Kunst Og Haandværk Fra Norges Fortid

I eq vaaben. Dette er i sin helhed oftere anvendt blandt udskjærin- gerne paa bygninger i Numedal, hvor det først træffes i et stabur fra 1725 paa den her omhandlede gaard Sternes. Ligeledes er det eget for Numedal, at hustaget, som vi her se, ligesom i Japan og Kina, øverst oppe springer længer ud end nede ved gavlens be- gyndelse. Selvfølgelig har dette til hensigt at give væggene en større beskyttelse mod vandet. Pl. XXI fremstiller for det første et stueh us paa KITTIES VIK i Hallingdal (fig. 1—4), antagelig omtrent fra midten af forrige hundredaar og væsentlig med samme indretning, som tilhører peis. tiden. Dog er forstuen her omdannet til et eget kjøkken (fig. 4 Q, men med bibehold af dens gamle dør, saaledes at huset nu har to indgangsdøre og, svarende dertil, to bislag (fig. iD jfr. fig. 3). Det store rum (A) viser fremdeles aabent loft med to tvertræer eller slinder (d og e)\ men istedetfor, som ellers almindeligt efter røgstuetidens ophør, at anbringe senge i selve stuen og da i dens ene hjørne, har man her, som noget ejendommeligt for Halling- dal, indrettet et eget sengerum over stuen ved at lægge gulv fra tvertræet d til gavlen og ovenpaa gulvet reise tre panelvægge. Dette rum, hvortil en bevægelig stige fører op, gaar almindelig under navnet Hemsedal paa grund af, at denne bygd som bekjendt ligger højere end Hallingdal. Indretningen af rummet kan bedst sees af fig. 1 og 2. Den første figur fremstiller et snit gjennem den udprikkede linje xy i fig. 4 og saaledes, at man tænkes vendt mod husets indgang, medens fig. 2 viser tversnittet uv i fig. 4.A, hvor man tænkes at se mod dette rums ydre gavlside. Forøvrigt har den store stue, som det vil sees dels af nysnævnte snit og dels af grundplanen (fig- 4), bibeholdt større stykker af røgstuetidens faste vægbænk (b b b), og højsædet indtager endnu sin gamle normale plads i forhold til indgangen (jfr. s. 4), dog har dette sæde nu faaet to stadige ledsagere, fremskabet (a) til højre og «roskabet» eller' hjørneskabet til venstre (c). Fig 5 viser et langnit og fig. 6 grundplanen af et hus paa GAMMELSRUD, den ældste stuebygning eller i alle fald den eneste med aabent loft, som nu findes i Smaalenene; dog skal den, allerede før tegningen blev forfattet, have undergaaet endel forandringer, uden at det vides, hvori disse bestode. Forøvrigt kan det bemerkes, at husets indretning afviger noget fra den sedvanlige derved, at der foruden den egentlige stue (fig. 6 41) synes kun at have været ét mindre rum (B og C) og at ogsaa dette har aabent loft. Deri- mod viser udstyret væsentlig det samme, som tilhører peistiden, nemlig foruden de gamle vægbænke (g g g), endvidere fremskab (e), hjørneskab (f) og senge (c c)\ dog kommer dertil endnu en, i alle fald først efter 1750 indført gjenstand, nemlig et ur (h), og for at skaffe dette plads ved væggen, er bænken paa vedkommende sted udskaaret. I rummet B er der bag skorstenen (a) i A en bagerovn (b) og desuden et skab (d)\ i C to senge (c c). Endelig gjengives i fig. 7 baade fra siden og forfra et bohave, hvis bestemmelse ikke lettelig skjønnes, med mindre det udtrykkelig bliver sagt. Det brugtes engang overalt og i det mindste gjennem middelalderen, men træffes nu saa sjelden bevaret, at det her frem- stillede exemplar tilligemed et andet aldeles ligt, som dermed ud- gjorde et sammenhørende par, maaske er enestaaende; i alle fald er det mig ubekjendt, at der i de tre nordiske lande findes side- stykker dertil. Begge indkom i begyndelsen af 1884 til universi- tetets oldsagsamling og have tilhørt den foran (s. 2—4) beskrevne gamle stuebygning paa Raudland, hvori de engang gjorde tjeneste som stillinger for langbordet. Begge ere nu meget skrøbelige og have ved reparation faaet flere nye dele, men heldigvis træffes ikke disse paa de samme steder i begge exemplarer, og det har saa- ledes været muligt med sikkerhed i tegningen at rekonstruere det oprindelige udseende, naar undtages de tre lodrette smaastøtter. Disse ere derfor kun antydede med prikker, for at vise det sted, hvor de have staaet, hvilket fremgaar af runde huller dels i under- kanten af det øverste tverstykke og dels i overdelen af det neder- ste. Som det endvidere vil sees af tegningen, er der til forsiring anvendt flere grunde, retvinklede lister eller høvlspor, og om det ikke allerede deraf sikkert kan sluttes, at vi her have gjenstande fra middelalderen, da det slags lister hos os endnu forekomme længe efter reformationen, saa er det dog utvilsomt, at formen og stilen i det udskaarne fantastiske dyrehoved og bladverket der- under er aldeles romansk. Yngre end det 15 de hundredaar kunne disse bukker i alle fald ikke være, men der sees Jntet til hinder for, at de ere ligesaa gamle som det omhandlede hus eller fra ca. 1300. Til nærmere forklaring af tegningen kan sluttelig bemerkes, at der, som prikkerne antyde, i hver ende af fodstykket er et gjen- nemgaaende rundt og lodret hul, rimeligvis for at optage trænagler til befæstelse i gulvet; men om disse huller ere oprindelige eller først senere tilkomne, tør ikke sikkert afgjøres. Derimod har den bordplade, som fik sin plads ovenpaa disse bukker, ikke været fæ- stet til dem, da der i det øverste tverstykkes overkant ej findes spor efter nagler eller andet lignende. Pladen har saaledes ligget løs og med sin ene langside paa vedkommende to steder støttet sig imod nakkerne af de udskaarne dyrehoveder, medens snuderne af disse vendte ind mod stuen eller mod den løse bænk, som med navn af forsædet havde sin plads ved denne side af bordet. For- resten ere begge dyrehoveder nu meget slidte, især paa snuden, hvad der rimeligvis hidrører fra en ofte gjentagen rengjørelse ved skuring. Som ovenfor (s. 3) bemerket, vare bordene gjennem hele middelalderen løse og bleve kun fremsatte, naar man skulde spise. I tydske digte kaldes bukkerne »stollen», og hos os betegnes endnu i mange bygder overhovedet ethvert understell til et bord med navnet «bordstol». I vore middelalderske skrifter, hvor ordet følge- lig knytter sig alene til løse bukker, træffes det kun nævnt et par gange. Den ene gang er i et dokument, der findes trykt som no. 131 i 3dje bind af vort diplomatarium og hvori det ved 1322 om- tales, at en gaard i Aaslo blev solgt med tilbehør, deriblandt »borde» og »bordstole». Det andet sted er i den af professor G. Storm i histor. Tidsskr. meddelte vise om bedragersken Margrete, der blev brændt i 1301 paa Nordnes i Bergen. I denne vise, der rimeligvis er forfattet i samme by og kort tid efter det nævnte aar, lader forfatteren hende, som bevis for, at hun var kong Erik Mag- nussøns datter med samme navn, blandt andet fortælle, at da hun var et lidet barn og løb omkring i hallen, faldt hun i sin faders <iborbstblari>, hvoraf hun endnu havde et ar. Saadanne stole hen- sattes da vel i en kraa, naar de ikke brugtes, medens pladen, der var forsynet med to jernringe, som foran (s. 5) omtalt, blev hængt op paa gavlvæggen. Naar ellers Christen Jensen i sin »norske glosebog» (af 1646) kalder disse ringeborde »Gildeborde», fordi de «i gamle dage brugtes til gilde», og naar det endvidere siges i de foran s. 10 meddelte optegnelser, at man «i hverdagslag» som spisebord nøjede sig med den til væggen fæstede lille «skiva», saa kan det heraf vistnok sluttes, at de løse bordplader og tilhø- rende bordstole udenfor haller eller store gildestuer i de alminde- lige husleiligheder kun bleve fremsatte, naar der var gjæster eller flere folk tilstede end sedvanligt. Af den foreliggende tegning vil det iøvrigt sees, hvorledes man i ældre tid hos os søgte ved ud- skjæringer efter evne at give de mest dagligdagse gjenstande et kunstnerisk præg. PI. XXII gjengiver stuehusene paa nedre GULSVIK i Hal- lingdal. Vi se her en samling af tre forenede bygninger, men op- førte med flere aars indbyrdes mellemrum. To af dem (fig. 1 og 2) ere tildels indskudte i bakken og paa andre sider omgivne med muldbænke. Alle fremvise de endnu sit oprindelige udseende, undtagen at de to nysnævnte, i hvert fald den ene (fig. 2), som utvilsomt ogsaa er den ældste, fra først af havde torvtag. Af denne er her gjengivet forsiden (fig. 2), den ene gavlside (fig. 4), ligeledes et indre tversnit (fig.3) og grundplanen (fig. 11). Den sidste afviger noget fra det sedvanlige derved, at den kun viser to rum, og at begge disse have udgang til det frie ligesom i stuen paa Kittilsvik (pl. XXI fig. 4). Ellers træffe vi her det samme som i ethvert andet hus fra peistiden, saaledes navnlig at taget ikke længer som i røgstuerne udelukkende bestaar af sperrer som bærende led men til støtte for disse ogsaa har nogle aaser, i nær- værende tilfælde dog kun én eller den saakaldte mønsaas (fig. 3). Det bedste bevis for husets alder er de malerier i limfarve, der, som noget usedvanligt, træffes i den store stues loft og paa dens vægge, og som rimeligvis hidrøre fra begyndelsen af det 17de hundredaar. I disse malerier fremstilles flere af de fra den tids folkeboger velkjendte figurer, navnlig Roland og finkeridderen, samt karikaturer, landskaber og dyr, og af disse igjen som oftest gjeter, hvorfor stuen gaar under navnet gjetestuen. Fig. 9 viser væg- stokkenes afskraaning mod den indre dørkarm og dennes profil.