne, maa have Tidtil at handle, før Fjenden er der. Derfor maa Følere (Patrouiller) og Opklaringsstyrker langt ud: klæber de ved Hoved- styrken, udretter de intet24). Saa længe Fjenden ikke hindrer det, maa et Hærkorps saaledes have Følere et Par Dagsmarcher, en Fodfolksdivision en Dagsmarche ude25). Forsvareren maa stille Opgaverne saaledes, at han faar *) Jfr. Side 101.