Folkebad
For Landsbygden

Forfatter: Hjalmar Aass, Einar Møinichen

År: 1908

Forlag: Det Mallingske Bogtrykkeri

Sted: Kristiania

Sider: 138

UDK: 613.4

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 158 Forrige Næste
10 da efter al have besudlet vore Fingre med «leite kanske gaar lige hen og spiser og tager i Maden uden at vaske os først, saa er det klart, at vi løber stor Resiko for ubevidst at bringe mangen Sygdomsspire i os. — Eller har man 1. Ex. været i et Lokale fuldt af Folk — Danselokale, Forsam- lingshus eller lignende, kan man være sikker paa at have faaet paa sig et helt Lag med Støv i Haaret og overalt. Dette bør man skyndsomt se at vaske eller bade al sig; thi man resikerer let, at der med Støvet følger ubehagelige og farlige Snyltegjæster som f. Ex. Influenzabaciller. Man ved hvor let smitsomme Sygdomme som Difteri, Skarlagensfeber, Skab o. s. v. — spreder sig i en Skoleslue. Børnene kommer meget i Berøring med hinanden, hoster og spytter og pudser Næsen med Fingrene og bringer (ler- ved Smitten omkring til de andre. Hvis de regelmæssig fik bade sig og samtidigt blev indprentet, hvorfor de skulde bade samt lidt anden Renslighedslære, saa vilde Smitten i Skolerne ikke have fuldt saa let for at sprede sig. Del er vel saa, at de Heste vil kalde denne Smitte- frygt og denne Renslighed for overdreven; thi del tagei jo Tid, førend de moderne Anskuelser om, at en hel Del Sygdomme fremkaldes al Bakterier ved Smilte, vindei fuldt Indpas. Og endnu hænger — dog særlig paa Landsbygdon lidt igjen af den gamle Tro om, at alle Sygdommes Aar- sag er «Kjøld», og at kun do, som Skjæbnen hai bestemt dertil, biir syge og dør. For dem nytter det ikke at pro- testere og de andre har intet at frygte. Dette fatalistiske Syn paa Tingen kunde jo til Nød gan on føi i liden, <la Beboerne levede sundt og fredeligt i sine stille Bygder. Nu derimod, da Forholdene har forandret sig derhen, al farlige Sygdomme og Smitlesloile stadig biir bragt om- kring ved et udviklet Kommunikationsnet: Veie, Damp- skibe og Jernbaner og ved en livlig Samfærdsel af enhxei Art, saa er det klart, at det ikke længere nytter at lægge Hænderne i Skjødet og afvente, om Skjæbnen hai bestemt en til at faa Sygdom eller ei. Naar man nu ved, hvem Fienden er, og hvordan han