Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

156 mærkværdigt Rinnforhold imellem Hav og Land, i sin hele Længde paa Vs nær falder i Oceanet, og derved bliver saa- meget mere tilgængelig, som man endvidere i vor Tid allerede er i Besiddelse af Midler, ved hvilke man selv tilsoes for- maaer med stor Nøjagtighed at bestemme begge Dele, Declina- tion og Inclination. I det Foregaaende have vi flildret Magnetismens For- deling paa vor Planets Overflade med Hensyn til de tvende Former, Afvigelse og Heldning. Endnu have vi den tredie, Formen for Kraftens Intensitet tilbage, som graphifl fremstilles ved isodynamisie Cnrver (Linier, som be- regne, hvor den magnetisie Kraft paa Jordens Overflade har een og samme Styrke). Udgranskningen og Maalingen af denne Krast ved en vertical eller horizontal Naals Svingninger, har i sine telluriffe Forhold forst fra Begyndelsen af det nittende Aarhundrede vakt almindelig Interesse. Bestemmelsen af den horizontale Kraft har i Særdeleshed ved Anvendelsen af fine optifle og chronometriske Hjelpemidler, naaet en Grad af Nøj- agtighed, som langt overgaaer den, vi formaae at give de andre magnetisie Bestemmelser. Om end de isogonisie Linier cre de vigtigere med Hensyn til den Umiddelbare Anvendelse paa Søfart og Styrmandskonst, saa vise, ifølge de seneste Anskuelser, de isodynamisie, de, der betegne Horizontal- K rasten, sig fornemmelig som dem, der tilbyde Theorien for Jordmagnetismen^ de meest frugtbringende Elementer. Tidligst er ved Iagttagelser den Kjendsgjerning bleven er- fjenbt88, at Totalkrastens Intensitet tiltager fra ZEqUator benimod Polerne. Kundskaben om Størrelsen af denne Tiltagen og Ud- granffningen af alle numeriske^ det hele Jordlegeme omfat- tende, Forhold i Jntensitetsloven, stylde vi i Særdeleshed,