Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

97 i Ildkuglen eller i den mørke Sky er blevet knust ved Erplo- sion. Naar man tager den mathematisk beviste uhyre Hurtig- hed i Betragtning, med hvilken Meteorstenene komme fra de yderste Grændser af Atmosphceren til Jorden, eller som Ild- kugler paa længere Vei stryge hen igjennem Atmosphæren oq dens tættere Lag; saa bliver det mig mere end Usandsynligt, at sorst i dette korte Tidsrum den metalholdige Steenmasse med sine isprængte, suldkommen Uddannede Krystaller afOlivin, Labrador og Pyroren, skulde fra den dUnstformige Tilstand være flydt sammen til en fast Kicerne. Hvad der falder ned, har iovrigt, selv om den indre Sammensætning er chemist forffjellig, næsten altid ven ejen- dommelige Charakteer af et Fragment, ofte en prismatoidifl eller fortrykt Pyramidalform, med brede, noget bøjede Flader og afrundede Hjørner. Men hvorfra denne af Schreibers forst erkjendte Form: et afsondret Stykke af et roterende planetarisi Legeme? Ogsaa her, ligesom i det organifle Livs Sphcere, er alt mørkt, hvad der horer til Udviklingshistorien. Meteormasserne begynde at lyse og at antændes i Hvider, som vi næsten maae betragte som lufttomme, eller som ikke indeholde Viooooo Ilt. Biots nye Undersøgelser over det vigtige Crepus- cular-Phænomen^ nedflytte endogsaa betydeligt den Linie, som man, maaflee noget driftigt, plejer at kalde Atm o sph ærens Grændse; men Lysprocesser kunne foregaae Uden Tilstede- værelse af det omgivende Ilt, og Poisson tænkte sig Ad'ro- lithernes Antændelse langt hiinstdes vor luftformige Dunstkreds. Kun det, som kan Underkastes Beregning og en geometrisk Maalning, leder os ved Meteorstenene, som ved de større Verdenslegemer i Solsystemet, paa en fast og sikker Grund. Omendstiondt Halley allerede erklærede den store Ildkugle fra 1686, hvis Bevægelse var modsat Jordens Bevægelse i sin A. v. Hum bol b t, KosmoZ. i. 7