Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

264 Hav, Soen Tiberias og fremfor alle det døde £(w89. Vand- spejlet i de tvende sidstnævnte Søer er 625 og 1230 Fod lavere end Vandspejlet i Middelhavet. Dersom man pludse- ligt kande borttage der Opskylningsland, der i saa mange Egne bedækker Steenlagene, saa vilde det aabenbare sig, Kvor mange Dele af Jordens klippefulve Overflade, der ogsaa ligge dybere end Nutidens Havspeil. Vandets perio- diffe, om end uregelmæssige Stigen og Falden i det caspiffe Hav, hvoraf jeg selv har sect tydelige Spor i den nordlige Deel af dette Havbækken, synes, paa samme Maade som Darwins Iagttagelser i Coral-Havene^, at bevise^, at Jord- bUnden endnn, Uden Paavirkning af egentlige Jordffjælv, er istand til de samme svage vedvarende Oscillationer som de, der i Urtiden, hvor Tykkelsen af den stivnede Jordskorpe var betydelig ringere, have været saa meget almindelige. De Phænomener, hvorpaa vi her rette vor Opmærksom- hed, paaminde om Ubestandigheden i Tingenes nærværende Orden og om de Forandringer, som i lange Tids-Inter- valler Continenternes Omrids og Formning hoist sandsynlig have været underkastede. Hvad der neppe er at bemærke i Lobet af de nærmeste Menneflealdere, hober sig i Perioder, for hvis Længde Himmellegemernes Bevægelse kun afgiver en Maalestok. I Lobet af 8000 Aar er den ostlige Bred af den skandinaviske Halvø maaflee steget 320 Fod; i 12000 Aar vilde, saafremt Bevægelsen antages at være jævn vedvarende, saadanne Dele af Havbunden, som fortiden endnu ere be- dækkede med næsten 50 Favne Vand, komme til Overfladen og begynde at ligge tort. Men hvad er Kortheden af disse Tidsrum mod Længden af ve geognostiske Perioder, som Forma- tionernes Lagfolge og Skarerne af Undergaaede, aldeles for- ffjellige Organismer aabenbare os! Ligesom vi her ikkun have