Nakskov Havns Udvidelse 1914-1919

drot i stor Stil med Svin paa Olden og Gæs paa Stubben til dagligt Behov, men Rigdommen og Magten bares hjem paa dens talrige Skibe fra fjerne Riger og Strande. Allerede 1436 var Nakskov saa fornem, at den selv syvende — sammen med Aalborg, Odense, Aarhus og enkelte andre Byer — sendte tvende Borgmestre med gyldig Stemme til København for at klare og ordne Katolicismens og Greves fejdens store Fallitbo. Syvendepladsen, det hellige Syvtal, bevarede den gennem de følgende Aarhundreder og — gens vandt i den nyere Tid. Listerne over Købstædernes Skattes ydelser gennem det 15., 16. og 17. Aarhundrede viser, at Byen stadig holdt sin Plads, enkelte af Byerne foran den skiftede, men Nakskov var stadig Nr. 7. Og i Aarene før vor allers nyeste Tidsregning, d. v. s. før Krigen, stod Nakskov igen som Nr. 7 i Rækken af Landets stærkest trafikerede Havne. Svenskekrigen 1659 — med dens Belejring, Bombardement, Indtagelse og Brandskatning af Byen — knuste den. Borgerne flygtede, Hustomterne laa øde og græsdækkede. Dens Dage synes talte; men endnu engang rejste den sig af Asken, voksede op til sin gamle Vælde og sendte, Traditionerne tro, sine Skibe til Verdenshavenes fjerneste Kyster. Det blev den store nordiske Krig 1709—1720, der atter gav den Ulivssaar, og denne Gang sank den som de fleste andre Købstæder ned i en hundredaarig Dvale. Man glemte den gamle Vej til Ros og Magt, lod Havnen gro til og Skibsbeddingerne raadne. Byens Hjerte ophørte omtrent at slaa. Det gik saa vidt, at Skipperne fra den usselige Flække Marstal bemægtigede sig hele Skibsfarten paa Nakskov og dermed tappede Byens Hjerteblod. Medens Marstal voksede sig rig og stærk, sank Nakskov dybere og dybere i Armod og Forsmædelse. Endnu omkring 1700-Tallet skriver en af Datidens Forfattere, at Nakskov havde »en saa dejlig Mængde Skibe, at det kan siges, at det er rart (sjældent) nogen Købmandsflaade passerer Bæltet, uden at der er Nakskov-Fartøjer iblandt«. Men 1790 var den stolte Flaade svundet ind til 2 Galeaser og 4 Jagter. Havnens Bolværker var raadnet op, Havnepladsen var Losses sted for Uhumskheder af værste Art, der flød ud i Havnen, saa der tilsidst knapt var et Par Fod Vand ved Bolværks- resterne. Og Billedet fra Havnen afspejlede sig i Byen. Ussel, dorsk, forarmet og sølle laa den dér; selv dens stolte Fortid var glemt og ringeagtet. Genrejsningen kom, og den kom gennem Havnen. Allerede 1791 havde man fattet Planer om Fjordløbets Oprensning og Havnens Uddybning. Pengene var skaffet, men Kancelliet, hvis Tilladelse var nødvendig, gad end ikke se paa Sagen, men syltede den, trods talrige Henvendelser, i omtrent 10 Aar. Først 1802 fik man Tilladelse til at tage fat, og saa kom der Fart i Arbejdet. Nye Bolværker blev slaaet, Havnen oprenset