Kunst Og Haandværk Fra Norges Fortid

 sit «ringebord», som i den førstnævnte stue «hang i andvegen» (gavlbænken, jfr. s. 4,1), i de øvrige, hvad der vil sige det samme, «paa væggen». Deveggehuset og det paa Aga vare omgivne af «svalgang» (skot), hvis stolper i det første beskrives dels som runde dels som firkantede, altsaa af lighed med tilsvarende i Raudlands- stuen (pl. VII fig. 4). Vægstokkene paa Devegge vare listhøvlede med mellemlag af uldtøj, og dørposterne, ligesom paa Korterud, Norheim, Rogne og Tønjum, forsirede med udskjæringer, hvorhos døraabningerne paa de trende sidstnævnte steder havde runde buer, lindelig fandtes i den egentlige stue i huset paa Rogne ifølge øjevidnet biskop Neumann’s udsagn »over den øverste af langvæg- genes stokke [altsaa: stavlægjen] en omhyggelig og skjønt udskaa- ren gesims», hvorved utvilsomt menes det ovenfor omhandlede naamtrod. Naar der til ovenstaaende føjes, at væsentlig den samme oft- nævnte grundplan og indretning træffes ogsaa senere end middel- alderen paa forskjellige steder endog helt op i Nordland, kan det vistnok med god grund antages, at der i saa henseende fra først af fandt en fuldstændig enhed sted over hele landet. Dette ved- blev paa vestlandet og nordenfjelds med enkelte mindre afændrin- ger i lang tid tildels næsten til vore dage. Hvad derimod øst- landet angaar, begyndte der her i det 17de hundredaar at vise sig flere forandringer væsentlig paa grund af det der anvendte ildsteds beskaffenhed og navnlig ved indførelse af skorstenspibe. Disse forandringer fik da lidt efter lidt fuldt raaderum, og fremtraadte tilsidst som faste særmerker for de østlandske stuer i modsætning til vest- og nordlandets. Den ældste stuebygning yngre end middelalderen, som nu vides bevaret, er den foran nævnte paa Stønjum i Lærdal. I stokken over dens hovedindgangsdør sees indskaaret: ANNO IHS (her utvilsomt en forkortning for Ihesu = Jesu) 1614. Huset er nøjagtig orienteret, saaledes at vestenden indtages af koven og for- stuen, der har trappe op til loftet og indgang paa sydsiden. Loftet og koven har hver sin lysglug, medens ingen saadan fandtes i stuen. I denne træffes forresten de sedvanlige to tvertræer eller biter og, som ovenfor (s. 6,1) bemerket, det saakaldte naamtrod samt midt i gulvet en firkantet helle; dog kan denne neppe benyttes som vidne om, at stuen oprindelig havde are, da dens bestem- melse snarest er at tjene som underlag for vanddryp fra Ijoren, medens et trægulv paa dette sted af anførte grund vilde gaa en hurtig forraadnelse imøde. I alle fald har stuen, som det med sikkerhed vides, engang og, i henhold til det nys bemerkede, rimeligvis fra først af havt røgovn, der indtog den sedvanlige plads i hjørnet ved koven. Endelig viser det sig, at huset oprindelig var omgivet af et skot paa forsiden og sandsynligvis ogsaa mod øst. Indgangsdøren er bestrøget med tjærekors, der ogsaa omtales i de før nævnte optegnelser som sedvanlige i Etne, og vidne om den engang, sandsynligvis over hele landet stedfindende skik hver julaften at sætte kors paa døren til befrielse for overlast af aas- gaardsreien. Skjønt ikke saa gammel som nysnævnte, er dog blandt stue- bygninger, yngre end middelalderen, den, som staar paa øvre Kve- stad eller rettere KVESTE i Sætersdal {pl. IX, X), den fuld- stændigste, der nu kjendes. Ved denne kan først merkes, at der væg i væg med dens højre gavlside i senere tid og formodentlig noget før ca. 1750 var tilbygget en «nystue» med samme størrelse som hin og samme grundplan, dog deri forskjellig, at den ikke havde are men skorsten samt vinduer med blysprosser, troskab» (hjørneskab), fremskab og fladt loft, hvorover der var et saakaldt svemnloft (oldn. svefnlopf) eller soverum med et lidet vindu i gavlen. Denne bygning brugtes dog kun som vinterbolig og ned- toges for omtrent IO aar siden, medens cgamlestuen» eller den, der endnu staar, alene beboedes om sommeren. Over dennes ind- gangsdør (pl. X fig. 4) er udskaaret aarstallet 1668, og paa selve døren findes en del af de nysomtalte tjærekors. Det er kun tilfældigt og paa grund af vanrøgt, at taget mang- ler flere af de dele, som høre til et torvtag (jfr. s. 3,2), navnlig torv- vol og torvkroker, ligeledes at gavlsidens skot fattes tagbedæk- ning og at dets standere ere forskjellige fra langsidens. Det vides ogsaa sikkert, at dette skot i sin nuværende tilstand først hidrører fra vor tid, hvad der ogsaa klart sees af dets simpelhed, medens langsidens standere (pl. IX fig. 1. 2. 3) og dens rækverk (pl. X fiff- 9) have profiler og udskaarne forsiringer (pl. X fig. 5), hvorhos de øverste horisontale aaser ere prydede dels saaledes, som fig. 6 viser, dels med et bladornament (pl. X fig. 10). Det sidse træffes ikke sjelden ogsaa ellers i Sætersdalen og i Thel emarken paa for- skjellige redskaber og viser aabenbart en ved paavirkning af re- næssansestilen foregaaet omdannelse af det romanske bladverk, der igjen er udgaaet fra den antike acanthus. Endelig har stuens Ijore tabt saamange dele, at vi heller ikke her, ligesaalidt som ved de foregaaende beskrevne' huse, kunne faa nogen klar fore- stilling om dens indretning og brug. Men ved siden af disse tilfældige forandringer træffes ogsaa andet, der i modsætning til den foran beskrevne gamle skik ytrer sig som noget nyt. For det første udviser den store stue ikke nogen fodskaar og den i forbindelse dermed staaende nedgravning i tomten (jfr. s. 5,1). Dernæst se vi ved hver side af aren en løs bænk med ryg eller en saakaldet brugdestol», der paa forsiden har en aabning til et gjemsel under sædet (pl. IX fig. 4. J og g, pl. X fig. 8). Dette slags bænke høre i det mindste for tiden kun hjemme i Sætersdal, hvor de dog vare i brug allerede ved middelalderens slutning, da der i universitetets samling er en saadan bænk med aarstallet 1543- ihvorvel det nok kunde tænkes, at den oprindelig har hørt til en kirke. Det er endvidere noget nyt, at bordet (pl. IX fig. 2. 3. 4. d, jfr. pl. X fig. 11) er fast og ikke længer et reisebord. Fremdeles træffes som nye gjenstande i stuen to senge (pl. IX fig. 2. 4. /. A jfr- pl- X fig. 7) med fodskammel; dog hid- røre disse senge neppe fra husets første tid, da de, som det vil sees, hvile paa pallen eller bænken (jfr. s. 4,1), medens denne vel vilde have været afskaaren for at give plads for sengene, hvis disse vare gjort samtidig med indredningen. Endelig maa frem- skabet eller skjænken (pl. IX fig. 3. 4 h jfr. pl. X fig. 3), der lige- ledes bæres af bænken, paa grund af sin form ansees for den yngste gjenstand i hele stuen. Det kan herved bemerkes, at der hos os ikke er bevaret eller findes nævnt skabe fra middelalderen, som have tilhørt beboelseshuse, men vel to saadanne skabe til kirkeligt brug. Derimod omtales i slutningen af det 15de hundredaar et slags møbel med navnet kandebænk og i begyndelsen af samme hun- dredaar dels i Aaslo og dels paa Faabergs prestegaard en saakaldet kan de stol (könmistöll), udentvil det samme ord som i skjøtning- stuerne paa bryggen i Bergen blev fortysket til kantstuhl. Denne kandestol var vistnok kun en simpel opsats med hylder eller et bord, i sit navn og øjemed saaledes svarende til det engelske cup- board, og en forløber for det i form af skjænk eller buffet først i det 17de hundredaar fra udlandet gjennem byerne overførte frem- skab, hvis navn som bekjendt hidrører fra, at det i modsætning til hjørneskabet staar længer frem i stuen. Forresten maa det til- føjes, at disse skabe egentlig have sit hjem udenfor vestlandet, hvor deres anvendelse kun synes at have været meget sjelden. Derimod er der i Kvestestuen flere indretninger, som ikke ere noget nyt, men kun vise sig saaledes i modsætning til de foran beskrevne stuebygninger, fordi de ere fuldstændig bevarede og saa- ledes kunne give en klar forestilling om sine enkeltheder. Dette er navnlig tilfældet med ilstedet, den saakaldte aare eller are og alt hvad dertil hører. Aren (pl. IX fig. 4 a) danner en aflang firkant, højner sig omtrent 1 fod over gulvet, og bestaar af en stenramme, der omfatter stampet grus eller jord og paa den ydre side eller nærmest døren er forsynet med en opstaaende flad sten eller helle, den saakaldte blækkesten, hvis hensigt, som navnet (af blaka, for- hæng) viser, er at beskytte ilden mod vindpust fra døren. Medens de to hylder, den ene over den anden, i stuens indre del ved lang- siden til højre for indgangen (pl. IX fig. 2) mulig ere noget sær- eget for denne stue eller i alle fald for Sætersdalen, maa derimod de tvertræer (paa vestlandet: «biter», paa østlandet: «slinder»), som strække sig over «raanden» eller det aabne loft, den ene længer inde i stuen, de andre nærmere døren, den nærmeste udentvil sva- rende til den gamle hurbåss, ansees typisk for alle Ijorestuer, da de ogsaa træftes ellers, hvor der nu findes saadanne stuer, navnlig i Bergens stift. Foruden den tjeneste, disse biter gjøre ved at forbinde begge langvægge, afgive de ogsaa støtte for den sving- bjælke, hvori skjærdingen med gryden hænger over aren, eller den