Krig
A Og B

33 Hjælp: Folk skæver til Sidemændene for at se, om de gør deres Pligt19); Mistilliden smitter; der kommer Uro i Blodet, da ingen vil blive sidst tilbage — og selv om Førerne hindrer Flugt, er Slaget halvvejs tabt, fordi ingen har Tro paa Sejren. Værst dog, at den, der udelukkende forsvarer s ig, s jæl- den eller aldrig vinder virkelig Sejr, selvom han stand- ser Fjenden og tilføjer ham store Tab! I heldigste Fald op- giver Fjenden Angrebet; ofte kommer han igen, naar han har summet sig paa den første Hilsen, og Udholdenheden faar sin Løn20). Et Land kan derfor ikke nøjes med at uddanne sin Hær til at kæmpe i faste Stillinger eller bag Fæstnings- værker, og Forsvar retfærdiggøres strengt taget kun af Haab om at faa Lejlighed til at s1aa igen under bedre Vi1kaar. Er Haabet ude, maa man hellere rømme Marken, hvis Kamp kan optages andetsteds. Der er ingen Ære ved at lade sig slaa ihjel til ingen Nytte. — Saaledes har store Førere set Sagen, hvor Tidernes Ugunst tvang dem til Forsvar. De søgte ikke først og fremmest utilgængelige Stillinger, men Stillinger, der truede Fjenden21), og de laa paa Spring som Rovdyr for at kaste sig over ham ved den første Blottelse; de veg nødig og aldrig læn- gere, end de var tvungne til, men foretrak dog Tilbagetog for haabløs Kamp22). I aaben Marit træder Fordelen ved at kunne slaa igen kun frem, saa længe Fjenden er i Frastand. Saa længe har man endnu frie Hænder og Mulighed for at opveje ved Fart, hvad man savner i Styrke, — et glimrende Vidnesbyrd herom er Erkehertug Al- brechts Sejr over Italienerne ved Custoza den 24. Juni 186623). Tv in ge s man først i Stilling, faar Fjenden Tid til at se sig for, og man liar ikke altid Kræfter tilovers, da Stillingen kan være udstrakt og m a n m a a slaa fast, før man tænker paa Modangreb21). Allerklarest ses Fordelen ved at have frie Hænder ved Flodforsvar og Strand- vagt. »Intet er farligere end at søge at forsvare et Flodløb haardnakket ved at holde egen Bred besat, thi naar Fjenden gaar overraskende over og det lykkes ham altid et eller andet Sted — finder lian Forsvareren i en vidt- strakt Stilling og hindrer ham i at samle sine Krætter« — skrev Napoleon ). Han vilde derfor forsvare Oderen og Elben mod Fjendens Hundredtusinder, der kom øst fra (1813), ved at samle sin Hovedstyrke østen for I?loden og kaste sig i Ryggen paa dem, naar de søgte over ud til Siden. I anken om, at f jen- den kunde omgaa ham langt i Nord eller Syd, afviste han med: »Man om- gaar ikke en Hær paa 400,000 Mand, der støtter sig til en Række Fæstninger og en Flod som Elben og kan gaa over (hvor den vil)«20) — og lian havde sikkert haft Held med sig, om det havde været i »Storhærens« Glanstid. Vanskeligheden ved at hindre Landgang skyldes hovedsagelig, at Bolf Kali: Krig. 3