Krig
A Og B

52 at tænke paa — de vovede sig aldrig længere ud end nødvendigt, men sørgede for at have f rie Hænder — og, naar Tidens Fylde kom, tog de Beslut- ning og iværksatte den uden Vaklen24). De spurgte ikke, hvad Fjen- den gjorde, for at rette sig angst derefter, men tænkte først og fremmest paa at ramme ham, og saa paa, hvorledes Fjenden kunde hindre det25). Gjaldt det Angreb, gav de ham ingen Stunder til at vejre Faren, men faldt over ham, hvor han allermindst ventede og ønskede20), og de slog haardt, fordi de slog med samlede Kræfter. Blev det første Sammenstød uaf- gørende, var de saa meget klogere, naar de kom igen, og det varede sjælden længe. — Til Forsvar samlede de Kræfterne uden at binde dem til en Stilling, der gjorde det umuligt at udnytte Fjendens Fejl, og h v i s de v i1d e u n dg aa K am p, brød de op, før Fjenden fik Tag i dem og kunde vinde en let Sejr27). Et klart, men hemmeligt Maa 1, rastløs Opklaring, aarvaagen Sikring og et ejendommeligt Skifte mellem Maad e- hold og Hensynsløshed var deres Kongevej til Sejr28). De regnede med deres Modstanderes svage Sider29), spildte aldrig Tiden og var aldrig raadvilde, naar det gjaldt at vildlede Fjenden og faa ham til at splitte sine Kræfter. Selv lod de sig aldrig overraske. De overvejede alt og indlod sig ikke paa unyttige Frem- og Tilbagemarcher, som ødelægger Folk, fordi de aldrig faar Ro. I Nødsfald lod de til Gengæld hellere Halvdelen af deres Sol- dater segne i Landevejsgrøfterne, end de standsede paa Halvvejen. De an- greb aldrig Stillinger, de kunde gaa udenom, og udsatte sig ikke for unyttige Tab. Ligesom de kviede sig ved at ofre noget paa Biopgaver, holdt de paa Valpladsen haardhjærtet til Raade med Kræfterne, men syntes Udfaldet tvivl- somt, kastede de uden Tøven deres sidste Mand ind i Kampen, fordi »man Dagen efter en fuldkommen Sejr ingen Hindringer har for sig«30). De forfulgte hensynsløst, men havde Selvovervindelse nok til at standse, naar det blev farligt at nytte Sejren i den Retning31). Hvad de gjorde for at holde Hærene kampdygtige og Vaabnene skarpe, kan man kun ane, skønt det var en Hovedaarsag til deres Held. Et er, hvad andre gjorde, et andet at raade selv. Historisk Lærdom slåar ikke til, — Stillingen er aldrig fuldkommen den samme, — og selv om der ligger en ikke ringe Styrke i, at Førerne tænk er éns, naar de ogsaa er Mænd for at h a n d 1 e, kan der være delte Meninger om Nytten af skolerette Overvejelser. Jo minis Vink, at Hærføreren kun skal klare sig, om han skal gaa tilhøjre, tilvenstre eller ligefrem82), svarer til det gamle Raad om at strø Salt paa Halen af Fugle, skønt der er noget om det. Hvad man end mener herom, maa man være klar over Midlerne og Vanskelighederne, man skal kæmpe med og rette sit Maal der- efter*). *) ,1fr. Forsvar S. 72 ff og Angreb S. 76 IT.