Krig
A Og B

43 Hele Romerrigets Vælde laa bag den romerske Høvedsmands jævne Ord: »Jeg har Stridsmænd under mig, og siger jeg til denne: Gaal«, saa gaar han, til en anden: »Kom!«, saa kommer han, og til min Tjener: »Gør det!«, saa gør han det.« Det er dog ikke nok at gaa i Flok og adlyde sin Fører eller den, der tager Befalingen, hvor ingen Fører er, — Førerne kan ikke lede alt, og Gang efter Gang er de borte, faldne eller saarede, naar Nøden er størst. Først hvor enhver er Mand for at handle paa egen Haand, er alt, som det skal. Selvstændighed og Mod til at tage Ansvar bliver aldrig overflødige, hvor fuldkomne Telefoner og Telegra- fer end bliver; men Føringens store Kunst: at faa Folk hl at handlefriti samme A a n d, er lige saa vanskelig som at være selv- stændig uden at være egenraadig. Undermaalere lærer aldrig de Dele, de vil i al Evighed blande sig i alt fra oven og spørge fra neden, indtil Traaden klippes over03), og Folk, der søger deres eget, er lige saa utaknemmelige at tjene som vanskelige at tumle, hvor glimrende Evner de end har. Jo højere en Fører er stillet, des videre Selvraade kan han gøre Krav paa — ikke for sin egen Skyld, men fordi hans foresatte er ude af Stand til at overse Enkelthederne og derfor ikke bør binde ham. Gør de det alligevel, møder Befalingerne før eller siden Modstand. Knubbede Ord fremtvinger maaske nok treven Lydighed, men Tilliden er borte01). . . Under Kamp skal enhver Fører i Nødsfald tvinge sine undergivne til at gøre deres Skyldighed; enhver kampdygtig, der uden udtrykkelig Tilladelse findes bag sin Afdeling, er hjemfalden til Straf som Rømningsmand. Hvis alle kæmpede som Leonidas og hans Spartanere ved Ther- mopylæ, endte større Sammenstød med, at den ene Hær blev paa Pladsen, men — »at kæmpe til sidste Mand« er en Talemaade ). Den ene Part faar med rette eller urette den Tro, at det ikke nytter at kæmpe læn- gere; han vil ikke mere og rømmer Marken eller beder som teltenerne om Vaabenhvile for at sanke sine Døde. At sejre bliver derfoi li syyende og sidst at jage Fjenden ud af en Stilling e 11 e r holde sin egen eller Det er Viljen, det gælder. Nogle af de største Sejre var hele eller INA Nederlag i det Øjeblik, Fjenden gav tabt (Marengo)® ). I andre Til slide ihn Modstanderne dødtrætte paa Valpladsen for at ny Kampen ved ingen havde sejret, ingen var slaaet, men i Nattens Mulm 08 orke fik i ging løshed Magt med den ene. Han sneg sig bort, og den anden vangnede slad overrasket som Sejrherre (Gravelotte). I Fremtidens lange, nerveslidende Kampe bliver det endnu tiere den sejgeste Vilje, de stærkeste Nerver, der sejrer, - en indtrængende Paamindelse til Enkeltmand om aldrig at give tabt. Lad ham kæmpe uden Haab. det gavner alligevel; en lille Styrke paa en afsides Post kan afgøre et Felttog ide R ane del"); Folk, der kæmper vanvittig modigt, hvorsomhelst de moder Fi ar den, gor Vidundere, og den, der aldrig glemmer, at Fjenden ogsp c ilde tilredt, lærer som Peter den Store al sejre gennem Nederlag