Folkebad
For Landsbygden

79 Det gjælder nu at bøde paa det Forsømte og se at skaffe Publikum den fornødne Anledning til al faa bade. Og saadan Anledning bør da, efterhvert som Sandsen for Renslighed og Forstaaelse af Badningens Betydning vækkes i videre Kredse, skaffes — ikke alene paa større Steder med tæt Bebyggelse, men ogsaa ved mindre Grænder, ved Fabrikker, Meierier, Exercerpladse og fremfor alt ved Skoler, og som det endelige Mani: — rundt om paa Gaardene. Enhver, som føler Kald dertil, er naturligvis lige be- rettiget og lige nær til at gaa igang med at arbeide for denne Sag, men mest naturligt vil det falde for Læger og for Lærere. Lægerne er jo Folkets Opdragere i Hygiene og Lærerne dels Opdragere i Kultur. Om Badningens hygieniske Betydning har vi tidligere hørt; men ogsaa ligeoverfor et Folks Kulturstandpunkt er den et vigtigt Moment. Historien fortæller os, at der var en Tid, da (ler fandtes et Badehus paa hver Gaard i Norge, men den økonomiske Evne paa den Tid var dog ikke større, end den er nu for Tiden. Hele Forskjellen er, at paa den Tid vokste Folk op med den Forudsætning, at det hørte med til de uund- gaaeligste Livsfornødenheder at bade sit Legeme regel- mæssigt mindst hver Uge, medens de Heste nu for Tiden betragter dette som noget unødvendigt moderne Paafund. Og, i vor Tid er der lo Folk, hvor, som vi har hørt, Badningen er en Folkeeiendom og i hver Mands Brug, og del er hos Finnerne og hos Japanerne. Ogsaa for visse Dele af Rusland gjælder det samme. Finnerne har — selv den fattigste Husmand — sit Badstubad, og Japanerne har alle sit Karbad. Men dette beror ikke paa, at den finske Husmand er rigere end den norske, eller at den japanske Bonde er mere velhavende end de norske Bønder; nei, det kommer al, at de vokser op i den Opfatning, at Bad er en af de nødvendigste ring i Livet, og derfor er det noget al det første, de an- skaffer sig. Det er Forstaaelsen og Værdsættelsen, det kommer an