Krig
A Og B

65 maa Spørgsmaalene tages op, for at Vanskelighederne ikke skal voxe En over Hovedet i sidste Øjeblik. En ikke ringe Styrke bindes altid i Landet til Sikring imod Flyvere, Niddingsværk (og Landgang), Grænsespærring, Jærnvejstjeneste, Vejbygning o. 1. Ogsaa Opretholdelse af Ro og Orden, Rekrutuddannelse og Fabriksvirk- somhed sluger Kræfter, der først frigøres efterhaanden, som Rekrutterne ud- dannes og civile træde til. Jo mer nøjeregnende man er, og jo villigere alle hjælper, des større Styrke staar under Vaaben imod Fjenden. — Bedst er at føre Krigen over i Fjendens Land, næstbedst i Tredjemands3), og man gør vel i at regne baade med én og flere Modstandere og have Kræf- ter rede overfor tvivlsomme Naboer. Om Krigen skal føres angrebs- eller forsvarsvis, afhænger ikke af, hvem der er mandstærkest, medmindre Styrkeforholdet er saaledes, at den ene strax maa opgive enhver Tanke om Angreb. Den, der har fær- rest Tropper, staar sig tit ved at slaa til, hvis Iran er klar før F jen- den eller Fjenden raader uheldigt4); om ikke andet opnaar han maaske at bringe lians Jærnbaneførsler saa grundig i Ulave, at Føl- gerne spores længe; men der skal gode Soldater til at angribe med Held, og engang iværksat skal Angrebet gennem- føres — selv det mesterligste Tilbagetog svækker Hærens Selvtillid. Det tilsyneladende Styrkeforhold gør saa meget mindre Udslaget, som den stærkeste maaske maa tage større Hensyn til andre Magter eller er af- skaaren fra at optræde med Eftertryk, hvor man angriber5). Cœsars Held, da han (49 f. Kr.) gik over Rubico med en ringe Styrke, viser da ogsaa, at indre Svaghed kan lamme Fjenden. — Fremmede Magters Hold- ning maner stundum til Varsomhed; stundum kræver den hurtig Hand- ling. Det er altid sin Sag at stole paa Forbundsfæller; deres Ønsker stemmer aldrig helt med Ens egne, og Tiden spildes let med Raadslagning ). Til Gengæld er man ikke uden videre nødt til at regne med flere Mod- standeres samlede Magt7). Kun faa er stærke nok til at tage det op for Alvor med flere Modstan- dere paa én Gang; de fleste maa nøjes med at holde den ene i Skak, indtil de har overvældet den anden. Hvem Slaget først skal ramme, er givet, hvor man takket være hurtig Mobilisering, korte Veje og andre gunstige Omstændigheder hurtig kan tvinge den ene til afgørende Kamp og den andens Langsomhed eller Krigsskue- pladsen tillader at holde liam Stangen med svage Kræfter, uden at Landet kommer i Vaade8). Saa enkel er Sagen dog sjælden, bl. a. lader politiske Hensyn sig ikke altid skyde til Side, og Fjenden, som véd, hvad det gælder, kan undvige, hvor man tilbyder Slag, og gaa haardt paa, hvor man vil træ Sagen i Langdrag. Modstanderne kan ogsaa hver for sig være for stærke til, at man tør slaa til uden at føle sig for m at gaa frem og tilbage imellem dem, skønt det rummer Fare for, at man opgiver ét Maat uden at naa sit nye. Den, der kan, rammer Modstanderen baade til Lands og Id Vands Rolf Kali: Krig.