Krig
A Og B

19 ikke uventet skal kastes imod nye Modstandere eller store Arbejder, t. E. Udbygning af Jærnvejene, iværksættes i hidtil sikre Egne. Ved Fredsslut- ningen bliver Opgaven at bringe det mest mulige ud af Sejren eller redde, hvad reddes kan. Da Fjenden maaske kun aabner Underhandlinger paa Skrømt, gør Sejrherren bedst i strax at sikre sig Borgen for hans ærlige Vilje, t. E. kræve Landsdele rømmede osv. — Hær føreren skal, i hvert Fald for den stærkestes Vedkommende, aldrig sætte sig vovere Maal end at tilintetgøre Fjendens Stridskræfter og Kampmid- ler. Jo før det lykkes, des lettere undgaas Tredjemands Indblanding, og des fuldkomnere bliver Sejren. For den stærkeste er V a a ben li v i 1e eller V a aben sti 1sta n d en Utin g, »øjeblikkelig Overgivelse paa Naade og Unaade, ingen andre Kaar«10) Visdom. Selv den svageste skal aldrig dag- finge uden at sige, hvad Fjenden maa, og livad han ikke maa, saa længe Vaabnene hviler, og øjeblikkelig svare Overgreb med skarpe Skud11)*). - ■ Statsmandens Maal og Ønsker falder altsaa ikke altid sammen med Hær- førerens, om de end i Almindelighed gaar i samme Retning. Uoverensstem- nielsen kommer for Dagen, naar Statsmanden blander sig i Krigsføringen eller Hærføreren vil gaa videre, end Statsmanden finder rigtigt, eller biuge Midler, som opliidser udenforstaaende (»den hensynsløse Undervandsbaade- krig«). I Modgang bringer Rivninger før eller siden én af Parterne, ikke altid den rette, for Fald; i Medgang giver Gnister ikke altid Ild (Bismarck- Moltke i 1870—71). Kraftig Politik og kraftig Krigsføring følges gærne ad, idet Regeringen viser Fasthed i stort og smaat, tvinger Forbundsfæller til at gøre Gavn og faar Hjemmet til at arbejde med. Indre Splid og en Regering, som tager Hen- syn til alle Sider, gør Krigsføringen mat og famlende12). Alt i alt kommer den stærke særlig til at tage Hensyn til Udlandet, den svage til den offentlige Mening i Indlandet. I Krigene mellem Holland og Belgien 1831 33, Bus- land og Tyrkiet 1877—78 og Japan og Kina 1894—95 tvang Stormagter saa- ledes Sejrherren aabenlyst eller ved »venlige Raad« til at slaa af paa sine Krav, og i Krigen 1870 drev Bladene Kejserinden til at sende Mac Mahon nord paa for at hjælpe Bazaine13). Folket bliver hurtig krigstræt. Jublen over de første Sejre drukner snart i det daglige Livs Lidelser og angstfulde Kamp for Føden i Forbindelse med Tanken om, hvad Sejren koster, og er det ikke Sejre, men Nederlag, der meldes, rejser Folket sig, selvom dets Tilvær staar paa Spil og Urolig- heder kun gør Krigens Saar dybere, tit i Raseri imod sine Herrer14). En Lykke da, om en Clemenceau, der vil slaas foran Paris, i Paris, slaas, til han sejrer, griber Tøjlerne og hindrer et utidigt Sammenbrud. — Endog sejrsæle Hære kan blive trætte: Alexander den Stores Soldater tvang ham til at vende om, før han naaede sine Ønskers Maal, det fjærne Verdenshav; Napoleons Hær længtes snart efter at hvile paa sine Laurbær, og lyskerne var lede og kede af Krigerlivet længe før Freden i Frankfurt. Der er dog langt fra Træt- *) S. 25- .s