Folkebad
For Landsbygden
Forfatter: Hjalmar Aass, Einar Møinichen
År: 1908
Forlag: Det Mallingske Bogtrykkeri
Sted: Kristiania
Sider: 138
UDK: 613.4
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
10
da efter al have besudlet vore Fingre med «leite kanske gaar
lige hen og spiser og tager i Maden uden at vaske os først,
saa er det klart, at vi løber stor Resiko for ubevidst at
bringe mangen Sygdomsspire i os. — Eller har man 1. Ex.
været i et Lokale fuldt af Folk — Danselokale, Forsam-
lingshus eller lignende, kan man være sikker paa at have
faaet paa sig et helt Lag med Støv i Haaret og overalt.
Dette bør man skyndsomt se at vaske eller bade al sig;
thi man resikerer let, at der med Støvet følger ubehagelige
og farlige Snyltegjæster som f. Ex. Influenzabaciller.
Man ved hvor let smitsomme Sygdomme som Difteri,
Skarlagensfeber, Skab o. s. v. — spreder sig i en Skoleslue.
Børnene kommer meget i Berøring med hinanden, hoster
og spytter og pudser Næsen med Fingrene og bringer (ler-
ved Smitten omkring til de andre. Hvis de regelmæssig
fik bade sig og samtidigt blev indprentet, hvorfor de skulde
bade samt lidt anden Renslighedslære, saa vilde Smitten i
Skolerne ikke have fuldt saa let for at sprede sig.
Del er vel saa, at de Heste vil kalde denne Smitte-
frygt og denne Renslighed for overdreven; thi del tagei jo
Tid, førend de moderne Anskuelser om, at en hel Del
Sygdomme fremkaldes al Bakterier ved Smilte, vindei
fuldt Indpas.
Og endnu hænger — dog særlig paa Landsbygdon
lidt igjen af den gamle Tro om, at alle Sygdommes Aar-
sag er «Kjøld», og at kun do, som Skjæbnen hai bestemt
dertil, biir syge og dør. For dem nytter det ikke at pro-
testere og de andre har intet at frygte. Dette fatalistiske
Syn paa Tingen kunde jo til Nød gan on føi i liden, <la
Beboerne levede sundt og fredeligt i sine stille Bygder.
Nu derimod, da Forholdene har forandret sig derhen,
al farlige Sygdomme og Smitlesloile stadig biir bragt om-
kring ved et udviklet Kommunikationsnet: Veie, Damp-
skibe og Jernbaner og ved en livlig Samfærdsel af enhxei
Art, saa er det klart, at det ikke længere nytter at lægge
Hænderne i Skjødet og afvente, om Skjæbnen hai bestemt
en til at faa Sygdom eller ei.
Naar man nu ved, hvem Fienden er, og hvordan han