Krig
A Og B

=a44/4 VS.Sil MNank AD 42 der svarede til Kampens Hovedafsnit: indledende, bindende og afgørende Kamp ved at opstille Hæren i »Træfninger«. Fortræf- ningen indledede Kampen. Saa greb næste Træfning ind og, naar bageste Træfning gik paa, — »jam ad triarios venit res« — vidste enhver, hvad det gjaldt. I vore Dage udskilles Styrkerne, der skal løse de forskellige Op- gaver, som oftest efterhaanden, og de, der indleder Kampen, maa tillige sikre de andres Opmarche og Udvikling. Saasnart Sagerne kan overses, udskilles Tropperne, som skal binde Fjen- den. Hvad der bliver tilbage, danner Hærførerens R ese rv e. Jo stær- kere den gøres, des større Indflydelse sikrer lian sig paa Kampens Gang, og des lettere kan han møde Overraskelser og lægge Eftertryk, hvor han vil. For intet at røbe skjules Reserven omhyggelig. — De lavere Førere deler deres Styrke paa lignende Maade, saafremt de ikke sætter alt ind paa een Gang. Hverken Kamplinie eller bagre Træfninger gøres nær saa tætte som i gamle Dage; Tabene blev overvældende, og selv spredte giver nutide Vaaben tilstrækkelig tæt Ild. Til Gengæld søger baade Angriber og Forsvarer Styrke i stor Dybde. Hvilke Fejl man ellers maatte gøre, er uheldig Opstilling af R e s er- ven ofte nok til, at Slaget er tabt paa Forhaand. Den maa holdes ude n- for Fjendens Ild og dog være ved Haanden, hvor den skal bru- ges. Lader det sig ikke forudse, stilles den nogenlunde midt bag Kamp- linjen med Udvej til alle Sider00); Afstanden afhænger af Styrkernes Stør- relse. Hvor Hundredtusinder staar overfor hinanden, maa Reserven deles, for at Afstandene ikke skal blive for store, eller ogsaa maa Hærføreren vide, hvor han vil bruge den, (og have Automobiler og Jærnbaner, der kan føre den sikkert til Stedet). I modsat Fald kommer den til at marchere frem og tilbage, saa at den er dødtræt, før den har løsnet et Skud61). — Hvor længe man skal spare sin Reserve, kan ikke siges, men at holde den tilbage for at sikre Tilbagetoget er galt, naar den kunde fravriste Fjenden Sejren. Den modsatte Yderlighed: at smuldre den ud til Underførere, der jamrer, er om muligt endnu værre. Under langvarig Kamp drages Styrker ikke sjælden ud af rolige Afsnit for at danne Reserve, hvor det gaar hedest til. Ikke den enkelte, alles samlede Kræfter gør Udslaget. Samhol d er Lydighed og Fasthed, Aarvaagenhed, Omtanke og Tillid. Hvor enhver kun tænker paa sig selv, gør, hvad han vil, og kun adlyder, naar det huer ham, hjælper hverken Mod eller Dygtighed02). Derfor skal den »æld- ste« have eller tage Kommandoen, de andre adlyde. Hverken fra oven eller fra neden maa Kommandobaand brydes uden Grund: H vad der hører sam men, ska1 bIive sammen, og enhver, som kommer bort, skal søge tilbage ved første Lejlighed.