Træ Og Andre Skovprodukter
En Fremstilling Af Skovbrugets Vare- og Handelslære

Forfatter: A. Oppermann

År: 1916

Forlag: Nielsen & Lydiche

Sted: København

Sider: 468

UDK: 634

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 488 Forrige Næste
296 paa den ene Led indtil 10 cm fra Topspidsen; derpaa vender man Stangen, der holdes sammen af det tilbageværende Træ, og fører hvert af de Snit, der gaar vinkelret paa tværs af de første, samtidig gennem alle Lagene. Da Savsnittet er meget tyndt, faar man trods den stærke Oparbejdning et højt Udbytte; Svindet er næppe over 33 pCt. For Taglægter betales 21/a Kr. pr. 100 m; Fældning, Afkvas- ning og Sammenlægning af det runde Træ betales særskilt. Det er lettest at save i grønt Træ. En øvet Arbejder kan tjene 3—4 Kroner om Dagen, men Arbejdet er strengt, og mange Folk naar kun den halve Fortjeneste, Begynderne endog mindre. Undertiden skærer man Topender eller unge Stammer, der er for lykke til ved Slingning at give en enkelt Lægte, igennem efter Længden og anvender disse halvrunde Savvarer til Lofter over Udhuse, hvor de da belægges med Ler. Nogle Arbejdere anvender i Steden for den beskrevne Fod- sav en let lille Kløvsav, hvis Blad sidder midt i Savstillingen. Man lægger da den tilhuggede Lægte, som skal gennemskæres, paa 80 cm høje Bukke, og Arbejderen gaar paa to Lægter, der ligger 30 cm overjorden paa hver sin Side af Træet, med 60 cm indbyrdes Afstand, eller ogsaa bruger man lavere Bukke og mellem dem en Savgrav. Enkelte midtjydske Arbejdere skærer ikke blot Lægter ved Hjælp af Fodsav, men ogsaa Vogntræ, Redskabsskafter m. m., og det synes, som om de kan konkurrere med Savværkerne. Savtænderne bør vistnok være mindre og staa tættere end paa Lægtesaven. Akkorden sluttes undertiden saadan, at Arbejderen faar en vis Betaling pr. Skaft, men saa forpligter sig til at frem- stille et vist Antal af det foreliggende Raamateriale. Ved den almindelige Kulbrænding i Miler, Kulsvieri1), maa Veddet inden Brændingen være sønderdelt i 3—10 cm tykke Stykker af bestemte Længder, i Regelen 20—100 cm, og være nogenlunde frit for fremstaaende Knaster, Knuder eller Grenstumper. Milepladsen skal være jævn, tør og saaledes be- liggende, at den har Læ, giver nem Transport og ikke udsætter Omgivelserne for Brandfare. Brændingen giver et noget større Udbytte paa en gammel Mileplads end paa en ny, da Jorden, som helst maa være en Blanding af Ler og Sand, bliver pas- *) En udførlig Fremstilling af Kulsvieriets Teori og Praksis giver H. Berg- strom och G. Wesslén: Om Träkolning, 1915.