Krig
A Og B

92 derne af en større Flod synes lovende, bl. a. fordi Tilførsel kan skibes frem, naar Vejene ødelægges under Kampen. . Angriberen udregner omhyggelig, hvad der skal til, før han vover sig frem: saa og saa meget Skyts, saa og saa mange Skud, saa og saa mange Divisioner osv. Forberedelserne tager ofte Maaneder. Til Gengæld kan An- grebsmaaden, Kommandoforbindelsernes Opretholdelse og Udvidelse under Kampen, Artilleriets Stillingsskifte, Ammunitionsførsel o. 1. over den op- rodede Valplads og Reservernes Brug fastslaas nøje og sandsynlige Modtræk imod Overraskelser og Uheld indøves til Fuldkommenhed. — Ofte lettes Hovedangrebet ved foregaaende eller samtidige Angreb andetsteds. Uvejret bryder løs paa Klokkeslet (»Kl. X«). Hver Afdeling, hver Mand véd, hvor de skal være, og hvad de skal gøre, og Gud naade den, der svigter. Gennembrydes Fjendens Stilling har Førerne frie Hænder: man er atter i aaben Mark. Forsvareren søger at komme til Kræfter og udvinde Reserver. Hvor ondt synes i Gærde, foretages tilsvarende Arbejder: Stillingen kan al- drig blive for stærk. Maaske gøres ogsaa andre Modtræk*). Afsnitsbesæt- ningerne skal tage det første Stød. Hovedreserven kaldes først til, naar man ser, det er Alvor, men dens Indgreb, der kræver Marcher (Førsler) tværs over de vanlige Veje til og fra Kamplinien, som dog skal holdes aabne, forberedes, hvilket ofte koster utroligt Slid112). Gennembrydes et Afsnit, maa Naboerne tilbage eller Reserverne lukke Hullet i Slaglinien. Brydes Angrebets Braad forinden, kan Ild fra alle Sider gøre Bulerne, Angriberen slog Ens Stilling, til Kæmpegrave for hans sam- menstuvede Masser. Tilbagetog er ingenlunde det samme som, at alt er tabt. Fjenden kan blotte sig, saa at man faar Oprejsning, hvis man gør omkring i rette Øjeblik113), og ikke sjælden gaar man jo kun, fordi man kaldes andet Steds hen eller afskares ved at blive. En Fører, som hverken har Haab om Sejr eller skal staa og falde i sin Stilling, tænker — u d en at t æ n k e h ø jt — i Tide paa at slippe bort, lægger i Stilhed alt tilrette og sniger sig bort, før Fjenden kan hindre det, og saasnart en Kamp afgjort tager en uheldig Ven- ding, maa den slagne tilbage, om lian vil redde sig, mens Tid er. Train og Tros maa have Forspring for ikke at spærre Vejene. Da de vigende bl. a. skal have Føde og Ammunition, maa tillige nye Oplag samles eller Levneds- midler m. m. overføres fra de hidtidige Førselslinjer, hvis Tilbagetoget gaar i en ny Retning. Den slagne Vej til det Sted, hvor den haaber at linde Hjælp og Hvile, er en Hærs givne Ti1bag etogs1i n je, men det nytter ikke at tænke udelukkende paa Dagen i Dag og lukke Øjnene for Fremtiden. At kaste sig ind i den første, den bedste Fæstning er saaledes Galgenfrist114), og vier ofte Hæren til en haabløs Dødskamp. Man maa langt nok bort til at faa Fred en Stund, men ikke længere end, at Hæren ikke opløses undervejs. V e j e n, *) Jfr. S. 74.