Den unge Haandværkers Uddannelse

9 At man ikke kan drive sin Eftergivenhed saa vidt, at man søger at indbilde en Elev, der næppe med en Blyant kan trække den simpleste Linie efter et bestemt Forbillede, at han kan udføre en selvstændig Tegning af en Gjenstand, eller endog construere en saadan, er en Selvfølge. En saadan Eftergivenhed vilde være i høieste Grad strafværdig, idet det vilde være at gjøre Nar ad den Gjerning, som man var sat til at holde i Ære. Men ved Svendeprøvernes Aflæggelse bliver denne Sag i mange Tilfælde ikke taget saa nøie. Vel er der mange flinke Tegnere blandt dem, der gaa til Svendeprøve, idet de i Tide selv have indseet, at det dog er dem selv, det gaaer ud over, naar de ikke kunne Noget; men der er ogsaa mange Tilfælde, hvor det for Skolen er ubegribeligt, hvorledes en ung Mand har kunnet aflægge Svendeprøve i Tegning. Der ind- træffer ved de forskjellige Skoler hvert Aar Tilfælde af følgende Art: En ung Mand møder i December eller Marts som Elev i Skolen i en Alder af 18—22 Aar. Han har ikke tegnet før, er ikke Svend, og kalder sig derfor paa Grund af sin Alder »Forbundter«. Man begynder forfra med Erihaandstegning. 3—14 Dage efter møder Vedkommende paa Kontoret med Spørgsmaal, om han ikke maa tegne Fagtegning, da han snart skal være Svend. Han har Frihaandstegning, geometrisk og stereometrisk Tegning tilbage, forinden han paa en fornuftig Maade kan tage fat paa Fagtegningen, — altsaa er det umuligt. Han gaaer misfornøiet bort, forsømmer Skolen i 8—14 Dage, og — kommer saa tilbage som Svend! Hvordan dette er gaaet til, kan intet Menneske begribe. Ved nærmere at undersøge Sagen faaer man imidlertid at vide, at Opgaven for Svende- tegningen længe i Forveien er kjendt af Lærlingen, saaledes at han ved f. Ex. 10 Gange i Træk at tegne denne Opgave efter Fortegning eller Anviisning saa at sige lærer den udenad og nu glat væk kradser denne Udenadslectie op uden at forstaa Noget deraf. Forholdet er ganske det samme, som hvis en ung Mand, der skulde kunne hele Danmarkshistorien til Examen, nøiedes med at lære to Sider udenad og derved fik en god Charakter, fordi der aldrig blev spurgt om Andet end disse to Sider. Jeg tør ikke sige, at Forholdet altid er som her frem- sat; men at det i mange Tilfælde slaaer til, er uomtvisteligt.