Krig
A Og B

499 22 ber vilkaarligt ind i Næringslivet i den Tro, at Tvangspriser og Straffe kan hindre Prisstigning, eller understøtter arbejdsløse rundhaandet i Stedet for at tvinge Levefoden ned og ledige Kræfter over i andre Fag, løber den Fare for at ødelægge Samfundshusholdningen i Bund og Grund*). Ikke krigs- førende gør lignende Erfaringer, og desværre bliver ukyndig og ødsel Stats- husholdning let en Sygdom, som overlever Krigen22). Penge kan faas gennem K r i g s s k a t t e r, som det dog tager temmelig lang Tid at inddrive, selvom Folk kan udrede dem, hvilket ingenlunde altid er Tilfældet, fordi Skatterne ofte rammer bundne Midler. Hvad der i Krigs- øjemed kan spares paa Statsudgifter eller drages hjem af udenlandske Til- godehavender, indgaar ogsaa kun langsomt"), og frivillige Gaver bli- ver Krigskassen sjælden fed af. Hovedudvejene bliver derfor Statslaa n i Ud- og Indland, som, naar de gøres sejglivede, lader Eftertiden faa Del i Smerten24). Takket være Værdipapirers Udbredelse og Bankvæsenets Udvik- ling, der gør Landets Formue flydende, kan Staten rejse Penge som ingen- sinde før25). Indenlandske Laan er stundum Tvangs laan og optages (ydes) ikke sjælden i Varer og Ting, Staten trænger til, men ikke uden videre vil inddrage, udenlandske omsættes maaske strax paa tilsvarende Maade, saa at Sagen nærmest drejer sig om at faa det købte indført. Det er hverken ligegyldigt, naar Laanene optages eller Pengene bruges: Fjenden kan svække Ens Kredit ved at kaste Papirer paa Markedet og trykke Ens Venner, og baade egentlige Krigsfornødenheder og Levnedsmidler bliver ved stigende Efterspørgsel til sidst ikke til at opveje med Guld. Jo villigere Indbyggerne nøjes med kun at bruge nødvendige Varer og i mindst muligt Mon og afholder sig fra som i Fredstid at sætte Sparepenge (Driftsoverskud) i Nybygninger, nye Maskiner, Udvidelse o. l., eller jo før Nøden lærer alle at spare, des længere skaanes Nationalformuen. En Del Sparepenge skal dog bruges som Driftskapital, saa at Folk tvinges til at gaa til Bankerne, naar Laan og Skatter naaer en vis Højde, og i Længden und- gaar man ikke at tære paa Landets Formue o: bruge hvad bruges kan i Landet selv, afhænde udenlandske Fordringer og sælge Værdipapirer ud af Landet. Mens rige og stærke Stater faar Pengene forholdsvis billigt, kommer svage og fattige til at købe dem i dyre Domme og lide bitre Skuffelser: Grel) i Pengepungen svaler Fædrelandskærlighed og venlige Følelser har ringe Værd paa Børsen; dér spørger man om Sikkerhed og Renter, ikke om en god Sag. For at undgaa Vanskeligheder lige strax, liar fremsynede Lande haft Penge liggende til de første Dages Udgifter, — Tyskland saaledes over 200 Millioner Mark i Guld og en Sølvskat i Fæstningen Spandau. Om de faar Glæde deraf, er dog tvivlsomt, — Seddelpenge kan gøre samme Gavn"0), — *) Tvangspriser hindrer kun tilsyneladende almindelig Prisstigning; i Virkeligheden skruer de nogle Varepriser op og er tilmed vanskelige at gennemføre, da Folk i Smug sætter sig ud over dem.