Kunst Og Haandværk Fra Norges Fortid

18 Som supplement til de først omhandlede stuehuse med ét stok- verk sammenstilles paa pl. XXXVII nogle detaljer fra saadanne bygninger. Fig. i gjengiver en stue, som indtil for faa aar siden stod paa NORHEIM i Hardanger, men da blev kjøbt af en privatmand • og j bortflyttet. Stuen havde den gamle inddeling: forstue, kove og et større rum. Det er det sidstes indre væg, som sees paa tegningen, il og som sedvanligt for den nævnte anordning er der to tætstaaende j døre, hvoraf den højre aabnede sig mod koven og den anden mod forstuen. Dørene have ved hver side vægsøiler forenede ved rund- buer, og enhver af disse har i overensstemmelse med søilernes tal tre rundstaver, hvoraf tvende ere dannede som en taugsnoning, medens den mellemste forsires med over hinanden liggende skjæl eller spaan (i det tydske arkitektoniske sprog: schuppen, i det engelske: scollops). Lignende indramning fandtes ogsaa ved udsiden af døren mod for- stuen, medens den tilsvarende side af den anden dør mod koven var uden saadan forsirring. Som det vil sees, tilhører baade bue- I formen og forsirringsmaaden den romanske stil. Men da denne paa landet hos os ofte blev anvendt endnu i middelalderens seneste ) tid, kan bygningens alder ikke sikkert bestemmes. Dog tør det j vel ansees som vist, at stuen ialfald maatte være ældre end ca. 1500. Fig. 2, 3 og 6—8 fremstiller detaljer fra en anden gammel stue, som endnu staar paa AGA i Ullensvang. Gaarden har i sin tid havt mægtige ejere, hvoriblandt kjendes gulathingslagmanden hr. Sigurd Brynjulfssøn, der døde kort efter 1293. Som vidnerom noget usedvanligt ved gaarden tjener ogsaa baade bygningens om- hyggelige udstyr og den omstændighed, at der til gaarden hørte et privatkapel. Dette var af stavverk og stod tæt ved stuehuset; begge havde paa grund af terrænets skraaning, ligesom endnu stuehuset, en høj undermur. Kapellet blev borttaget flere aar før 1825, og i 1840 undergik stuebygningen en større forandring derved, at dens hjørner paa grund af raaddenhed bleve afsagede, og væg- gene dernæst, efterat være flyttede til hinanden, igjen sammenføjede, dog saaledes at den gamle indretning med stue, kove, forstue og loft over de to sidste blev bibeholdt. Den egentlige stue er endnu i 11—12 alen i firkant og den største af det slags i Hardanger. Den fik ved nysnævnte leilighed skorsten og kakelovn istedetfor den forrige røgovn af sten. Fig. 2 og 3 vise stuens forskjellige døre med deres jernbeslag (i større maalestok i fig. 7) og de for- siringer, som findes dels paa dørkarmenes overstykker og dels paa de til karmene stødende og i enderne afrundede vægstokke. Blad- verket paa disse (fig. 2, i større maalestok fig. 6) er, som det vil sees, rent romansk, medens forsiringen paa dørenes overstykker især i fig. 3 har en gotisk karakter i lighed med korsblomster. I det hele sees der ikke noget til hinder for, at stuens alder kan naa op til den ovennævnte Sigurd Brynjulfssøns tid. Fig. 8 viser en lysglug af klebersten i kjelderen. Ved sin form peger ogsaa denne glug hen paa det 13 de hundredaar. Fig. 4 er hentet fra en gammel, nu maaske nedreven stue paa VALSVIK i Arnefjord i Sogn. Vi træffe her en lignende forsi- ringsmaade af stokkene som i huset paa Aga, dog med skarpt udviklet relief og derfor maaske fra yngre tid. Fig. 5 afbilder et noget beskadiget men sjelden godt skaaret træstykke, som forefindes i Bergens museum. Det indkom dertil i 1841 fra den ovennævnte gaard Aga og skulde, som beretningen lød, have været anbragt ved Ijoren i en nogle aar før den tid ned- reven stuebygning paa samme gaard. Dog kan denne plads neppe have været den oprindelige, da stykket paa grund af sin hele karakter og navnlig den siddende figur snarest maa formodes at være overført fra det ovennævnte kapel. Figuren, dens stilling og højsædet minde nærmest om saadanne fremstillinger, som træffes paa vore konge- eller biskopssegl fra middelalderen. I det hele er stykket noget nær enestaaende hos os og maa vistnok henføres til det 13de eller 14de hundredaar. 111. LOFTER og STABURE. Q^/Ølandt de vigtigste bygninger paa hver gaard hørte fra gammel tid hos os, ligesom vistnok ogsaa hos de fleste andre germanske folk, et bur. Dette var en fritstaaende bygning uden ildsted med den bestemmelse at tjene som gaardens for- raadshus, hvori baade madvarer, klædningsstykker (fat) og andet værdifuldt løsøre blev opbevaret. Af hensyn hertil gik bygningen ogsaa, dog sjeldnere hos os, under navn af fatabur. I førstningen var vel buret kun paa ét stokverk, men allerede fra højt op i middel- alderen og nedad til vor tid har det i regelen havt to stokverk, hvoraf det underste tjente som madbod, medens det andet var klædeskammer og soverum dels for gaardens folk og dels for gjæster. Forsaavidt var der heller ikke nogen forskjel mellem et bur og et loft (lopt). Det sidste ord kommer af at lyfta (løfte) og betyder saaledes, hvad der højner sig over noget andet f. ex. luften over jorden, men, anvendt paa en bygning, et rum, som ligger højere end det underste, og derefter er ordet gaaet over til at betegne hele bygningen, som vi kunne se i sagaerne og af kjæmpevisernes «høge-» eller «højenloft». Heller ikke med hensyn til konstruktionen er der nogen forskjel mellem et bur og et loft: begge ere laftbygninger, hvis øverste stokverk omgi- ves med svalgang af stavverk. Svalgangen var nemlig nød- vendig for at kunne komme til øverste rum, saalænge trappen, som altid dengang tilfældet, blev lagt udenfor væggene. Dog er der her forsaavidt nogen forskjel mellem begge bygninger, at trappen i buret som regel ligger paa gavlsiden, men i loftet ved den ene langvæg. Dertil kommer, at loftet staar lige paa jorden, medens buret hviler paa stolper og derfor kaldes stabur, hvad enten ordet kommer af stabbe og derfor bør skrives stabbur eller af stav. Hensigten med disse støtter er, som bekjendt, at fri rummene for skjærende utøi. Forresten har jeg ikke truffet ordet «stabur» før i nogle bestemmelser fra 1539 om de throndhjemske kynikers land- gaarde og hvori forraadshuset for tydeligheds skyld nærmere be- tegnes med «qvam Stabur vocant» (som de kalde Stabur). Dog kan det vel ikke være tvilsomt, at skikken med at sætte buret paa stolper af det ovennævnte hensyn hidrører fra gammel tid. Saa- vidt jeg skjønner, maa vel ogsaa det i sagaerne forekommende ord stokkabur have samme betydning i lighed med stokkaker, der be- tegner et kar, som er sat paa stokke. Som bekjendt ere stabu- rene lidt efter lidt forsvundne paa mange steder i landet, hvor man for bekvemmeligheds skyld har indrettet særegne rum for vedkom- mende sager i vaaningshuset. En af de ældste bygninger af ovennævnte slags i landet er loftet paa VINDLAUS i Thelemarken (pl. XXXVIII). Det blev for ikke mange aar siden flyttet dertil fra den nærliggende gaard Lofthus, men om det ogsaa her stod paa stabber, vides ikke. Fig. 1 og 2 gjengive bygningen fra forskjellige sider. Som det heraf vil sees, er den nu noget forfalden, da svalgangen med dens gulv og brystværn er bortraadnet, dog er der endnu spor til, at svalens ydervæg eller «skjeldtil» har havt stavkonstruk- tion, idet der paa underkanten af stavlægjerne oppe og i over- kanten af svillerne nedentil viser sig en fals for plankerne. Som nyere tilkomne dele tør vel ansees de øverste korslagte vindskier med deres krøl, hvortil vi have et sidestykke i det nyere nærlig-