Krig
A Og B

41 pene i 1870 paa tysk Side. Opmarche er derfor her nødven- dig. Sker den for sent, afbryder Fjenden den; sker den for tidligt o: for langt tilbage, sinkes Angrebet, da det er vanskeligere at komme frem over Markerne end ad Vejene. Især under store Forhold tvinger Sagernes uklare Stilling maaske endog til gentagne Opmarcher56). Ved Opmarche tænkes ikke altid paa tætte brede Masser. Den kan foregaa ved, at Afdelingerne breder sig over et større Omraade, men liver for sig bliver i Marchekolonne5'). Hovedsagen er at faa en passende bred Udgangsstilling for Angrebet, da det er farligt og vanskeligt at brede sig i Fjendens Ild og fjærnere Bevægelser maa værnes mod Frem- stød og Fjærnild fra Fjendens Side. Opmarche og Udvikling bringer Afdelingerne (Enhederne) bag eller ved Siden af hinanden. Hvor hver danner sin Træfning, blandes Afdelingerne og sønderrives Kommandobaandene, naar Reserverne under Kampen skydes ind i første Linje. Ved at opstille og udvikle Afdelingerne (Enhederne) fløjvis o: saaledes, at hver faar sin K a m p s t r i b e og danner flere Træfninger, und- gaar man disse Ulemper, men har til Gengæld ingen større Enheder til nye Opgaver. Om træfnings - eller fløjvis Opstilling og Udvikling bør foretrækkes, afhænger altsaa af Omstændighederne. Ledelse kræver Overblik, — man maa i hvert Fald vide, hvor Fjenden er, og hvor han ikke er, — og da det hovedsagelig vindes gennem Kamp eller i Ly af kæmpende Afdelinger, begynder de fleste Sammenstød med e n indledende Kamp, under hvilken Modstanderne føler sig for uden at røbe deres Styrke eller Hensigt. I Førstningen føres den kun af Smaastyr- ker og i Luften; senere griber fler og fler Afdelinger ind, saa at Kampen bliver almindelig. Det er her som overalt en gylden Regel ikke at sprede sig mere i Bredden eller Dybden og ikke at sætte mere ind end nødvendigt, hvad der skal til, maa dog til. Fuld Klarhed kan man aldrig vente — endnu Aar efter er Sagernes vir- kelige Stilling ofte hyllet i uigennemtrængeligt Mørke58) — men, efterhaan- den skifter Kampen Formaal, idet Angriberen vil binde eller udslide Forsvareren for at lette sit afgørende Angreb. Hverken fjenden eller de angribende Afdelinger selv maa dog faa Ind- tryk af, at det ikke allerede nu er ramme Alvor. Kampens Øjemed ytrer sig derfor snarere i en vis Ulyst hos de højere Førere til at sætte stærkere Kræfter ind end i de kæmpendes Ildhu. Foretager Forsvareren Modangreb, bølger Kampen frem og tilbage. Naar Fjenden omsider synes tilstrækkelig rystet, slaar Afgørelsens Time, idet Angriberen kaster sine Reserver ind i Kampen eller lader dem gaa paa fra en uventet Kant. Ikke sjælden falder Afgørelsen andetsteds end tilsigtet, saa at man først bagefter kan sige, hvor og naar det afgørende Angreb skete59). I gamle Dage inddelte Føreren ligefrem sine Tropper paa en Maade,