Krig
A Og B

20 hed til at ville Fred, naar man ikke kan opnaa en »retfærdig« a: gunstig og ærefuld Fred, og desværre lægger mangen »evig« Fred kun Spire til nye Krige. Igamle Dage førtes Krige sjælden med Opbud af alle Kræfter. Samfundsmaskineriet arbejdede for tungt; tarvelige Samfærd- selsmidler og bundløse Veje lagde utrolige Hindringer i Vejen og udsatte Storhære for at sulte ihjel, hvis Førselstjenesten svigtede. Jo større Hærene blev, des større blev ogsaa Faren for Farsot og Pest, søm Datiden stod hjælpe- løs overfor. Man dannede og udrustede først Hæren, naar Krigen udbrød, og gav sig gode Stunder. Det hastede ikke, da Kræfterne ikke var spændt til det yderste. Naar Hærene omsider fandt hinanden, fylkedes de, — Fodfolket gerne i Midten, Rytteriet paa Fløjene — i Riddertiden skiftedes stundum endog Sol og Vind lige. Afgørelsen lod sjælden vente paa sig: en kort Fremrykning; en Hagl af Pile, Sten og Kastespyd eller en kortvarig Skydning; saa et bragende Sammenstød og et Helvede af Skrig og Vaabengny under Haandmænge Mand imod Mand; med ét en Standsen og Vaklen paa den ene Side, som i næste Øjeblik blev til Vigen og Flugt, — Kampen var afgjort. Selvom nye Skarer stormede frem og trak Afgørelsen ud, var Timer nok til at knuse eller splitte store Hære. — De højere Førere saa med egne Øjne, opildnede deres Folk og greb virksomt ind i Kampen15). Daman kæmpede paa et snevert Rum, var den, der bukkede under, i Fjendens Haand — derfor dette rædselsfulde Blodbad, livor Tusinder blev hugne, stukne og trampede ned!16) Ud paa Aaret gik man i Vinterkvarter for at samle Kræfter til næste Felttog. Slud, Uføre og tarveligt Lys gjorde Vinterfelttog om ikke umulige, saa dog uendelig vanskelige. N u har Damp og Elektricitet sat en Fart i alt, der gør Fortidens Krigs- føring lige saa utilraadelig, som Vaabnene gør dens Kampmaade umulig. Færdselsmidlerne tillader Modstanderne at føre store Hære i Marken og kaste sig over Fjenden i en uhyggelig Fart. Tidens Løsen er derfor »Folket i Vaaben« og Kræfterne maa være rede med kort Varsel, — den, der ikke ruster sig i Tide, er hjælpeløs17). Flyvere og langtrækkende Skyts rammer tilmed Steder, hvor der før var Fred og ingen Fare, og gør Krigen grusommere end nogensinde. Valpladserne synes øde og tomme og faar en Udstrækning, Fortiden ikke drømte om. Slagorden (Fylking) er der ikke Tale om: man kan kun holde sin Styrke rede til at udvikles; hvorledes Udviklingen bliver, vides ikke paa Forhaand. Hovedkampen udkæmpes af Artil- leri i fjærne, mer eller mindre skjulte Stillinger, og Skytter, som time- eller dagevis ligger fladt paa Jorden og skyder, til Geværerne brænder dem i Fingrene; Flyvere hjælper baade med Øjne og Ild, Rytteriet faar derimod