Kunst Og Haandværk Fra Norges Fortid

22 sval havde mod øst en firkantet glug eller aabning (se fig. 6), og «ligefor samme var et værelse med samme fagon som» indgangs- døren til 2det stokverk. «I dette værelse fandtes sengen (fig. 5), som er en bænk, slagen til væggen, henimod 7 al. lang, ij al. høi og ij al. bred. Under vinduet (mod syd, se fig. 4) var en bænk at sidde paa; i vest var en dør, som gik ud til en sval; ellers var i dette værelse intet loft af bord men aleneste nogle bjelker [tvertræer], som gik tvers over det. Endelig er det at anmærke, at dette gulv, som ogsaa var af meget tykke bord, var fuldt af huller som en otteskilling [altsaa ca. 2,5 cm. i tvermaal], saa man gjennem samme kunde se ned i værelset» nedenunder. Den øvrige eller nordre del af 3dje stokverk var optaget af «et værelse noget || mindre end næstforrige; i samme var ingen vinduer, men alene i| et par smaa glugger; døren dertil var med jernlaas, da ellers alle de andre var af træ» .... »Forresten var tømmeret overalt af ugemen størrelse, længde og tykkelse, og lafterne laa saa net sammen, at der ei kan trænge fugtighed igjennem. Taget var af bord, med lægter sammenslagne. Endelig, dersom alle de bonde- huse, som tid efter anden er bygte tæt op til dette, var borte, da kan jeg sige, at jeg snart ikke har seet angenemere situation end den, som lod sig tilsyne paa høie-loft og svalerne». De omtalte runde huller i gulvet synes uforklarlige, men spør- ges kan det, om de ikke hidrørte fra en senere tid, da rummet maaske blev anvendt til et brug, som vi nu ei kjende. Heller ikke kan man af den lille tegning faa nogen forestilling om forsiringerne paa sengen (fig. 5) eller omkring døren til 2det stokverk (fig. 6). Derimod er formen af vinduerne (fig. 4), hvortil der ellers ikke kjendes noget sidestykke hos os, aabenbart en efterligning af spidsbuer. Fig. 3 gjengiver en planke med rige udskjæringer i romansk stil. Planken indkom i 1849 t’l universitetets samling, og det blev da sagt, at den var sidestykket af en seng, som havde til- hørt det ovenbeskrevne loft. Paa grund af sin størrelse bg form kan den ikke være den samme som fig. 5 og har overhovedet neppe tilhørt en seng. Efter hvad en paalidelig mand paa stedet for- talte mig i 1874, havde planken i længere tid været anbragt i den nærliggende Høigjords kirke paa stolene ved juidtgangens nordside, indtil disse forandredes. Kirken er endnu tildels en stav- kirke, og man har derfor gjættet paa, at planken oprindelig havde sin plads tvers over korbuen som i flere andre stavkirker, men dette kan ei have været saa; thi baade synes planken dertil for lang og endnu har den, som det sees, tabt noget ved borthugning, desuden er der i visse afstande baade paa plankens over- og underkant indboret huller for at fæste den til noget, medens be- nævnte tverstykker i stavkirkerne ellers staa frit; dertil kommer, at denne planke kun har udskjæringer paa den ene fladside og at selve ornamentet paa dette slags stykker ellers er fortløbende, medens det her udgaar til begge sider af løvebilledet som midte. Spørs maalet om, hvad bestemmelse denne planke har havt, faar derfor henstaa ubesvaret. Holde vi os til den ovenberørte form af vinduerne, kan loftet ialfald neppe være ældre end slutningen af det 13de hundredaar. I den anførte beskrivelse af 1751 kaldes det «Adolf Erlingssøns grevelige residens», og andetsteds fortælles, at et lignende »høge- loft», som indtil henimod 1822 fandtes paa nabogaarden Berg, skulde have været beboet af Alfs syster. Men begge beretninger kan vist med god grund henregnes til de lavede sagn; thi det vides ei og er heller ikke rimeligt, at den bekjendte jarl med det anførte navn (f 1290) har havt eiendomme paa den kant af landet eller Vestfold. Udentvil hidrører fortællingen fra en misforstaaelse, idet man opfattede det sted, hvortil hr. Alf skrev sig, som Tøns- berg, medens navnlig G. Munthe forlængst har paavist, at det var gaarden Thornberg eller nu Thanberg paa Ringerike. Allige- vel synes der som sagt neppe at være noget til hinder for, at loftet kan være samtidigt med ham, ihvorvel det tør ansees mere rime- ligt, at bygningen først er opført i det 14de hundredaar. 1*1. XLV. Ligesom paa pi. XLII, saaledes fremstilles ogsaa her to dog tildels beskadigede portaler fra et ældre loft, som nu findes anbragte i en nyere bygning paa SKJØNNE, men er meget for-, skjellige fra hine. Vel sees ogsaa her en tradition fra de gamle stavkirker i de sammenstillede drager eller dragehoveder (se høire dørpost øverst fig. 2) og ved anbringelsen af løvefigurer paa dør- posternes toppe (fig. i og 2). Men naar undtages det fine blad- verk i beslaget paa den øverste dør (fig. 1), vidner ellers alt ved sin barbariske vilkaarlighed i behandlingen af formerne om kunstens forfald i middelalderens senere del. Til en nærmere bestemmelse af tiden kan især peges paa slyngningerne og bladverket i det nederste portals (fig. 2, jfr. fig. 4) arkivolte, da karakteren i disse dele har stor lighed med, hvad der sees paa dørstolper fra Tudals kirke (N. Bygn. Ill pl. XXVIII), som var yngre end 1369. For- øvrigt gjengiver fig. 5 i stor maalestok krøllerne paa halsen af den ene løve (fig. 2) fra issen og nedad, medens krøllerne fra øiet og opad tilligemed den nedhængende manke sees i fig. 3. PI. XIjX'1. Gaarden LØDVE, hvorpaa det afbildede loft staar, er nabogaarden til det foran omtalte Finne og var ligeledes ialfald i det 14de hundredaar eiet af adelsmænd. Loftet er opført af rundt, fint telgjet tømmer og har to stokverk, hvoraf hvert inde- holder kun ét rum, det underste (fig 7) som sedvanlig uden lys- aabninger og benyttet som madbod, det øverste (fig. 8) anvendt til klædeskammer (det gamle fatabur'). Paa indgangsiden og begge langsider se vi bygningen omgivet med svalgang. Denne har oprindelig, som det tydelig kan sees, havt sedvanlig stavkonstruk- tion, men fik for et snes aar siden tæt bordklædning, saa at der udvendig nu ei sees andet gammelt end nogle forsirede stokke og en glug øverst i gavlen (fig. 1 og 2). Det underste stokverk har, naar de nyere indgange (fig. 1) til svalen sættes ud af betragtning, 2 døre (fig. 7), begge firkantede og simple. Det 2det stokverk (fig. 8, jfr. fig. 3, der er et snit efter abcd i fig. 4) viser sig der- imod overalt rigere udstyret. Det har foruden en lysaabning (fig. 8/z), hoveddøren i (jfr. fig. 3) og sidedøren g (jfr. fig. 4, i stor maalestok fig. 5) med indskaarne forsiringer paa de tilstødende vægstokke, hvoraf et profil sees i fig: 6, og omgivende listverk af lighed med loftet paa Finne (pl. XLIII fig. 8). I dette rum fandtes, da jeg var der i 1871, en gammel bordplade, som havde været brugt ved brylluper og andre festlige leiligheder; den bestod af en I2| fod lang furuplanke med den anselige bredde af 21 tommer, og forsynet i hver ende med storhovede jernnagler. Det rigere arbeide, som viser sig ved rummets sidedør, er i end større overflod tilstede ved hovedindgangen (pi. XIÆ11). Saaledes træffe vi her for det første nærmest døren pilastre, for- enede med 3 arkivolter, som i sin form vise en forhøiet rundbue eller rettere en spidsbue og hvis profiler i fuld størrelse gjengives fig. 2. Dernæst er der inds'kjæringer paa stokkene ikke alene ved begge sider af døren men ogsaa ’over denne, og paa- det første sted sees endvidere tilføiet et slags forsiringer, der synes at skulle forestille træer eller gotiske spidsgavler og hvortil kun noget lig- nende kjendes fra den gamle, forlængst nedrevne bygning paa Hval i Sogndal (Urda I pi. 7). Endelig er der anvendt et par lignende forsiringer ved hver side af buen, til venstre dog Sand- synlig med et grantræ til forbillede; som bekjendt er dette træ paa hele vestlandet kun vildtvoxende ved Vossevangen. En eien- dommelig forsiring er tilføiet paa samme side af buen ved en nu noget utydelig, malet fremstilling af et par figurer med, som det synes, middelaldersk dragt. Selve døren er ogsaa forsynet med rigt beslag, hvori sees forsirende rosetter, men fremviser dog