Kunst Og Haandværk Fra Norges Fortid

4 midten af hver sin langbænk, men maatte faa plads paa bæn- kenes øverste ender foran hver sin smalside af bordet. Derimod var forholdet mellem højsædets plads og gavlvæggen det samme i begge slags huse, saa at den, som indtog det fornemste høj- sæde, ogsaa i sætsuen følgelig havde nysnævnte væg til venstre, og det er dette, som er vedblevet lige til vore dage, uanseet at husets orientering i tidens løb faldt bort, udentvil efter hvert som man byggede stuer med vinduer. Med andre ord kun det højsæde, der i sin tid var det anseligste, blev bibeholdt, medens det andet indtoges af en seng, eller snarere omvendt saaledes, at sengen just blev sat paa det sted, fordi man ikke mere havde brug for noget ringere højsæde. Ogsaa med hensyn til højsædets udstyr fandt der vistnok nogen forskjel sted mellem begge slags bygninger. I skaalen, hvor hvert højsæde i sagatiden foruden med dette navn ogsaa kaldtes and- eller »ndvegi, var der ved forsiden af dette to- støtter, de saakaldte øndvegissulur, og rimeligvis var der i forbindelse med disse ogsaa, ligesom paa lænestole, to sidestykker, der skillede mellem højsædet og de andre sæder paa hver side. Til alt dette fandtes der neppe noget tilsvarende i sætsuen, og det vilde heller ikke passe her, naar højsædet ogsaa oprindelig havde den plads, som ovenfor antaget. Men forresten var indretningen af højsædet udentvil den samme paa begge steder. Saaledes hørte der sandsyn- ligvis, som antydet i en saga, til skaalens højsæde en løs pude, og det samme har været tilfældet i bondestuer lige ind i vort hundredaar. Ligeledes laa vistnok højsædets bund i skaalen i samme plan som den øvrige bænk ligesom endnu i stuebygningen. Vel kunde det synes, at en forhøjelse maatte fremgaa af selve sædets navn, men rimeligvis har man snarere taget ordet i dets figurlige betydning som udtryk for, at dette sæde var anseligere end de andre. Der kan nemlig ikke skjønnes andet, end at højsædet i skaalen, hvié dets bund Var meget højere end de øvrige sæder, vilde komme i et forkjert forhold til bordet. Dettes overkant laa jo utvilsomt overalt i samme plan, og følgen maatte saaledes under hin forudsætning blive, enten at , bordet fik en altfor stor højde i forhold til bænkens øvrige sæder, eller, hvis bordet skulde rette sig efter disse, blev altfor lavt for højsædet. Hertil kan endnu føjes en bemerkning om det oven- nævnte ord andvegi. Dette forudsætter efter sit begreb altid noget modsvarende, men det træffes fra først af og gjennem hele sagatiden kun brugt om højsæderne. Derimod anvendes det i en fortegnelse af 1421 (uddrag i Schønings utrykte reise) over inventariet paa Faaberg prestegaard saaledes, at det ikke vel kan betyde andet end stuens bagre gavlvæg eller tverbænken, og denne betydning har ordet havt paa flere kanter af landet navnlig i Bergens stift lige til vor tid. Som bestyrkelse baade paa dette og andet, som ovenfor er berørt, kan her gjengives endel af nogle optegnelser (i Bergens museum), indsendte højst sandsynlig i aarene 1820— 1830 og rimeligvis efter stiftamtmand Christie's anmodning fra en mand (kaptein Weltzin?) i Etne i Søndhordland, mulig sammen med den model af en røgstue, som findes i det nævnte museum. I disse optegnelser heder det blandt andet: «Fra briken [den korte bænk ved røgovnens bredside mod stuen] langs den langvæg førte højsædesbænken. Paa denne havde husbonden sin plads, og konen paa en krak eller kubbestol ved hans side. Bænken i gavlen lige over for døren kaldtes and vegen. Langs forsiden af langbordet stod en lang bænk, kaldet forsædet [oldn. forsæti}. I højsædet fik fremmede plads. I de ældste stuer gik andvegen langs hele væg- gen, og sengens inderste ende [d. v. s. sengens øverste smalende] hvilede paa den. Langs den anden langvæg [d. v. s. modsat den, hvor højsædesbænken var] gik og en bænk, langbænken, hvor- paa indsiden af sengen hvilede, saa at sengen kun havde ét ben. Samtlige bænke undtagen forsædet vare fyldte med muld.» Sen- gens stilling viser saaledes, at den var senere tilkommet og at bænken følgelig før den tid var fri. Hvad der giver Raulandsstuen dens særegne præg og tillige frembyder det bedste bidrag til at bestemme dens alder, er hoved- indgangen (fig. 1), navnlig dens runeindskrift og beiteskiernes eller dørposternes udskjæringer. De sidste fremvise, som det vil sees, den romanske stil, og dennes ornamentik vedblev, som bekjendt, hos os meget langt ned i tiden, endog efterat den gotiske eller spidsbuede stil forlængst havde vist sig. Men neppe vil man senere end i alle fald ca. 1350 træffe noget exempel paa anvendelsen af romansk stil med en saa udpræget karakter som her. Paa den anden side maa bueformen over døren, hvortil ogsaa noget lignende sees paa næstnederste stok i gavlen (fig. 2), vel nærmest henføres til den spidsbuede stil og kan derfor ej sættes længer op i tiden end til efter 1250. En lignende tidsbestemmelse fremgaar af runeindskriften. Denne er rigtignok noget utydelig som følge af forvitring, hvorfor enkelte staver, dels paa grund deraf, dels ved et utilstrækkeligt kjendskab til dette slags bogstaver, ere mindre rigtigt gjengivne i tegningen. Men efter den undersøgelse, jeg for flere aar siden og atter i 1883 har foretaget paa stedet, kan det neppe være tvilsomt, at indskriften maa læses saaledes: f’ORGAUTR . FIFIL . MIK . GERpI eller med sedvanlig retskrivning frorgautr fifill mik gerbi. Det an- det ord maa være et tilnavn; det betyder egentlig løvetand eller myruld, men her vistnok ligesom fifilbleikr den lysegule eller blonde. Det hele kan da oversættes med: Thorgaut den lysledte gjorde mig (o: indskriften). Som det vil sees, er staven stungen eller forsynet med prik, saaledes at den her betegner G eller et blødt K, hvorimod [> er ustungen. Det sidste viser, efter hvad professor S. Bugge velvillig har meddelt mig, at indskriften ej kan henreg- nes til de yngre, da staven i senere tid stadig bliver stungen, naar dermed betegnes h. Det maa derfor antages, at indskriften ej kan være yngre end 1300, men paa den anden side er der ikke noget til hinder for, at den kan være fra en meget tidligere tid. Huset maa derfor i alle fald være ældre end sortedøden (1348), og bygningen er saaledes sikkert nok det ældste beboelseshus af træ, som nu findes levnet i Norge. Det svarer derfor meget vel til det navn, hvorunder da dette og tilforn andre forlængst nedrevne huse have gaaet i bygden, idet de kaldtes Findar-stuer. Herved forstodes dog ej, som man engang mente, saadanne huse, der vare gjenfundne efter den sorte død, hvorimod navnet er en forvansk- ning af Fyr ndar-stuer, det vil egentlig kun sige saadanne, som hid- røre fra ældgammel tid; deres alder gik saaledes efter bøndernes mening op over den engang hos dem gjængse tidsgrænse, nysnævnte farsot. En anden lignende mønsterbygning fra middelalderen stod paa UV i Rennebo og er gjengivet, tildels i restaureret stand, paa pi. VIII. Den havde i mange aar været ubeboet og tilsidst kun brugt som hølade, indtil den i 1867 blev nedtagen og dens merkeligste dele indlemmede i det throndhjemske videnskabsselskabs samling. Allerede forlængst havde huset lidt efter lidt og tildels ved den vanrøgt, hvorfor det var udsat, undergaaet store foran- dringer. Paa flere steder havde man i væggene udskaaret saavel vinduer som nye døraabninger, og samtidig med de første var det udentvil, at den «svalgang» (rigtigere: skot), som ifølge et meget rimeligt sagn omgav huset, blev borttagen. Endvidere var hele indredningen og panelvæggen mellem forstuen og koven (fig. 2) forsvundne; taget havde faaet mønsaas og andre aaser istedetfor sperrer, efterat Ijoren var sløifet, og for at opnaa større højde i hovedindgangens aabning, var der gjort en nedskjæring i svillen (se fig. i, 3, 4), medens denne oprindelig havde samme højde som ellers, hvad der kan sees af en ældre tegning i det nævnte viden- skabsselskabs arkiv, hvilken er gjengivet i 3die bind af Urda. Af denne tegning viser det sig ogsaa, at selve indgangsdøren var sammensat paa samme maade og havde lignende ring som i Raud- landsstuen (jfr. s. 3,1). Dertil kommer, at huset i sit fundament fremviste den ovenfor (s. 3,2) antydede egenhed, idet der ikke fand- tes nogen sammenhængende grundmur, men blot underlagte stene paa de steder, hvor to eller flere vægge stødte sammen, og lige- ledes en udgraven fordybning i den store stue. Men dette vil nærmere blive paavist, naar vi først have seet, hvad den bekjendte Schøning, der i 1773 opholdt sig paa Uv, i sin utrykte rejsebe- skrivelse blandt andet ytrer om dette hus. Hans ord ere følgende: «Stokkene ere lige tykke til begge ender eller hugne, som man her siger, gjennem en ring [jfr. s. 3,1], og den yderste skorpe, d. e. den saakaldte gjete, er borthuggen. Alt dette viser bygningens høje alder, som og sees af bygningsmaaden, som er mere net og