Krig
A Og B

32 hjemsøge F jenden og slaa først, selvom de syntes svage, og Ud- faldet gav dem som oftest Ret. Sejren hang maaske i et Haar; et Modangreb i rette Øjeblik havde kastet dem i Støvet, men Forsvareren saa ikke den Haand, Sejrens Gudinde rakte ham, eller vovede ikke at gribe den, og _ Lykken stod den kække bi15). Jo dristigere han havde været, des større blev Sejren. Ogsaa i vore Dage er der Vej, hvor der er Vilje. Hverken Ild eller Staal kan standse en Angriber, der vil sejre, koste hvad det vil, og giver Tid. Kun naar man stormer mod Bagladevaaben, som om det var Spyd eller Luntebøsser, er alt Haab ude10). Forsvars Fordele ligger snublende nær*): En Hær, der forsvarer sit Land, kan bruge saa godt som alle Kræfter mod Fjenden, da den har lidet eller intet at frygte fra anden Side. Den faar civil Hjælp til meget, finder villigere Spioner og Vejvisere, hvor den kom- mer og raader uden videre over Jærnveje og Telegrafer. Et Telegram er saa- ledes nok til at skaffe Tilførsel, hvor Fjenden maatte sikre Banen i hele dens Længde, før han kunde regne med den. Forsvareren vælger i visse Maader Kamppladsen, kan støtte sig til Fæstningsværker og styrke sin Stilling, saa at han faar bedre Virkning af sin Ild end under Angreb og sine Steder kan nøjes med Soldater, der slet ikke var i Stand til at an- gribe17). Alt i alt saa store Fordele, at den svageste maa vælge Forsvar, — men ogsaa de eneste Fordele overfor store Skyggesider: Landet li ærge s, Hjælpekilderne fra Egne, Fjenden liar inde, ud- tørres. Landestyret bringes mer eller mindre af Lave, Indbyggerne paa Hæ- rens Aasted gør stundum Knuder, — hvorfor skal alt just gaa ud over dem? — og Modgang fremkalder let Uroligheder og Omvæltning i hele Landet. At oppebie Angreb er intet Maal18). Hvad Fjenden har i Sinde, er vanskeligt at vide, og Uvisheden om, hvor og naar han kommer, trykker baade høje og lave, des stærkere jo større Krigsskuepladsen og Hærene er. Førerne, der véd, at de snarere faar Skylden for Uheld end Tak for, hvad ondt de afværger, maa have usædvanlig Vilje og Spændkraft for at holde Ryggen rank og en lykkelig Haand for at faa Folk til at gøre Gavn. Der gives Førere, som river alle med, saa at de slider i deres Ansigts Sved og kæmper som Mænd; men de kan tælles, og der gives Hære, som aldrig taber Modet; de er dog bedre, naar det gaar fremad. De fleste Førere bliver æng- stelige og krymper sig ved at tage Beslutning; deres undergivne tør ikke røre sig, og det ender med, at alle sløvt og taalmodigt oppebier deres Skæbne. Selvom man styrker Stillingen, er der sjælden Glæde ved Arbejdet, fordi man aldrig ved, om Angrebet føres som ventet. Afdelingerne trættes af Vagt og Døsen i V entestillinger og savner Lettelser, da Trainet maa fjærnes for at være i Sikkerhed. Gaar Fjenden omsider hensynsløst paa, tror man ham stærkere, end han virkelig er. Faa kæmper med Lyst, færre iler ukaldet til G S. 71 f.