Krig
A Og B

kaster den og falder den anden i Siden. Griber man ikke langt nok ud, tørner Angrebsstyrkernes indvendige Fløje sammen, og binder man ikke tillige, hvad Fjenden har i Baghaanden, omfattes eller standses man sandsynligvis af Fjender ud til Siden. Selv en ringe Styrke, som viser sig her, er farlig, om ikke af anden Grund, saa fordi man aldrig véd, hvad der er bag. Stundum lader omfattende Angreb sig overhovedet kun foretage, naar man i Forvejen er Herre i Luften og gør sig til Herre over alle Bakker, som ser Angrebet, en vigtig Opgave for den udvendige Fløjs Rytteri31). A ngr el) har sine Fordele og sine Lyder, Forsvaret sine. Angriberen fører Krigen, hvor li a n vil. En Hær, der trænger ind i Fjendeland, lever mer eller mindre paa Fjen- dens Kost og Tæring og hindrer ham i at udnytte alle Hjælpekilder; eget Land skaanes og styres omtrent som i Fred. Til Gengæld maa den ofre større og større Styrker til at liolde Indbyggerne i Ave, sikre sig Tilførsel og hindre fjendtlige Foretagender i sin Ryg. Den kan heller ikke vente saa gode Op- lysninger om Fjenden eller saa villig Hjælp som Hære i eget Land, og Kort- mangel kan bringe den i største Vaande12). Den, der gaar paa for at slaa Fjenden, har et Maa 1, en virkelig O p ga v e, og faar uvilkaarlig Følelsen af, at han kan gøre, livad han vil. Det sætter Fart i alt. Hans føler sig overlegne, selv om de ikke er det, og Selvtilliden giver dem et Mod, en Udholdenhed og et Sammenhold, som sjælden eller aldrig findes hos Forsvareren13). Saalænge det gaar fremad, véd Førerne ogsaa, at Glæden bringer Folk til at dømme mildt og glemme, hvad der ikke gøres. Angriberen kan vælge Tiden, der huer ham bedst, og møde fri- skere, fordi han véd, naar det gaar løs; ofte kan han tilmed sætte sine Kærne- tropper ind, hvor det gælder, — Forsvareren kan hverken vælge eller vrage, men maa bruge, hvad han har ved Haanden, det vil tit sige udslidte Afde- linger. Angriberen kan overraske Fjenden og vildlede ham ved at true et Sted og kaste sig med knusende Overmagt over et andet, og skal tit kun sejre ét eneste Sted for at vinde Slaget, mens Forsvareren kun undgaar at blive slaaet, hvis han holder hele sin Linie14). Overfor Fordelene staar Faren ved, at man maa tage de stedlige For- hold, som de falder o: i mange Tilfælde gaa løs paa stærke Stillinger — og vove Skindet mere under selve Kampen end Forsvareren. Paa det første kan Omgaaen m a a sk e bøde, paa det andet bøder kraf- tigt Samvirke mellem alle Angriberne, saa at Forsvareren ikke uhindret kan rette sin Ild paa Hovedangrebet. Desuden skyder Fjenden aldrig saa godt som i Fredstid. Overanstrengelse, Sult og søvnløse Nætter bringer nogle til at skyde vildt; at ligge timevis i tvungne Stillinger gør ikke Skydningen bedre, og Dødsangst faar mange til at ryste paa Haanden eller skyde hen i Vejret. Angreb bliver uhyggeligt nok endda. Om Fordelene opvejer Faren, maa afvejes for Tilfældet — Tyrketro paa Angreb som ene saliggørende er ikke nok. Alle store Førere foretrak at