Kunst Og Haandværk Fra Norges Fortid

kunstig end den nu brugelige. Alle stokkene lige til svillerne, hvoraf den ene er i| alen, den anden ij alen bred, ere saavel ud- som indvendig høvlede og saa net sammenføjede, at man næsten over- alt ej kan faa et tyndt knivsblad mellem sammenfældingerné, hvilke forresten ere belagte ej med klæde eller lerred, som rygtet gik, men med den sedvanlig brugelige mose, hvilken var saa sammen- presset, at den saa ud som tyndt papir. Langs disse sammenfæl- dinger paa begge sider saavel som midt efter hver stok ere lister trukne med en listhøvel......Stuen har tilforn været en røgstue, hvori gruen eller ildstedet har staaet ej, som nu, i det ene hjørne ved siden af døren, men næsten midt frem paa gulvet, og ved den nedre side af den har været en røgovn eller badstueovn. I stuen har tilforn ingen vinduer været, men lysningen kom fra taget eller Ijoren. Inderst i stuen er paa begge sider dybe indhugninger i væggen paa tvende stokker. Her maa altsaa paa begge sider have staaet senge indfældede i væggen. Sammesteds inderst i stuen lige mod døren har tilforn hængt paa væggen paa to jernhager et 8 alen langt, men kun | alen bredt og kun i tomme tykt bord, beslaaet tvers over med 3 jernbaand med 2 ringe i for bemeldte hager, hvilket bord man beretter at vedkommende have, naar der skulde spises, nedtaget af væggen og under maaltidet havt paa deres knæ.............Rundt stuen har tilforn staaet bænke, gjorte af hele stokke og udstafferede med et slags indskaaret fordybning ligesom føromtalte bord. Nederst ved svillen har tilforn ogsaa ind- vendig i stuen været en muldbænk, som man rev bort, da man lagde nyt gulv, men siden har stuen været langt mindre varm end tilforn». Til denne Schønings beskrivelse kan for det første bemerkes, at de omtalte senge neppe have tilhørt stuen oprindelig. I alle fald tror jeg ikke senge træffes i sætstuer eller omtales der tidli- gere end det syttende hundredaar. I middelalderen kunde man nok under visse omstændigheder og for en enkelt gang ligge paa bænken eller «i pallen,» men den sedvanlige faste skik var vist- nok, at man havde nattelejet paa husets loft, i buret eller i de ind byggede senge, som i enkelte skaaler fandtes mellem husets tøm- rede ydervægge og en længer inde bag bænkene opsat pan elvæg; som det synes, brugte man ogsaa stuebygningens kleve som sove- rum. Hvad dernæst ringebordet eller, som det i Sætersdalen kaldes, reisebordet angaar, holdt man det ikke paa knæerne, hvorimod det her i landet ligesom andensteds hvilede paa et understell, som blev fremsat, naar der skulde spises. Hvorledes dette understell var ind- rettet, skal nærmere omhandles nedenfor ved Landsviksstuen. Selve bordpladen findes nu i det throndhjemske videnskabsselskabs sam- ling og af den tegning deraf, som samlingens bestyrer, hr. adjunkt K. Rygh, har havt den godhed at besørge, sees, at bordet nu kun er 7 alen langt, altsaa siden Schønings tid forkortet med i alen, hvilket viser sig ogsaa deraf, at der paa den ene side kun er 15 tommer mellem enden og nærmeste ring, paa den modsatte side derimod 47f tomme. Afstanden mellem de til ringene hørende beslag er 4^ alen, og omtrent midt imellem dem staar det tredje af Schøning omtalte beslag, der er bøjet omkring bordets kant. Pladen har langs hele den langside, som vendte ud mod stuen, naar bordet brugtes, en opstaaende, 1 £ tomme bred og f tomme høj kant, hvis overside er forsiret med høvelsims; en lignende op- staaende list udgaar fra nysnævnte kant omtrent 18 tommer fra den bevarede ende af bordet og fortsætter sig i en bue tvers over dets hele brede til den anden side, og selvfølgelig har der været en tilsvarende list paa det bortkomne stykke af bordet. Naar endelig Schønings bemerkning om den borttagne muld- bænk sammenholdes med hvad ovenfor (s 4,2) er sagt om husets fundamenter, bliver det klart, at vi her træffe den samme indret- ning, der fra først af sandsynligvis har været typisk for de gamle stuer og som noget mere udførlig omtales i de ovennævnte opteg- nelser fra Etne. 1 disse optegnelser heder det blandt andet saaledes: »Husene stod i almindelighed paa marken; kun under hjørnerne vare store stene, honnsteine [d. v. s. hjørnestene]. Man grov ud én alen under svillen, for at gjøre stuen højere. Efterhaanden lagdes gulv af bord, i almindelighed øxede planker, fra røgovnen til den mod- satte væg; det øvrige gulv [altsaa svarende til det gamle flet} var blot af jord eller stenheller. For at hindre vand fra at trække ned i stuen, groves gjerne grøfter om huset. Da der ved denne udgrav- ning [neml. den førstnævnte] blev højt ned fra dørtærskelen (dyrstok) til gulvet, var der indenfor døren anpragt et trin, kaldet fotskaar [i vort gamle sprog fbtsk'or eller fåtpallr} eller trøskel, og som løb langs alle vægge. Paa denne havde børnene sin plads, og det hed jevnlig til den indtrædende: sæt dig paa fotskaaren.» Hertil kan føjes, at da den omtalte fodpall, ligesom stuens øvrige bænke (jfr. s. 4,1) var fyldt med muld, saa havde den udentvil tillige den be- stemmelse at tjene som et varmere underlag for fødderne, naar man sad paa bænkene. Det er derfor rimeligt nok, som Schø- ning siger, at stuen blev koldere, da fodpallen var revet bort. Af tegningerne viser fig. 3 hoveddøren med de nærmeste ud- vendige omgivelser, og fig. 4 dens indvendige side; fig. 5 er et snit i fig. 3; fig. 6 gjengiver listverket paa vægstykket ab i fig. 2; fig. 7 er et profil af stokkenes lister paa venstre side af døren i fig- 3, °g fig- 8 et profil af indskjæringen paa stokkenes ender. I bygden gik huset under navn af Jutul- eller Hedningestuen, men den tidsbestemmelse, som dette navn skulde vise, er naturlig- vis urigtig. Heller ikke Schønings mening, at bygningen kunde hidrøre fra Olaf kyrres tid (1066—1093) eller endog være noget ældre, lader sig forsvare. Lægges der saaledes for det første merke til hovedindgangens tredelte eller kløverbladformede bue, da er denne, som bekjendt, en .overgangsform fra den rundbuede til den spidsbuede eller gotiske stil og maa i alle fald hos os henføres til en yngre tid end 1200 efter Kristus. Dertil kommer, at de ud- skaarne forsiringer, skjønt noget utydelige ved forvitring, dog utvil- somt paa den venstre vægsøiles skaft vise perlestave. Da nu dette fra den antike kunst nedarvede ornament ellers hos os, saavidt be- kjendt, kun findes anvendt paa spidsbuerne mellem højkoret og kapellerne i Throndhjems domkirke, bliver det ikke usandsynligt, at forbilledet er hentet derfra. Ogsaa dette peger saaledes hen paa en ikke tidligere tid end et stykke ud i det 13de hundredaar. I det hele tør det vel ansees nærmest det rette, naar stuen hen lægges til tiden før ca. 1350, dog snarere efter end før 1300. Pl- XI gjengiver den gamle stuebygning paa LANDSVIK eller rettere, hvad deraf nu er levnet. En fornyet undersøgelse paa stedet i 1883 har vist, at stuen ligger fra vestsydvest til østnordøst, og da den ikke har mere end én dør, var bygningen følgelig, til forskjel fra de foran beskrevne huse, fra først af uden kleve, noget som forresten ikke saa sjelden er tilfældet ogsaa ellers i søndre Bergenhus amt. Da døren (fig. 3, 4) derhos er saaledes indrettet, at den slaaes op udad, har den følgelig ej vendt mod det frie, men havt et rum udenfor sig eller en forstue. Denne strakte sig, som det tydelig kan sees, over husets hele brede og havde sin dør, altsaa bygningens hoveddør, paa nordsiden, hvad der ogsaa maatte tilsiges af de stedlige forhold. Det fremgaar endvidere baade af gaardejerens udsagn og af umiskjendelige spor, at huset i det mindste paa den nordre langside og mod øst oprindelig var om- givet af et skot, hvis tag paa den førstnævnte side som sedvan- ligt dannede en forlængelse af selve hustaget, hvorimod skotet paa østsiden ikke som ellers (jfr. pl. IX) havde sit eget lave pulttag, men fik sin overdækning højere oppe derved, at hus- tagets begge skraaflader fortsatte sig ud over skotet. Hvad det indre angaar, har stuen hverken havt are eller fordybet bund, da der er fjeld tæt under gulvet, men forøvrigt viser der sig ogsaa her flere forandringer. Saaledes har man i endnu levende folks erindring borttaget baade det gamle langbord og den op- rindelige »grue». Denne var efter ejerens udsagn en af de saa- kaldte røgovne af sten, der havde samme plads som det nuværende ildsted eller i hjørnet til højre for den, som gaar ind i stuen. Deri- mod er det meste af muldbænken langs stuens tre vægge endnu tilstede og ligeledes hele taget med alt tilbehør, undtagen Ijoren, som mangler flere dele. Skraaningen nedenfor Ijoren paa begge sider af taget kaldes her Lysbrækken (lysbakken), og deri sees en egen afbrydelse af tagets sperrer (fig. 1—3) eller i det tekniske sprog en vexel, hvad der forresten ikke er sjeldent i Ijorestuer paa den kant af landet. Ligeledes er der paa de anførte steder udskaarne forsiringer, skjønt disse i denne højde maatte være sterkt udsatte for at dækkes med