Kunst Og Haandværk Fra Norges Fortid

10 retning i forhold til Ijorekarmen og saaledes kan tages ned igjen- nem aabningen; en modsat manøver anvendes da, naar skjaaen skal sættes op. Endelig hørte til Ijoren foruden skjaaen, der gav lys i stuen om dagen, ogsaa en lem eller luge, kaldet skjdl eller fjæl, der om natten lagdes over aabningen. At begge de omtalte dæksler ogsaa brugtes i gammel tid sees dels af Kongespeilet, hvor det omtales, at nordlysene paa Grønland ved at kaste sit skin gjennem skjaaen, oplyste stuen, og dels af Snorres fortælling om Einar Tambeskjelves drab (1050) i kongens maalstue i Nidaros. Det siges der, at kongen før Einars indtrædelse i stuen havde ladet drage fjælen (snita fjol) over Ijoren, hvorved aabningen betydelig indskrænkedes, saa der var næsten ganske mørkt i stuen. Den anden ovennævnte indretning, som sees i begge stuer, er den saakaldte røgovn eller det egne slags ildsted, hvoraf ovenfor kun er truffet spor (s. 5,1,2, 7,1) i det norden-og vestenfjeldske Norge. Dette dannede her et led mellem aren og peisen med skorsten, medens man, som det synes, i det øvrige land eller i alle fald omtrent østenfor Sireaaen gik umiddelbart over fra are til peis. Men da huset ogsaa efter røgovnens indførelse vedblev at være uden skorsten, indtraadte derved forsaavidt ikke nogen forandring, idet røgen fra ildstedet fremdeles gik ud i stuen og derfra op igjen- nem Ijoren, hvorfor dette slags ildsted fra den tid af, da skor- stenen gjorde sin indtrædelse, i modsætning til de i forbindelse med denne staaende ovne, fik navn af røgovn. I andre henseender medførte dette slags ovne store fordele. Først og fremst blev stuen derved rummeligere, da hele dens gulv blev frit, idet ildstedet henlagdes til et hjørne og navnlig til det ved kleven (se fig. 1 d. 8 c); endvidere kunde der nu, om man vilde, anvendes trægulv; der fremkom ogsaa en jevnere og større opvarmning, idet ovnen, naar først dens stene vare ophedede, vedblev i længere tid at ud- sende varme, medens luften i arestuen kun ophededes ved umid- delbar udstraaling af ilden; dertil kom endelig, at medens brugen af are gjorde det nødvendigt at holde sig ved jorden og indskrænke huset til ét stokverk, kunde man efter indførelsen af det nye ildsted bygge et andet stokverk, hvori ovnen anbragtes, medens det ne- derste rum kunde bruges til kjelder eller oplagsrum. Dog udkræ- vedes der en særegen forsigtighed ved benyttelsen af disse ovne, da der ellers lettelig kunde opstaa brand i stuen, naar ildtungen fra ovnen brød frem, hvorfor man, hvad der ogsaa sees i ældre bestemmelser om skjøtningsstuerne paa bryggen i Bergen, stadig maatte have vand ved haanden for at dæmpe luen. Endelig var der den ulempe ved disse ovne, at man paa grund af deres svage lufttræk alene kunde bruge træ som brændsel, ikke derimod torv. Saameget uforklarligere er det derfor, at man paa det skovrige østland ikke finder noget spor til, at dette slags ovne har været i brug der. Det kan neppe være tvil underkastet, at det er nysnævnte slags ildsted, som menes, naar Snorre fortæller, at Olaf kyrre (1067 —1093) byggede «ovnstuer», hvori da ogsaa ligger, at han var den første, som indførte disse ovne. Naar nemlig vore forhold sammenlignes med udenlandske, kan det ikke vel tænkes, at man her dengang allerede skulde have faaet skorstene. Det er ogsaa kun 17 aar efter hans død, at hans sønnesøn Eystein paa kongs- gaarden i Bergen reiser en hall paa to stokverk, hvori der allerede dengang, om end først udtrykkelig nævnt 70 aar senere, maa have været «stenovne», der ogsaa allerede i 1155 træffes i et andet hus i Bergen. Senere udbredte disse ovne sig, som anført, rundt om paa vestlandet og nordenfjelds helt til Finmarken. Som det vil sees af tegningen (fig. 1 d, 4, 5, 7, 8 c), er ov- nen muret op af sten omtrent i form af en kasse uden laag, der staar paa ende og med aabningen ud mod stuen. Foran er der en fremstaaende kant eller grue, hvorpaa gløderne rages ud og bruges til kogning, og for dette øjemed findes ogsaa undertiden anbragt tversover ovnens aabning en jernstang til derpaa at hænge skjærdingen (fig. 7). For derhos at hindre ovnsmuren fra at spræn- ges ud ved varmen, er den indrammet og sammenholdt af et øverst paa begge sider (fig. 4, 5, 7) anbragt panel (om nbol k, brik, skjaldti I), som undertiden dækker ovnens ene side og i hjørnet har en opretstaaende planke (fig. 5 a, 6), den saakaldte kallhovde. Denne afsluttes øverst med en rund skive, der ikke sjelden er prydet med udskjæringer, og oprindelig paa grund af navnet (i det gamle sprog karlh'ofåi) maaske har havt et mandshoved. I Op- heimsstuen er standeren, som det vil sees, først fra 1761 eller i næsten 100 aar yngre end stuens opførelse, og den har da følgelig afløst en ældre. Kallhovden fastholdes igjen noget ovenfor midten af en horisontal stok (fig. 5 c), der undertiden til større støtte for det hele med sin ene ende gaar tvers igjennem stuens tømmervæg og paa udsiden af denne er forsynet med en tversplint. Dette er j da ogsaa tilfældet med de to tverstokke gjennem kallhovdens top. Den største modstandskraft mod ovnens tryk faar dog kallhovden, naar den, som i Stedjestuen (fig. 6. '7) hviler mod stuens ene tver- træ eller raandebite (jfr. s. 7,2). Forresten er kallhovden i sin ene kant forsynet med indskaarne hak for at fastholde Ijorestangens vidjebaand i enden (fig. 2, 6, 7). I umiddelbar forbindelse med ovnens panel staar enten et skab (fig. 6) en kasse eller en brik, den sidste baade i navnet og anvendelsen svarende til den korte bænk, som fra først af i arestuerne var anbragt mellem døren til forstuen og nærmeste hjørne. Som en egen indretning maa endelig omtales den bøjle, der sees i Stedjestuen paa den smale opstander i mellem begge døre (fig. 6). • Dette er den saakaldte braak, der || her er af jern men ellers undertiden af vidje. Den træffes ofte i li stuerne i Bergens stift paa samme sted, og bruges til beredning af skind ved at drage det frem og tilbage over bøjlen. Tildels som bestyrkelse paa, hvad ovenfor er sagt, om de |l vestlandske stuer, kan ogsaa her af de ovennævnte optegnelser fra |l Etne hidsættes endel bemerkninger, der tillige indeholde flere ka- rakteristiske træk af det daglige liv i disse stuer. Det siges saa- ledes for det første, at der ovenpaa de omtalte to raandebiter eller || tvertræer «lagdes ved og materialier til tørring», hvad vi ogsaa se i Stedjestuen (fig. 6). Dernæst, heder det, at «skorstenen [d. v. s. ildstedet] kaldtes røgovn. Paa den stenhelle (omn he 11a), som dækker røgovnen, tørkedes korn og malt. Ved saadan leilighed blev fra kallhovden til væggen lagt en bred fjæl, der stod paa kant og gik noget nedenfor ovnshellen et lidet stykke fremmenfor den. Fra denne fjæl lagdes paa den side, hvor briken er, og den lige overfor værende væg to stokke, paa disse igjen fjæler, og ovenpaa dem laa hæra, et tæppe, arbeidet af hestetagel, hvorpaa maltet udbredtes for at tørres. Kallhovden kaldtes den planke, som gik fra gruen og fæstedes i raandebiten; herpaa hang lampen lj (kola). Kallhovden var udskaaret og stuens bedste prydelse. Briken var en kasse langs røgovnen. Heri opbevaredes skotøj m. m. Disse sager maatte dog vige pladsen, naar vinteren kom; thi da skulde høns og grisunger have sin plads der. Ved siden af briken havde de nyfødte kalve, lam og slige dyr sin plads et par dage, efterat de vare fødte. Det lille bord ved briken, som kunde slaaes op mod væggen, kaldtes skiva. Denne brugtes til spisebord i hverdagslaget, og briken tjente datil sæde for saamange, som kunde rummes der. — Om dagen dækkedes Ijoren med en sk jaa for at slippe lyset ind, og naar dagslyset var forbi, toges Ijorestangen ned med skjaaen, og naar huset var opildet, og det skulde tættes for at holde paa varmen, blev fællen [sic. fjælen ?], I et bræt, som passede efter Ijorestokken, sat op. Der var saa- ledes aldeles mørkt, og for at komme efter, om dagen brød frem, var der boret et hul i væggen ved hovedgjerdet af sengen, hvori || var sat en pind (sengenabben). Gjennem dette hul kigede madmoderen ud, naar hanen i briken vækkede anden eller tredje gang, for at se, om tiden var til at staa op og ilde paa. Ljore- stangen hang for det meste løs, og det hørte til dagens orden, at man for paa den og fik buler i hovedet; naar man frygtede for uveir om natten, eller der var storm om dagen, blev til Ijorestangen bundet stene, gryder eller andet». H