Folkebad
For Landsbygden

Forfatter: Hjalmar Aass, Einar Møinichen

År: 1908

Forlag: Det Mallingske Bogtrykkeri

Sted: Kristiania

Sider: 138

UDK: 613.4

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 158 Forrige Næste
13 Kunde vi ud fra det Ræsonnement, som ovenfor er lørt, og ved de Foranstaltninger, som i delle Skrift tages Sigte paa, bringe Renslighedssans tilveie paa slige Steder og samtidig bekjæmpe Spyttesvineriet, saa behøvede vi vist ikke om et Par Menneskealdre al spendere saa mange Penge til Tæringssanatorier og Pleiehjem. Her er vi allerede inde paa Spørgsmaalets hygieniske Betydning for Staten, for det Offentlige. Den enkelte Per- son kan ikke med nogen absolut Sikkerhed, selv om han er renslig til det ydersle, undgaa de smitsomme Sygdomme. Del er ham vistnok et meget godt Værn, men han er ogsaa afhængig af sine Naboer og de Mennesker, han er nødt til at færdes iblandt. Ved enkelte Menneskers Lige- gyldighed og Griseri kan dét komine til al gaa ud over de Uskyldige og dem, som gjør sin Pligt. Meget af denne Grund har man offentligt Sundhedsvæsen for at varetage de enkelte Borgeres og derigjennem det hele Samfunds Sik kerbed. Det Offentliges Opgave kommer væsentlig til at bestaa i at søge at bibringe den fattigere Del af Befolkningen en større Sans for Renslighed og derigjennem bidrage saavel til de enkeltes som til det hele Samfunds Tryghed og Vel- være. Men delte maa ske rent uvilkaarligt. Det nytter nemlig lidet bare at belære disse Folk om Renslighedens Nytte og Betydning; thi de betragter Renslighed dels som unødvendig Luxus, dels som en altfor byrdefuld Pligt over- for god Tone1. Og netop de Folk, som lever under de fattigste og usleste Forhold har vanskeligt for at efter- komme Renslighedens Bud; thi de bor jo som Regel trangt, idet hele Familien oftest kun raader over en liden Stue, og da biir der ikke godt Anledning for de forskjellige ' I et Vestlandsdistrikt, hvor jeg er godt kjendt, var det Skik og Brug blandt Bønderne kun at vaske sig Søndag Morgen eller naar man havde Ærind til Kirkestedet, og forøvrigt ikke hele Ugen. Thi hvorfor vaske sig, naar man alligevel straks blev tilsølet igjen ved at maatte ud og rode i Jord og Gjodsel? Det var Ræsonnementet!- Dette forhold blev dog bedre efterhvert som Ungdommen med sine mere moderne Anskuelser voksede op.