Kunst Og Haandværk Fra Norges Fortid

o: Ogsaa bygningen paa søndre GJELLERUD (pl. XV) havde fra først af are i den egentlige stue (fig. 3 d) og hele den øvrige gamle indretning, navnlig kove (c) og loft, begge med lysaab- ning, forstue (d), og skot paa to sider. Senere har man sløifet aren og Ijoren, indsat peis (b) med skorsten i det store rum, lagt loft derover, udskaaret vinduer, samtidig belagt taget med teglsten istedetfor torv, og borttaget svalgangen undtagen den lille del (e), hvori klosetet staar, dog ere sporene af svalgangens gulvaaser endnu synlige paa gavlsidens nederste stok (fig. 2). Endvidere har man, for at kunne benytte forstuen paa en anden maade, end oprindelig bestemt, fyldt dens indgangsdør (g jfr. fig. 1), ud- skaaret en ny dør i det store rum og foran denne dør ved hjelp af det borttagne skots træverk tilbygget et bislag. Endelig er den lille glug i loftet bleven udvidet til en stor aabning (fig. 2), hvortil der nu kun er adkomst ved hjelp af en ydre stige. I sin nye form og navnlig derved, at man fra det ydre kommer lige ind i det store rum, har bygningen saaledes faaet den indretning, der fra den tid, da man begyndte at opføre huse med skorstene, er blevet et væsentligt kjendetegn for østlandet i modsætning til, hvad der finder sted paa vestlandet og nordenfjelds. Efter hvad der siges paa gaarden, bleve de paapegede foran- dringer, eller i alle fald flere af dem og navnlig indretningen af den nye dør og bislaget, udført i 1836. Fra den tid hidhører og saa det «Anno 1300»/ der findes udskaaret i en stok over døren og, som det heder, er en gjentagelse af et aarstal, der var ind- hugget paa husets i sin tid nedtagne store mønsaas. Heri maa der dog være en misforstaaelse eller fejllæsning. Det kan nemlig vel j sig selv være muligt, skjønt neppe sandsynligt, at huset er saa gammelt som det nævnte aarstal angiver; men en mønsaas lader sig ikke forene med aren, da den vilde dække over Ijore- aabningen og saaledes komme i strid med dennes hensigt. Møns- aasen kunde derfor ikke være oplagt, førend aren blev sløifet, hvad der vistnok i alle fald ikke er skeet før det syttende hundredaar, og fandtes der virkelig noget aarstal paa •mønsaasen, saa maatte det have været urigtigt opfattet. Nogle af husets enkeltheder ere gjengivne i større maalestok, saaledes bislagbts stolper i fig- 4 og 5, enderne af dets vindskier i fig. 6 og det horisontale baand mellem stolperne paa panelet eller «skjentilet» (skjaldfyili) i fig. 7. Stuehuset paa RAMRERG (pl. XVII) er deri forskjelligt fra alle de foran beskrevne bygninger, at det baade er yngre end disse og, naar undtages det senere tilføjede skur, fra først af har været opført som det nu er. Det viser sig i sin helhed som en overgang fra den gamle til den nyere tid navnlig paa østlandet. Vi træffe saaledes her endnu den gamle grundplan og aabent loft over den store stue samt hovedsagelig et sperretag (fig. 2. 5). Men paa den anden side viser den nyere tid sig deri, at istedetfor are og Ijore, med hvad dertil hører, er kommet peis med skorsten (fig. 5 a), mønsaas (fig. 1.2), hvorpaa sperrerne hvile, og vinduer, og som følge af disse har man opgivet at tilføje et skot. Taget, som nu er belagt med teglsten istedetfor torv, har faaet flere vindskier og, som dækning over fugen ved disses sammenstød, et lidet spir paa gavlspidserne (fig. 4). Dørene ere forhøjede, og inde i den store stue have bænkene paa sine steder maattet vige plads for peisen (fig. 5 a), sengen med tilhørende skab (b, f) og skjænken eller «framskabet» (e). saaledes at alle disse tre nykommere nu hvile paa gulvet, medens hjørneskabet eller «roskabet» (d) endnu staar paa bænken. Dertil kommer, at man har glemt eller opgivet at følge den gamle vedtagne skik (jfr. s. 4,1), som krævede, at høj- sædet skulde have sin plads ved den væg, hvor nu sengen (fig. 5 b) staar. Af husets enkelte dele fremstiller tegningen i større maalestok hovedindgangsdøren (fig, 6), fremskabet (fig. 9), hjørne- eller ro- skabet (fig. 10), bordet (fig. 11), vindusposterne (fig. 12), endelig sengen med tilhørende fodtrin og skab (fra siden fig. 7, foran fra fig. 8, jfr. fig. 5 b, f). Ved dette skab kan merkes, at der i bun- den af dets indadgaaende fordybning omtrent midt paa er en fir- kantet aabning til sengen. Som foran (s. 7,1) bemerket, kan det neppe være tvilsomt, at alle vore stuebygninger fra først af og langt ned i tiden væsentlig havde samme indretning over hele riget. For vestlandets vedkom- mende fremgaar dette dog ikke endnu med fuld klarhed af den eneste stuebygning derfra, som foran er fremstillet eller Landsvik- stuen, da denne i nogle dele (jfr. s. 5,2) viser sig som en undtagelse. Derimod sees forholdet tydeligt af de to stuer, som gjengives paa pl. XVI. Den ene staar paa OPHEIM (fig. 1- —5), den anden paa STEDJE (fig. 6—8), og ligesom der er stor afstand mellem dem med hensyn til beliggenhed, saaledes er det samme tilfældet hvad alderen angaar, da den første, ved hvis dør der er indskaaret «AOD [anno domini] 1665», vistnok er over 100 aar ældre end den sidste. I begge disse huse sees nu for det meste, hvad vi foran have truffet som væsentligt baade for østlandske og nordenfjeldske stue- bygninger, saaledes forstue og kleve med et loftsrum over begge, en større stue med raand eller aabent loft og Ijore, en eller to biter eller tvertræer, endvidere langs den egentlige stues vægge muld- bænke, som dog paa sine steder afbrydes ved senere tiders ind- retninger, navnlig senge og i Opheimsstuen tillige et ur; endelig er taget ogsaa her, som ellers, baaret alene af sperrer og dækket med torv. Derimod er der intet omgivends skot, og i den store stue heller ikke noget hjørneskab (roskab) eller fremskab. Forresten er der ogsaa nogen forskjel mellem begge stuer. Dette, der hænger sammen med deres forskjellige alder, viser sig navnlig deri, at Opheimsstuen har bibeholdt den gamle typus ufor- andret, og at den i det hele saavelsom i enkeltheder har et mere karakteristisk præg. Dørene have her endnu sin gamle plads (fig. 1) og ringe højde (fig. 2), skillevæggen mellem forstuen og kleven er fremdeles kun af panel, bordet (fig. 1 a, jfr. fig. 3) og forsædet (fig. i b) have sin gamle længde og højsædet (c) indtager den rette plads. I Stedj estuen (fig. 8) derimod er den omtalte skillevæg op- ført af laft som de øvrige vægge og har tillige faaet en dør til forstuen; alle døre ere meget forhøjede (fig. 6), og mod al gammel skik er hovedindgangen sat i gavlen istedetfor paa sidevæggen; det indbyrdes forhold mellem forstuen og kleven er betydelig forrykket, og som følge deraf ere begge døre skudte længer til side (fig. 6); endelig har den store stue faaet vinduer (fig. 8), hvorhos bordet (a) °g forsædet (b) ere forkortede næsten til det halve, og højsæ- det henvist til den modsatte side af den rette. Den største interesse ved disse stuebygninger er, at de næsten fuldstændig have bevaret to væsentlige indretninger, som nu meget sjelden træffes, nemlig den saakaldte røgovn og Ijoren. Den sidste bestaar, som det vil sees (fig. 2, 6, 7), hovedsagelig af tre dele: den egentlige Ijore, skjaaen og stangen. Ljoren ligner omtrent en i begge ender aaben firkantet kasse, noget videre nede end oppe, støttet af sperrerne og øverst afsluttet med en bredere kant (Ijore- stok). Paa denne hviler igjen den saakaldte skjaa med sin «grind» eller ramme, der er overspændt med blæreskind eller en lignende gjennemsigtig hinde (skjaa), hvoraf dens navn. Paa underkanten er tversover grinden en stok med en fremstaaende tap, som om- fattes af den gaffelformede ende (fig. 7) af Ijorens tredje væsentlige del, skjaastangen, og er fæstet dertil ved en gjennemgaaende nagle, dog saaledes at derved dannes et hængsel. Naar skjaaen skal tages ned, bærer man sig ad paa følgende maade: først løftes skjaaen ved hjelp af stangen saa højt over Ijorestokken, at den gaar fri af denne og faar en lodret stilling, dernæst gjør man med stangen en liden drejning, hvorved skjaarammen faar en diagonal