Træ Og Andre Skovprodukter
En Fremstilling Af Skovbrugets Vare- og Handelslære
Forfatter: A. Oppermann
År: 1916
Forlag: Nielsen & Lydiche
Sted: København
Sider: 468
UDK: 634
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
296
paa den ene Led indtil 10 cm fra Topspidsen; derpaa vender
man Stangen, der holdes sammen af det tilbageværende Træ,
og fører hvert af de Snit, der gaar vinkelret paa tværs af de
første, samtidig gennem alle Lagene. Da Savsnittet er meget
tyndt, faar man trods den stærke Oparbejdning et højt Udbytte;
Svindet er næppe over 33 pCt.
For Taglægter betales 21/a Kr. pr. 100 m; Fældning, Afkvas-
ning og Sammenlægning af det runde Træ betales særskilt. Det
er lettest at save i grønt Træ. En øvet Arbejder kan tjene
3—4 Kroner om Dagen, men Arbejdet er strengt, og mange
Folk naar kun den halve Fortjeneste, Begynderne endog mindre.
Undertiden skærer man Topender eller unge Stammer, der
er for lykke til ved Slingning at give en enkelt Lægte, igennem
efter Længden og anvender disse halvrunde Savvarer til Lofter
over Udhuse, hvor de da belægges med Ler.
Nogle Arbejdere anvender i Steden for den beskrevne Fod-
sav en let lille Kløvsav, hvis Blad sidder midt i Savstillingen.
Man lægger da den tilhuggede Lægte, som skal gennemskæres,
paa 80 cm høje Bukke, og Arbejderen gaar paa to Lægter, der
ligger 30 cm overjorden paa hver sin Side af Træet, med 60 cm
indbyrdes Afstand, eller ogsaa bruger man lavere Bukke og
mellem dem en Savgrav.
Enkelte midtjydske Arbejdere skærer ikke blot Lægter ved
Hjælp af Fodsav, men ogsaa Vogntræ, Redskabsskafter m. m.,
og det synes, som om de kan konkurrere med Savværkerne.
Savtænderne bør vistnok være mindre og staa tættere end paa
Lægtesaven. Akkorden sluttes undertiden saadan, at Arbejderen
faar en vis Betaling pr. Skaft, men saa forpligter sig til at frem-
stille et vist Antal af det foreliggende Raamateriale.
Ved den almindelige Kulbrænding i Miler, Kulsvieri1),
maa Veddet inden Brændingen være sønderdelt i 3—10 cm
tykke Stykker af bestemte Længder, i Regelen 20—100 cm, og
være nogenlunde frit for fremstaaende Knaster, Knuder eller
Grenstumper. Milepladsen skal være jævn, tør og saaledes be-
liggende, at den har Læ, giver nem Transport og ikke udsætter
Omgivelserne for Brandfare. Brændingen giver et noget større
Udbytte paa en gammel Mileplads end paa en ny, da Jorden,
som helst maa være en Blanding af Ler og Sand, bliver pas-
*) En udførlig Fremstilling af Kulsvieriets Teori og Praksis giver H. Berg-
strom och G. Wesslén: Om Träkolning, 1915.