Nakskov Havns Udvidelse 1914-1919

Nakskov Havn omkring Aaret 1760 DILLEDET fra Pontoppidans Danske Atlas har sin beret- . tigede Plads over disse Linier. Ganske vist er Nøjagtig- heden og Virkelighedstroskaben i Stort som i Smaat ikke dets stærkeste Side, men det er den ældste billedlige Fremstilling af Nakskov Havn, og saa kontrasterer det tillige Forskellen mellem en sløv og selvopgivende Fortidsperiode og en initia- tivstærk og fremadvillende Nutid. Thi Billedet er fra Aarene omkring 1760, Nakskovs Forfaldstid. Mange og vidtforskellige var Grundene til Elendigheden, men den største og vægtigste af dem alle var Havnens og Skibsfartens Misrøgt. Thi Havnen var alle Dage Hjertet i Nakskovs Byorganisme. Det var den dybe, skovkransede Fjord — paa engang Gemmested indad og Vandvej udad til de store Have — der fra Byens Fødselsstund i Middelalderens ældste og mørkeste Sekler betingede dens første spæde Trivsel og Vækst. Og det var den samme Fjord og Havn, der gennem hele Middel- alderen og langt ind i den nyere Tid skabte og bevarede Byen en Førsterangsstilling blandt danske Købstæder. Ingen Modgang kuede den. Vendernes vilde Horder og Lybækkernes gridske Skarer plyndrede og brændte Tid eftei anden den rige Stad, men som en Fugl Fønix rejste den sig atter og atter af Asken og voksede, styrket af Fjord og Havn, beriget af Skib og Hav, til endnu større Kraft og Fylde end tilforn. Til Værn for den gyldne Skat byggede Kong Hans Engel- borgs stolte Taarn paa Slotø, og Christian III og Christian IV skærmede den med Volde og Grave. Der er noget sindbilledlig i, at det var Valdemar Sejr, som gav Byen Købstadrettigheder, Aarstallet kendes ikke. Dokumentet har vel Lybækkerne engang brændt sammen med Byen, men Sejrsmærket beholdt den. Det er egentlig Ironi, at der staar et Træ og en Gaasefod i dens Skjold; det burde have været et blaanende Hav med stolte Snekker. Thi vel blev Byen, takket være store, kongelige Gaver, Jord-