Krig
A Og B

50 en Ordonnans, der styrter, en Afdeling, der farer vild og lignende Tilfældig- heder faar for stor Indflydelse. Hvor Menneskeviljer er med i Spillet, er der — ikke mindst, naar Folk har meget at vinde eller tabe og virkelig skal bringe Ofre, Ting, som aldrig lader sig omsætte i Tal9). Ogsaa i Krig har Førernes Skøn derfor vidt Spille- rum. Deres lyse eller mørke Syn paa Sagen, eller, om man vil, deres Mod, deres Evne til at regne med Tilfældet og nytte Tilfældigheder og — deres Held kan gøre alle Regnestykker til Skamme. Hvor o g naar Afgørelsen skal søges, afhænger ikke udelukkende af Hærens øjeblikkelige Kaar; hele de krigsførendes Stilling og politiske Hensyn taler med. Krigskunstens Grundsætninger er éns i Højland og Lavland, paa aabne Sletter og i uført Land med faa og smalle Veje eller Dalfører, men jo vanske- ligere Landet er, des lettere gøres ubodelige Fejl, fordi man maa tage afgø- rende Beslutninger tidlig og ikke kan skyde Genvej"’). Mærkeligt nok har der været Tider, da fremragende Hærførere troede, at Kunsten ved at føre Krig var at undgaa store Sammenstød og gøre Fjenden Livet surt ved at true hans Førselslinjer og tage hans Maga- siner eller fravriste ham Fæstninger og Lande (nogle af Trediveaarskrigens Hærførere; Moritz af Sachsen og flere af Frederik den Stores samtidige, især Daun; Napoleons Modstandere lige til 1813). Følgen blev sørgelig lange Krige, i hvilke det gik mærkeligt op og ned11). Hvor de overhovedet var i Stand til at angribe, har Krigskunstens yp- perste derimod altid omskrevet Krigskunstens Hovedgrundsætning til, at man skal søge Fjendens Hovedmagt o: lians Hær og slaa den, hv or den f in de s, og hvad Fjenden end gjorde, fandt de den i en heldig Stund12). Vidste de ikke strax, hvor den var, gik de løs paa hans Hovedstad i Haab om senest at linde den bag dens Völde13). Blandt f ler e Modstandere saa de mest efter den, der var farligst — det vil ofte sige nærmest — i Øjeblikket, uden dog at tabe de andre af Syne14). Efter Slaget ved Issos uskadeliggjorde Alexander den Store først Perser- nes Sømagt, der kunde afskære ham fra Makedonien, og gik saa imod Baby- lon for at finde Perserhæren. Hannibal søgte Romerne i Italien. Cæsar fulgte ikke »en Fører uden Hær« til Grækenland, men gik mod Pompejus’ førerløse Hær i Spanien. Da den var adsplittet, kymrede lian sig ikke om Vesten, men søgte Pompejus i Grækenland, fulgte ham fra Farsalos (48 f. Kr.) til Ægypten og kuede Østen i den alexandrinske Krig (47) og Krigen med Far- nakes: »Jeg kom, jeg saa, jeg vandt«15). Den Sikkerhed, med hvilken de gik løs paa det rette Maal, er saa meget mærkeligere, som de manglede virkelige Kort og maatte nøjes med Recog- nosceringer og Vejvisere fra Sted til Sted10). Napoleons Storhed og Held som Hærfører hvilede fra første Færd paa hans Snille til at søge Fjendens Hovedmagt. Som han selv sagde i Leoben 1797, var der mange gode Generaler blandt hans Modstandere, men de saa.