Krig
A Og B

51 altfor mange Ting. Han saa kun ét, Masserne, og søgte at ødelægge dem, da alt andet gilt af sig selv, naar det var naaet1 ). Ogsaa Moltke, som skrev en mesterlig Afhandling om Strategi, førte Grundsætningen storslaaet ud i Livet18). At Krigen stundom afgøres, naar Fjendens Hovedstad falder (Paris 1814), og ikke altid er endt, fordi Fjendens Hovedmagt bliver slaaet eller splittet, rokker ikke Grundsætningen, men minder om at have Magtmidler ved Haanden overfor Fjendens faste Tilflugtssteder og overskære alle hans Livsnerver19). Heller ikke gør det fra eller til, at man maaske ikke kan ramme Fjenden i Hjærtet — man retter Stødet mod hans ømmeste Sted (i Krimkrigen: Sevastopol) — eller at store Førere skyldte glimrende Marcher nogle af deres største Triumfer20). Paa Valpladsen kan en lykkelig Indskydelse, som overrasker Fjenden, gøre Underværker. Epaminondas’ skæve Fylking løb Spartas Kærnetropper over Ende ved Levktra (371 f. Kr.); den makedonske Falanx lagde Verden for Alexander den Stores Fødder, og Pyrrhos »lukanske Oxer« trampede de romerske Legioner sønder og sammen (280 f. Kr.), Hussitternes snilde Op- stillinger og Paafund, der gjorde dem til en Rædsel lor hele l yskland, og de Midler, Frederik den Store skyldte sine største Sejre, har Sidestykker i Verdenskrigens »Bølgeangreb«, Vognstorme og »smidige« Forsvar ). Hærvæsenet og Hæres Værd gror langsomt af Slægters Arbejde; Vaabnene og dermed Kampmaaden skifter heller ikke brat, og Gennemsnitsførere gøi, som andre. Derfor ligner en Tids fleste Slag hinanden. Store Førere sejrei ikke sjælden paatværs af alle Vedtægter og vil heller ikke nøjes med at s 1 a a Modstanderen, men søger at tilintetgøre ham som Hannibal, da han omringede Romerne ved Cannæ (216 f. Kr.). Hvor vanskeligt det ei, frem gaar af, at først Sedan (2/, 1870) nævnes som Verdenshistoriens andet »Cannæ«. Tannenberg (Aug. 1914) blev det tredje. Skønt soleklart, at man skal møde med Overmagt i rette Tid paa rette Sted, er det lettere sagt end gjort, efter Napoleons Udsagn endog saa van- skeligt, at man hverken lærer det af Bøger eller ved Øvelse, men maa liave det paa Følelsen22). Det var dog langtfra hans Mening, at man skal lade staa til og handle efter Øjeblikkets Indskydelser. End mindre var han blind for, at Hovedafgørelsen ikke altid maa søges, hvor Fjenden er stærkest, men ofte i gentagne Sammenstød med mindre Styrker. Hovedvanskelighederne ligger i, at Stillingen sjælden lader sig overse i det Øjeblik, det er nødvendigt at tage Beslutning, — a l Førerne aldrig kan raade frit, men maa tage Hensyn til, at Fjenden og Tilfældigheder krydser deres Planer, — og at der arbejdes under Højtryk af Fare og Spænding, fordi alt skrider en ukendt Fremtid ustandselig i Møde. Naar man følger Napoleons Raad og gransker, hvorledes store Hærførere overvandt Vanskelighederne23), springer det i Øjnene at: De satte sig et Maal og tabte det ikke af Syne, selv om de hk andet