Krig
A Og B

t====Gi7iishGisakinke.a7 rit 07Z1B VA 44 stærkeste minder dettilligeomatslaa haardttil Mand og Mand imellem er det fejgt at være to imod én. I Krig er det klogt, og Hensynsløshed skræmmer. Skaansel er Svaghed, saa længe der kæmpes, _ bagefter kan man være ædelmodig. Just fordi Tro paa Sejr er en kraftig Spore, ser man i jævnbyrdige Mod- standeres første Sammenstød en Ildhu paa begge Sider som sjælden eller aldrig siden. De første Uheld lægger tit en Spire til Modløshed, som lam- mer den slagnes Handlekraft60), — derfor skal man i Førstningen mer end nogensinde vogte Dele af Hæren for Nederlag. Ildprøven blotter ubarmhjær- tigt Hærens og Folkets Brøst og stadfæster, at Sejrene vindes i Fredstid. Kun sjælden smøger et Folk i Nød Kulturen af sig, saa at Menneskenes Kraft og Mod træder frem i sin oprindelige Fylde70). Det er en Vildfarelse, at krigsvanter Soldater er taprere end Folk, der er første Gang i Ilden. Den store Hob taber snart Fremdriften, uræddes Kamplyst svinder ogsaa mær- keligt, og dem, der én Gang var, hvor det gik hedest til, sidder Ilden ofte Maaneder efter i Nerverne, saa at de er brudte Mænd71). Det sikreste Værn imod Panik, den gaadefulde, blinde Rædsel, som til Tider slåar Folk72) og det kraftigste Middel til at holde alle til Ilden er den, tilsyneladende hjær- teløse, Haardhed, Spartanerne viste enhver, som svigtede73). Kun maa den i vore Dage fuldt saavel ramme Jærnbanemænd, Fabriksarbejdere o. a., der glemmer den fælles Sag og taber Arbejdsmodet, som Soldaterne74). Baade før og efter de afgørende Sammenstød kommer det til Kam p om vovere Maal som at vinde Tid og fange Fjendens Opmærksomhed, værne børsler og Inddrivning eller opsnappe Førsler og hindre Inddrivning, overfalde Smaastyrker og gøre Fjenden utryg, ødelægge Broer, Jærnveje, Telegrafer og Magasiner, lokke Fjenden i Baghold eller holde ham fast, til- tvinge sig Oplysning om hans Styrke og Forehavender eller hindre ham i det samme. Alle disse Foretagender kaldes under ét den lille Krig). Ogsaa i slige Kampe skal man samtidig med, at man løser sin Sær- opgave, gøre Fjenden al Skade, man kan, uden at tabe Kampens Hoved- formaal af Syne. Mens den, der bukker under i de store Sammenstød, saa godt som altid har tabt sin Sag, kan man naa sit Maal i mindre, selv om man bliver slaaet. Saaledes blev Preusserne slaaede ved Langensalza (27/e 1866), men holdt Hannoveranerne fast, som de skulde, indtil Vejene sønderpaa var spærrede, saa at Sejrherrerne maatte overgive sig Andendagen efter Slaget. Undertiden kaster det første Slag den slagne til Jorden, undertiden kom- mer det til flere Storslag eller langvarig Stillingskrig. Det første var Tilfæl- det i 1866, fordi Krigen gjaldt Førerstillingen i det tyske Rige, som ikke var Østrigerne en Livssag; det sidste hænder hver Gang Hadet sidder dybt. Et krigersk og sejgt Folk giver end ikke tabt, om Hæren splittes eller op- løser sig: Naar den store Krig er endt*), begynder den lille for Alvor, idet Fri- *) Jvf. S. 76.