Krig
A Og B

45 skarer og Stimænd kæmper paa egen Haand — en Krigsføring, vilde Folk, der overhovedet ikke kender Hære, strax er henviste til ). Den lille Krig er hadefuldere end almindelig Krig, fordi Indbyg- gerne er ude af sig selv — hver Dag giver dem mer at hævne — og Fjenden aldrig føler sig tryg. Selv i civiliserede Lande udarter den til Krig paa Kni- ven, og hvor Vilde kæmper for Livet mod Kulturens Velsignelser, kender Grusomheden ingen Grænser: De Vilde lemlæster deres faldne Fjender og piner Fanger og saarede til Døde; Kulturbærerne »gør Gengæld« — ma a gøre Gengæld efter Grundsætningen »Øje for Øje, Tand for Tand«; de jager Fjenderne som vilde Dyr og udrydder dem med »Dumdumkugler« og andre barbariske Midler, hvis de er mere haardføre og sejglivede end almindelige dødelige (Tyskerne og Hereroerne)). Mellem Slagene drejer Krigskunst sig om at føre Tropper fra Sted til Sted og bringe eller holde dem vel ved Magt — et endeløst Bryderi med Marcher, Sikring, Ihusning og Tilfredsstillelse af alle et mangehovedet kraftigt levende Væsens talrige Fornødenheder. Uindviede tror, det er Tapperheden, som gør Udslaget i Krig; en udmærket General paastod med nok saa megen Ret, at Sejren sidder i Soldaternes Ben'8), og Ordsproget sætter Heltemodet i Forbindelse med Mad og Drikke. Vist er, at Folk, der har sultet og frosset f or længe, ikke er tapre, at Savn og An- strengelser kræver talløse Ofre, og at de bedste Nerver udslides af uafbrudt Møje og søvnløse Nætter79). Derfor maa Førerne have et Øje paa hver Fin- ger og de k a m p f r i, der skal holde Hæren ved Huld, slide trofast, skønt deres Opofrelse sjælden paaskønnes80). Gode Føreres Hjærte for deres undergivne fostrer en Tillid, som bærer alt uden Klage. Tarvelige Førere staar snart overfor utilfredse og vrangvillige undergivne, der bliver umed- gørligere og umedgørligere, jo skævere det gaar. : En Styrke, som skal bruge sig, maa have sit daglige Brød og Hjæ p i Tide. Det er de højere Førere i Almindelighed og den højeste i Særdeleshed, som svarer herfor.' De fastsætter den dag1igeLeveinaadeog maa vide Raad, om alt ikke gaar, som det skal. Afdelings- og Unc era < i- lingscheferne vaager over, at enhver faar, hvad der tilkommer ham, og at det er godt81). De undergivne maa tage alt, som det faldei. Taar m a n v il, kan man taale mer end de fleste aner, og om meget Ondt gælder hel- digvis: et hæc meminisse juvabit. Udover, hvad de skal leve af fia Dag Dag. bor Afdelingerne til enhver Tid have Jærnkosttil Brug i en snæver Vending82), og i Nødsfald svarer enhver selvstændig I Orer »- at hans ikke lider Nød. Hver Gang et Kommando kommer til at ty til Jernkosten uden højere Befaling, skal dets foresatte have Melding, saa at de ikke regner med Føde, som ikke haves. 1 1, n d Det nemmeste, at faaalt paa Stedet, kan kun Enkeltmand og Smaastyrker gøre Regning paa;større Styrkerkan Å^en^ ikke med deres bedste Vilje fode, og selvom hjemsøgte Egne