Kunst Og Haandværk Fra Norges Fortid

6 blanksod. En lignende forsiringsmaade træffes dog paa tilsvarende steder i den gamle stuebygning paa Huse i Kinservik, og i Bergens museum forefindes et stykke med rige udskjæringer fra det 13de eller 14de hundredaar af en Ijorekarm, der har tilhørt en i 1838 nedtagen stuebygning paa Aga i Ullensvang. Til det ovenstaaende maa foruden en oplysning om indretnin- gen af stuens gamle langbord endnu føjes nogle bemerkninger angaaende en ikke uvigtig del af husets og overhovedet Ijorestu- ernes tag. Men da man med hensyn til det sidste punkt ikke kan danne sig nogen forestilling af den foreliggende tegning, hidsættes bleve stukne ind i væggen. Som vidner herom er der i stuens gavl- væg endnu to firkantede spor eller fordybninger lidt højere end knæerne, naar man sidder paa bænken. Hvert af disse spor staar 2 alen fra nærmeste sidevæg, og da stuen har en brede af 8 alen, er saaledes afstanden mellem begge spor omtr. 4 alen. For- resten maatte det være noget ubekvemt, at bordstokkene gik tvers over bænken, da de, som skulde sidde paa denne bænk, saaledes blev nødte til enten at indtage sit sæde, før bordet blev sat frem, eller at stige over stokkene eller krybe under bordet for at komme til sin plads. for dette øjemed et træsnit, som fremstiller tagets væsentlige sam- mensætning i det slags stuer, idet jeg tillige henviser til, hvad derom er sagt foran s. 3,2. Fig. 1 er et lodret snit af væggens øverste stokke og af taget, og fig. 2 viser taget, seet indentil. Af de enkelte dele er a torvvol, b jord og torv, c næver, d trodfjæle, e særlig den her omhandlede del, sedvanligst kaldet naamtrod, f sperrer og g den øverste vægstok, der gaar under forskjellige navne, saaledes stavlægja, gardlægja, aalestok, raftall eller raftstok. Me- dens de øvrige trod kun ere firskaarne bord eller planker, har naamtrodet, som det vil sees, paa undersiden af den øverste del ogsaa en hage, der langsefter omfatter stavlægjen. I det enkelte tilvejebringes konstruktionen paa følgende maade. Først er der paa de steder i stavlægjens overkant, hvor sperrerne skulle hvile, nedskaaret spor for disse og med opadskraanende bund; svarende dertil er ogsaa i sperrernes underkant gjort lignende spor, saa at naar sperrerne faa sin bestemte plads, ligger den øverste kant af dem og af stavlægjen i samme plan. Dernæst er der i naam- trodet, som vi fra først af maa tænke os som halvdelen af en kløvet rund stok, paa undersiden langsefter gjort et dybt indhug, afpasset efter savlægjen, og tillige paa tvers flere spor for sper- rene. Naar da naamtrodet lægges paa sit sted mellem de øvrige trod, gaar dets overdel i flugt med disse, medens dets underkant omslutter baade sperrerne og stavlægjen. Det hele sammenbindes saaledes som i et laas, der paa engang tilvejebringer tæthed i vinke- len mellem taget og væggen og tillige hindrer sperrerne fra enten at glide ud til siderne eller nedover stavlægjen. Indvendig i stuen viser endelig naamtrodet sig imellem hvert sperrepar som en buet gesims i form af en rundstav med en kvart cirkels periferi. Der kan neppe være tvil om, at naamtrodet har været anvendt overalt i Ijore- stuerne. Det træffes saaledes ifølge de forannævnte optegnelser i Etne og efter velvillig meddelelse fra hr. genremaler O. Isaachsen overalt i Sætersdalen; ligeledes bruges ordet ifølge Iv. Aasens ord- bog flere andre steder, hvor følgelig ogsaa tingen maa være kjendt. Selv har jeg truffet det i to Ijorestuer i Hardanger nemlig paa Freim og Sjoarhaug i Odde, hvor navnet dog udtales namt rod, endvidere i den her omhandlede stue paa Landsvik, hvor det be- nævnes bruntrod, og i en gammel stue paa Stønjum i Lærda'l, hvor det gaar under navnet sperdue. Betydningen af nysnævnte ords sidste del skjønnes ikke, medens den første del viser, at man. her har lagt hovedvægten paa trodets forhold til sperrerne. I benæv- nelsen bruntrod er derimod taget mest hensyn til, at det ligger paa kanten (brun) af væggen, i lighed med det gamle britnass, og endelig er i navnet naam- eller namtrod kun fastholdt dets almindelige konstruktive bestemmelse at gribe over eller omfatte (nema) noget andet. Hvad endelig stuens gamle bord angaar, strakte det sig efter ejerens udsagn som sedvanligt tvers over stuen imellem begge langbænke, og naar man ikke havde brug derfor, blev det ofte borttaget og dets plade sat op paa gavlbænken mod væggen. Det var følgelig ikke fast, men kun et reisebord (jfr. s. 5,1). Som støtte derfor tjente to «bordstole> eller to lodrette ben med tilhørende vandret liggende stokke, hvorpaa pladen hvilede og hvis ender Huset gaar nu i bygden under navnet Munkestuen. Det fortælles tillige paa stedet, at det var sygestue under den sorte død (1348), og at der paa en i stuen anbragt fjæl, som borttoges for mange aar siden, fandtes et aarstal fra det 14de hundredaar. Det anførte navn vil dog kun sige, at stuen ansees for meget gammel, og paa de nævnte fortællinger kan der ikke lægges no- gen vægt. Der er ogsaa flere merker, som vise, at stuen højst rimelig maa være adskillig yngre end de foran beskrevne huse, idet baade dens dørtærskel er lavere og døraabningen højere end i disse huse, og dens dør desuden har fals, hvad hine mangle. Dertil kommer, at skjønt forbilledet til det slags roset- lignende mønstre, som sees blandt stuens ovenomtalte .udskjæ- ringer, oprindelig maaske er hentet fra den gotiske stils masverk, saa kjendes dog. for tiden ikke ældre exempler derpaa end de lig- nende, som træffes paa manglebrætter fra det 17de hundredaar (jfr. og pl. X fig. i, 4, 5). Med alt dette maa dog Landsvikstuen vistnok hidrøre fra middelalderen, om end fra dennes seneste tid. Herfor taler, at de primitive søiler ved siden af døren og den til- hørende bue klart nok maa henføres til gotisk stil og særlig til den, i det Landsvik nærliggende Bergen gjængse, engelske gotik med dens søiler med tallerkenformede kapitæler og fodstykker, ihvorvel søilernes udbugede stammer røbe en meget sen tid. Det tør derfor ej være saa langt fra det rette, naar vi sætte Landsvikstuens opførelsestid til ca. 1500 efter Kristus, og har stuen virkelig været brugt som sygerum under en pest, maa dette have været en af de farsotter, som rasede i det 16de og 17de hundredaar. De øvrige sætstuer fra middelalderen, hvorom vi have nogen kundskab, fandtes paa følgende steder: Korterud i Eidsberg, Faa- berg prestegaard, Leirhol i Vang i Valders, Devegge paa Nes i Hallingdal, Norheim i Vikør, Aga i Ullensvang, Nesheim i Graven, Rogne paa Vossevangen og Tønjum i Lærdal. Alle ere for læn- gere eller kortere tid siden nedrevne undtagen stuerne paa Leirhol og Aga, som heller ikke ere bevarede i sin helhed men kun for en mindre del. Det fremgaar utvilsomt af vedkommende beskri- velser, at alle disse bygninger — naar undtages den i Faaberg, hvis beskaffenhed ikke kjendes —, skjønt beliggende paa vidt for- skjellige kanter af landet, havde væsentlig samme grundplan og indretning, som vi have seet ovenfor i stuerne paa Raudland og Uv. Dertil kommer, at der ved flere af dem udtrykkelig nævnes en eller anden af de samme egenheder, som foran ere omtalte. Saaledes havde den egentlige stue paa Korterud fordybet grund i forbindelse med fodskaar eller omløbende fodtrin (jfr. s. 5,1). Stu- erne paa Faaberg prestegaard, Leirhol og Devegge havde hver