Krig
A Og B

21 sjælden Lejlighed til at gribe ind med blanke Vaaben. Først naar Fjendens Ild er kvalt eller døer hen, gaar Fodfolket Fjenden paa Livet. Haandmænget varer kun et Øjeblik, hvis han overhovedet indlader sig paa Kamp Mand imod Mand. De højere Førere ser og hører man lidet til paa Val- pladsen; selv ser de ogsaa kun lidt til Kampen, som de leder gennem Tele- graf og Telefon langt udenfor Fjendens Ild38). Man gaar ikke i Vinterkvarter; Krigen tynger for haardt til, at man kan trække Sagen i Langdrag. Kun i een Henseende er alt som før. Man maa have tre Ting for at føre Krig: Penge, Penge og atter Penge19). Den, der ingen har og ingen kan faa, maa holde Fred, — Fredsvennerne glæde sig dog ikke for tidligt: et Folk, der vil slaas, har Penge*). Sejrherren lader maaske til syvende og sidst Fjenden betale, men staar i alt Fald i Forskud, og det drejer sig om Summer, selv rige Lande har ondt ved at opdrive, naar Er- hvervslivet sygner under Krigen20). Selve Krigen sluger kun en Del af Pengene. Fuldt saa mange gaar til at lindre dens Virkninger i det daglige Liv: I Fredstid foregaar Landets Omsætning paa bedste Maade; Tilbud og Efterspørgsel giver Priserne; Ud- og Indførsel (Guldsendinger medregnede) opvejer hinanden, og man giver og faar udstrakt Kredit i alt Fald paa Vexler. Krig afbryder al Handel med Fjenden, hemmer eller umuliggør Samkvem med andre og gør nogle Næringer brødløse, saa at Virksomheden maa standses eller omlægges. Van- skelighederne overfor ikke krigsførende skyldes dels, at Fjenden efter Evne tvinger Landet til at nøjes med, hvad det har indenfor sine egne Grænser, dels at Staten selv forbyder Udførsel af visse Ting og lægger Baand paa Pengeomsætning med Udlandet, forat alt for store Værdier ikke skal gaa ud af Landet21), Bankerne suger Guldet til sig og udenlandske Sælgere maaske nægter Henstand, ja endog kræver Penge forud. Da Staten samtidig sætter Seddelpenge i Omløb, uden at Varemængden og Tilbud af Arbejdskraft voxer tilsvarende**), eller mens Varemængden mindskes, synker Pengenes Værd, hvilket finder Udtryk i en voldsom Prisstigning. Den er vel til Gavn for Jordejere og hvem der skal svare faste Afgifter, men svier haardt til alle andre, som ejer noget, og Folk med faste Indtægter og gør utalliges daglige Udkomme saa usikkert, at Staten maa hjælpe: Hvor Brødkorn og andre uundværlige Varer kun haves eller kan faas i ringe Mængde, maa den sætte Indbyggerne paa Smalkost, baandlægge Varerne og falbyde dem til Priser, alle kan overkomme, samtidig med at den ved Vederlag eller Tvang stadig faar nye Forraad tilvejebragte. Endvidere maa Banker og Laanekasser sættes i Stand til at yde Driftskapital til almennyttige Virk- somheder, der ellers gili i Staa. Gaar Regeringen videre, saa at den t. E. gri- *) »Penge, Penge og atter Penge« er jo i Virkeligheden en flot Omskrivning af »Sol- dater, Krigsmateriel og Livsfornødenheder«, og de kan haves i Lande, der ikke ejer en rød Øre. **) En stor Del af Landets bedste Arbejdere er jo indkaldte.