Krig
A Og B

36 delenes Veje, er man ligesom, livor Vejene ligger langt fra liinanden, inde paa flere Hærveje. Storhære giver liver Ilær sit Strøg. Det bliver Overlederens Sag at til- vejebringe Samvirke, livad enten Strøgene ligger jævnsides, løber sammen mod et fælles Maal eller viger ud fra hinanden. Man taler om ydre og i n dre Linier, naar en Hær har Modstandere paa flere Kanter. Har Angriberen de ydre Linier, kan lian omringe eller om- fatte Forsvareren. Har Forsvareren dem, staar hans Kræfter ofte saaledes, at Angriberen kan skyde sig ind imellem dem. Paa Valpladsen liar Forsva- reren de indre, Angriberen de ydre Linjer under omfattende Angreb, omvendt under G ennembrud 36). Fordelen ved indre Linjer ligger i, at man kan skyde Genvej og vende sig mod den ene Modstander, medens man sysselsætter den anden87). Viger den første ikke ud, bliver han niaaske slaaet, uden at den anden kan gribe ind, og gaar han overilet tilbage, kan man lade ham følge eller iagttage af svage Kræfter, selv gøre omkring og tvinge den anden til en ulige Kamp38). Modstandere, som har Øje for Faren, modtager dog næppe Slag, men viger ud og klæber, indtil Afstanden tillader dem at lijælpe hinanden*). 1 saa Fald redder kun virkelig Overlegenhed eller usædvanlig gunstige Stillin- ger den, der kæmper paa de indre Linjer. I én Kolonne kan Hæren vende og dreje sig, men Marchen bliver trættende, Trainet har lang Vej frem og tilbage, og Udvikling fremad tager Tid. Flere Kolonner letter Marchen og tillader de bageste Afdelinger at gribe hurtigt ind i Kampe forude, og Fjenden liar vanskeligere ved at faa Klarhed, fordi han trues i stor Bredde. Hvor Vejene tillader Kolonnerne at hjælpe hinanden, deles store Styrker derfor helst i flere Ko- lonner, hvis Styrke afpasses saaledes, at man er stærkest, hvor Faren er størst. Over ét Armékorps sættes nødig paa samme Vej30), og de fleste Korps- chefer giver helst hver Division sin. Hver Kolonne faar udtryk- kelig sit Afsnit af O mraadet, der skal opklares; Underfø- rerne har hverken Overblik eller Myndighed nok til at ordne Sagen paa egen Haand. Hvor langt Kolonner uden Fare kan fjærnes frahi n- ande n, afhænger dels af Ens Viden om Fjenden, dels af, livor marche- dygtige de er i det Øjeblik, der bliver Tale om at lijælpe en Nabo40). Det er ikke ligegyldigt, om der er en hel eller halv Mil til Valpladsen, hvis man allerede har en Dagsmarche bag sig. Naar Sa mmenstød kan v en- tes, maa der nødig være over en Milsvej mellem Divisioner. Selv mellem Armékorps er større Mellemrum ikke altid raadeligt, da Tilfældigheder somme Tider hindrer, at man faar Nys om, hvad der foregaar ud til Siden41), og Fjenden kan kile sig ind i store Mellemrum og hindre Kolonnerne i at lijælpe hinanden eller tvinge dem til farlige Marcher med Siden til (Flan- *) Jfr. S. 65, 62 og 88.